Indslev og Ugly Duck Brewing

Kalenderen sagde 27. august og sommerferien var slut i ølentusiasternes regi. 21 medlemmer var mødt op til Indslev/Ugly Duck smagsaftenen og forventningerne var høje til det prisvindende bryggeri. Hele fem nye ansigter var der også med og de fik kvalitetsøl for alle pengene, selvom "Ugly Duck, Funk You Ale" fik nogle til at rynke en del på øjenbrynene - Også "blandt de garvede" :)
Men forventningerne blev til fulde indfriet.

Det var Mads Nørgaard, der var repræsentant for bryggeriet denne aften og at det klarede han med bravour. Han fortalte om bryggeriets historie i de gamle bygninger i Indslev på fyn, om begrebet "stakitøl" og om hvorfor Indslev bryggeri valgte at starte en ny gren på stamtavlen, Ugly Duck Brewing.

"Stakitøl" er en betegnelse for en ølflaske, som før i tiden var meget brugt til at fragte/opbevare øl i lidt større mængder - Mere end et glas fra den lokale (Mere transportabelt og langtidsholdbart ... ) og noget mindre end et helt fad. Navnet "Stakitøl" fik den p.g.a. det stakit af træ rundt om flasken, som skulle beskytte øllet under transport.

Indslev, som efter deres relancering i 2006 valgte udelukkende at producere hvedeøl, ville gerne udvide deres sortiment uden at ramme deres renomme, som "Danmarks hvedeøl". Derfor valgte de at oprette fantombryggeriet, "Ugly Duck", som kunne brygge helt frit, uden at tage hensyn til hverken ingredienser og brygsted.


Aftenes "menu" så sådan ud:
1) Indslev, Svane Hvede - 4,9 %
2) Indslev, IPA (Indslev Pale Ale) - 5,5%
3) Ugly Duck/Bere Here, Helmuth Kellerbier - 4,6 %
4) Ugly Duck, Dubstar, Belgian style dubbel Ale - 7,2 %
5) Ugly Duck, IPA Simcoe & Chinook - 5,9 %
6) Ugly Duck, Funk You Ale - 6,5 %
7) Indslev, Sort Hvede - 6,5 %
 -  Gæt en Quadrupel
8) Ugly Duck, Imperial Vanilla Coffee Porter - 10,0 %

Selvom hvedeøllene var af de rigtigt gode af slagsen, klarede de sig ikke godt i vores afstemning om aftenens øl. De var ellers helt friske og det betyder en hel del, når det drejer sig om netop hvedeøl og de meget humlede ølltyper, som aftenen også bød på et par stykker af.
Ved afstemningen gav hver deltager 2 point til den bedste og 1 point til den næst-
bedste øl - Ganske som vi plejer :)

Tre øl lå ret tæt på 4., 3. og 2. pladsen:
Med 9 point tog "Ugly Duck, Dubstar" sig af af 4. pladsen. Den havde en herlig duft af søde svesker og smagte også af dejligt søde rosiner/dadler med en eftersmag, som gik fra dadler over i en nærmest maltet og lidt bitter smag. En skøn sød sag.

Mere overraskende var det at "Ugly Duck, Funk You Ale" fik hele 10 point og dermed 3. pladsen. Overraskende i god forstand, da det er en vildgæret øl og den øltype jo har det med at skille vandene - Den duftede af sur halmstrå med tydelige spor den vilde af brettanomyces gær. "Funk You Alen" smagte syrligt, var meget livlig på tungen og på en sjov måde også lidt sødt. Brettanomycesen var ikke så tydelig i smagen, men mon ikke det kommer, hvis den får lov at ligge lidt :)

12 point til "Ugly Duck/Bere Here, Helmuth Kellerbier" gav denne humlede sag en 2. plads. Den duftede humlet af en blanding af grapefrugt og blomster. Smagsmæssigt var den kraftige grape/blomster humle meget dominerende, men der var også plads til lidt salt, lidt sødme og selvfølgelig meget bitterhed i smagen.

Hele 19 var så til aftenens vinder, "Ugly Duck, Imperial Vanilla Coffee Porter". Duften var meget tydelig præget af kaffe og de 10,0 % fornægtede sig ikke, men den var også dejlig blød, når man varmede den lidt. Den smagte meget af kaffe, lidt af alkohol og stærk vanilje, som bed lidt i ganen. Eftersmagen var ganske bitter.
Er man til porter er "Imperial Vanilla Coffee Porter" bestemt ikke dårlig :)


Vores blindsmagning var denne aften "Gæt en Quadrupel". Det var Erling, der stod for løjerne og valget stod i mellem:

Grimbergen, Optimo Bruno - 10, 0 %
La Trappe, Quadrupel - 10,0 %
Straffe Hendrik, Brugs Quadrupel - 11,0 %

Det delte vandene en del - En mente, at det bestemt var en "Straffe Hendrik", mens andre ikke kunne få det til at stemme med "en ekstremt mørk farve", som der stod i beskrivelsen. Andre igen mente, at de kunne genkende en "La Trappe".
Afstemningen blev derfor meget lige: Der var 6 stemmer på "Straffe Hendrik", 6 stemmer på "La Trappe" og endelig 8 stemmer på "Grimbergen". For en gangs skyld havde flertallet ret :)
Det var nemlig en "Grimbergen, Optimo Bruno", som Erling tryllede frem bag baren.
Et fint valg som viste sig at være ganske svær at gætte.


En stor tak skal også lyde til Mads Nørgaard fra bryggerierne for en medlevende og underholdende aften.

Vi ses til IPA vs Porter smagning med Niels som styrmand.
Brian

Denne aftens øl:


1) Indslev, Svane Hvede - 4,9 %

2) Indslev,
    IPA (Indslev Pale Ale) - 5,5%

3) Ugly Duck/Bere Here, 
    Helmuth Kellerbier - 4,6 %

4) Ugly Duck, Dubstar,
    Belgian style dubbel Ale - 7,2 %

5) Ugly Duck,
    IPA Simcoe & Chinook - 5,9 %

6) Ugly Duck, Funk You Ale - 6,5 %

7) Indslev, Sort Hvede - 6,5 %

 - Gæt en Quadruppel

8) Ugly Duck, 
    Imperial Vanilla Coffee Porter
    10,0 %