Påske- og forårsøl

Tirsdag den 26. marts havde vi en smagning på nogle af sæsonens påske- og forårsøl. Der var 15 friske deltagere og for 3. gang i træk, var der et nyt ansigt med - Knud havde gået og “truet” med det i flere år, men nu skulle det være. Også Tove og Søren, der var med for første gang ved sidste medlemsmøde, var mødt op fulde af forventninger.
Vi havde bla. “Brewmeisters Armageddon” på hele 65% på programmet og derfor havde vi besøg af Leif fra Varde - Han måtte bare smage den :)

Programmet var som følger:
1) Pladderballe Bryghus, Påskelammer - 5,8%
2) Okkara, Påskir - 5,8%
3) Hornbeer, Vårøl - 6,4%
4) Beer Here, Påske - 7,0%
Pause med gæt en klassiker.
5) Kloster Bryggeriet, Påske - 7,2%
6) Mikkeller, Green Easter (Green Gold) - 7,0%
7) Mikkeller,  Funky E’star - 9,39%
8) Brewmeister, Armageddon – 65%


Vi brugte vores sædvanlige pointsystem, hvor vi giver 2 point til den bedste og 1 point til den næstbedste øl - Det gav denne topplacering:

På en 5. plads med 5 stemmer kom “Påskelammer” fra ”Pladderballe Bryghus”. Den duftede af orange humle og karamel - Den smagte lidt bittert af orange, var olieret i mundfylden (Kandis) og den havde en syrlig eftersmag (Appelsinskræl). En udmærket øl som ikke skræmmer nogle væk.

3. og 4. pladsen var delt mellem “Hornbeer, Vårøl” og “Mikkeller, Funky E’star”, som hver fik 8 stemmer. Med så holder ligheden også op for mens den ene var humlet “Pale Ale” var den anden en “Sour Ale”, så smagsmæssigt lå de langt fra hinanden.
“Vårølen” duftede kraftigt af orange humle med en dejlig sødme i baggrunden. Den smagte ligeledes meget af orange humle, havde en rigtig god maltfylde, den var bitter men samtidig sød og ikke mindst herlig frisk.
“Funky E’star” fra “Mikkeller” var, som tidlige nævnt, helt anderledes: Den havde en aroma af  tør, sur strå - Nogle nævnte sur staldør, men det var på den gode måde a lá syrlig frisk.
Smagen var på samme måde sød, men samtidigt med tydelig islæt af sur strå og dejlig bitter frisk. Jeg syntes, at syrligheden, som kom fra brettanomyces gærtypen, var lige tilpas, men alle var bestemt ikke enige....

På 2. pladsen kom en meget humlet IPA, “Mikkeller, Green Easter”. Øllen har tidligere været udsendt som “Green Gold” og den hentede 11stemmer denne aften. Den duftede kraftig af humle med sødme og citrus i tilpasse mængder. Smagen fulgte aromaen fint med humlet bitterhed med fersken, en anelse grannuancer og en friskhed, som gav mundvand. En af mine favoritter denne aften :)

Et mulehår foran på 1. pladsen kom “Beer Here” med deres “Påske” - Den fik 12 stemmer. Opskriften på denne påske ale er baseret på nogle lertavler, som man fandt i det nuværende Irak i 30’erne. Den duftede af humle med lidt honning iblandet og dermed kan vel sige, at der er lidt gammelt iblandet noget nyt.
Smagen havde lidt humlet honning i sig og den var bitter, ja faktisk lidt besk i eftersmagen (honning). En yderst interessant smagssamensætning....


Midtvejs fik vi serveret kiks med spegepølse og vi skulle også have klaret aftenens “Gæt en klassiker”. Det var denne gang mørk lager ø, der stod for: 
Staropramen, Cerný (Dark),  4.4  % - Tjekkiet
Hancock, Black Lager, 5.0 % - Danmark
Kønig, Ludwig Dunkel, 5.1 % - Tyskland
Der var generel enighed at det måtte være en “Kønig” for med 12 stemmer, var den klar favorit.  Den var 3, der troede mest på “Staropramen” og slet ingen mente, at det kunne være en “Hancock”. Den havde en meget tydelig smag af tør og lidt bitter chokolade i eftersmagen, som jeg ikke kunne huske, at “Hancock’s Black lager” havde.  Men jeg og resten af deltagerne blev ret overraskede over, at det var en “Hancock”, som Niels (Han stod for aftenens “Gæt en klassiker”) gemte bag baren. Godt gået Niels !

Endelig smagte vi også på verdens stærkeste øl, “Brewmeister, Armageddon” som holdt imponerende 65%. “Brewmeister” beskrev selv øllen som nærmest værende en whisky og at den skulle nydes derefter.
Den duftede af bitter alkohol med en del røg og den smagte ligeså - Dog syntes jeg, at kunne fornemme lidt smørsyre, men jeg fik også bundsjatten. Der var en del der mente, at øllen virkede knap så stærk rent alkoholmæssigt, som tilfældet var.


Det var endnu en hyggelig aften og vi ses til den italienske smagning.
Brian

Aftenes øl

1) Pladderballe Bryghus,
    Påskelammer - 5,8%

2) Okkara,
    Påskir - 5,8%

3) Hornbeer,
    Vårøl - 6,4%

4) Beer Here,
    Påske - 7,0%

5) Kloster Bryggeriet,
    Påske - 7,2%

6) Mikkeller, Green Easter
    (Green Gold) - 7,0%

7) Mikkeller, 
    Funky E’star - 9,39%

8) Brewmeister,
    Armageddon – 65%