Christian Scheffel og ølstilarterne

Christian Scheffel kom forbi vores afdeling den 27. Maj. Desværre var mange af de ”faste” deltagere forhindret denne aften, men de 8 medlemmer, der var mødt op, fik en meget oplysende gennemgang af ølstilarterne uden det blev alt for ”nørdet”.
Selvom vi ikke var mange, var der alligevel et nyt ansigt. Josef har været medlem af DØE et stykke tid, men havde aldrig været med til en smagsaften. Han havde valgt den helt rigtige smagning, hvis han gerne ville have mere styr på ølstilarterne. Velkommen til ham :)
Vi startede i den lette afdeling og gik så videre op gennem hovedstilarterne, alt imens Christian fortalte om, hvad der præcist kendetegnede den enkelte stil. Egentlig mente han ikke stilbeskrivelserne var vigtige for øllet som sådan. Det var mere vigtig, at øllet smagte godt, men det var nu meget rart, at have noget at referere til, når man stod der foran ølhylderne – Især i dag da ølhylderne er i stærk fremgang i både størrelse og antal.

Christian havde valgt nogle rigtigt smagfulde øl inden for hver stil:
1) Schneider, Tap 4, Mein Grünes, 6,2%
2) Gæt en klassiker – Denne gang en pilsner.
3) Robinsons, Iron Maiden Beer, Trooper, 4,7%
4) Westmalle, Trappist Dubbel, 7,0%
5) Brasserie d’Achouffe, La Chouffe, 8,0%
6) Ugly Duck, Hop Devil, 7,5%
7) Port Brewing, Old Viscosity Ale, 10%
8) Amager Bryghus, Pride, The Sinner Series, 10,0%

Vi stemte på sædvanlig vis med 2 point på den bedste og 1 point til den næstbedste øl. Selvom alle øllene var rigtigt gode, var der kun tre af dem, som fik point. Det skyldes helt sikkert, at en kraftig IPA eller Stout efterlader et dybere smagsindtryk end f.eks. en Hvedøl gør.


Første øl var ”Mein Grünes” fra ”Schneider Weisse”. Den havde en herlig duft af syrlig abrikos og banan. Den smagte ligeledes af sød abrikos og banan, men samtidig havde den en let krydret pebret smag med tydelige nuancer af citron. En frisk hvedeøl af de bedre.

Næste øl var vores ”gæt en klassiker”, som denne gang havde emnet pilsner. Øllen var i forvejen med i foredragsrækken, så det var nærliggende, at Christian valgte den til aftenens opgave.
Duften var af tør stå og sådan var smagen også, men den var samtidig let blomster-
agtig og dejlig frisk. En smag der godt kunne lede tankerne hen på den tjekkiske Saaz humle……
Valgmulighederne var denne gang:
Thisted, Thy Pilsner, 4,6%,
Skagen, Drachmann Pilsner, 5,0%
Hancock, Høker Bajer, 5,0%
Deltagerne var enige om, at det måtte være en ”Høker Bajer”. Den fik 5 stemmer, ”Thy Pilsner” fik 1 stemme og ”Drachmann Pilsner” fik slet ingen. Og også denne gang havde deltagerne valgt rigtigt.

“Robinsons, Trooper” var den næste i rækken. Denne gyldne Ale har tilnavnet “Iron Maiden Beer”, da Bruce Dickinson fra heavy metalgruppen, ”Iron Maiden” har hjulpet til med udviklingen af den.
Den dufter sødt af humle og søde frugter. Smagen er sød, af blød stå og lidt bitterhed dukker der også op. Den er en smule tør i eftersmagen og til sidst kommer en tydelig smag af citrus frem. Den er frisk og rigtig god :)

Så stod den på Trappist øl i form af “Westmalle, Dubbel”. Den tog imod med et kraftigt skum, som dog forholdsvis hurtigt aftog igen. Den duftede af sødlig malt og lidt af figner.
Smagsmæssigt var den ligeledes maltsød og af figner, den var vinøs, men også lidt bitter. Den havde en snært af alkohol over sig og man fornemmede lidt karamel.
Er man til Dubbelstilen er “Westmalle, Dubbel” et must!

“Brasserie d’Achouffe, La Chouffe” duftede sødt og let krydret.
Den havde en sød smag, som var let krydret og den havde også citrus og bitterhed i sig samt varmende alkohol.
Som ved talrige andre belgiske øl kan man finde mange smagsnuancer, når sidder man stille og smager på øllet – Herligt :)

Så er vi fremme ved de 3 øl som fik stemmer. På en tredjeplads kom ”Amager Bryghus, Pride” fra deres “Sinner Series” og den fik 4 stemmer. Den skulle være lidt koldere end f.eks. “Old Viscosity Ale”, da den ellers smagte alt for sødt og skarpt af alkohol. Det overraskede mig en del, men heldigvis havde vi et eksemplar, som var et par grader koldere.
Så kom den til sin ret og ”Pride” lod der ikke være nogen i tvivl om, at her var en Stout med sin kraftige og søde duft af lakrids. Der var også et strejf af alkohol i duften.
Den smagte af sød lakrids og også af humle. Den var lækkert olieret i konsistensen og med en del varmede alkohol.

8 stemmer fik “Old Viscosity Ale” fra “Port Brewing” i USA. Det var en kraftig Ale lageret på Ege fade.
Den havde en aroma af røg, sød lakrids og var nærmest lidt melasseagtig i det.
Den smagte af røg, blød lakrids og en anelse rosin. Den var let humlet, havde en god varmende alkohol og var lækkert olieret i konsistensen.
Den kom i en 66 cl flaske, men giv mig et par timer og jeg vil nyde stille at drikke den - Alene :)

“Ugly Duck, Hop Devil” var med 12 stemmer aftenens vinder. Det var en rigtig dejlig IPA, som duftede friskt af blød citrus og abrikos.
I smagen var den sød og humlet med lime/citrus og mandarin, som de toneangivende noter. Den var herligt bitter og lidt fed/olieret i konsistensen. I eftersmagen var den dejlig frisk og ikke mindst bitter. Det var også min favorit denne aften.


Mange tak til Christian for en lærerig aften med mange rigtig gode øl.
Vi ses ude hos Hans og Linda til sommerfesten.

Højt skum
Brian

Øllene denne aften:

1) Schneider, Tap 4,
    Mein Grünes, 6,2%
2) Gæt en klassiker
  – Denne gang en pilsner
3) Robinsons, Iron Maiden Beer,
    Trooper, 4,7%
4) Westmalle, Trappist,
    Dubbel, 7,0%
5) Brasserie d’Achouffe,
    La Chouffe, 8,0%
6) Ugly Duck,
    Hop Devil, 7,5%
7) Port Brewing,
    Old Viscosity Ale, 10%
8) Amager Bryghus, Pride,
    The Sinner Series, 10,0%