Fokus på Fjerritslev

Lokalafdeling Fjerritslev hører nok til en af de mindste afdelinger, hvad angår medlemmer; vi har de seneste år haft omkring 60 medlemmer. Vi dækker Jammerbugt området fra Frøstrup i Thy over Fjerritslev, Brovst, Pandup til Saltum i Vendsyssel så områdemæssigt er vi nok en af de største, i hvert fald kvadratkilometer pr. medlem.

Vi har ikke nogle af de udsøgte ”vandingshuller” med Trappistøl og Cask ale, så når vi holder møder og laver arrangementer foregår det i privat regi. Her råder vi over lokaliteter såsom et værksted hvor ejeren restaurerer gamle motorcykler, en stald og kælderen på Bryggerimuseet i Fjerritslev.
Vi forsøger at afholde 5 -6 arrangementer hvert år, der spænder over årsmøde (med traditionelle gule ærter), julefrokost, ølsmagninger og en sommerfest i telt. Typisk kan vi samle 20 – 30 deltagere.

Vi har det seneste år forsøgt at lave nogle større arrangementer. I marts 2011 havde vi besøg af Torben Mathews, hvor vi samlede 70 deltagere til en fantastisk aften med ølinspireret buffet og øloplevelser ud over det sædvanlige. I marts 2012 prøver vi at lave en tilsvarende aften med Hornbeer. Endelig er vi sammen med en lokal sportsklub lige nu i gang mad at arrangere en rigtig ølfestival, ”li’som det de lawwer i Kjøwenhavn”. Så selvom vi er en lille afdeling med et stort opland, formår vi at samle vore medlemmer til hyggeligt samvær over godt-øl, samtidig med at vi formår at udbrede kendskabet til øl og ølkultur udover vores forenings rammer.

Lokalformand Hans-Jørgen Johansens svar på de 12 spørgsmål

1. Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Vi havde et arrangement med Torben Mathews sidste år i marts. Her samlede vi 70 ølvenner og havde en forrygende aften.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Vi måtte for et par år siden aflyse vores smagning i februar pga. af sne. Vi havde samlet over 30 tilmeldte, så det var virkelig ærgerligt. Mere ærgerligt var det at vi derefter måtte aflyse den udskudte smagning pga. for få tilmeldte.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

Lige nu er vi 59. Vi skriver til dem gennem mail og ølentusiasten.

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

De kunne hver få en ølentusiast-polotrøje. Så kunne de gå rundt og reklamere og vi kunne få endnu flere medlemmer. Resten af pengene skulle bruges til at holde en god ølsmagning med røgøl.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

Vi skulle måske prøve at være mere tydelige i det daglige. Vi prøver selv at lave vores arrangementer interessante for alle og det har faktisk været en succes.

  

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Deltage i så mange møder i foreningen som muligt. Prøv at se hvordan andre foreninger griber arbejdet an og få inspiration den vej. Det er også vigtigt at få medlemmerne draget ind i lokalforeningens arbejde.

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Jeg synes vi skulle tage på to ture: Allerførst synes jeg vi skulle tage til Prag. Her har jeg selv været en del gange så jeg kunne godt vise rundt. Der er mange gode steder man kan besøge der. Den næste tur skulle gå til Belgien. Jeg har selv forsøgt at komme derned men turen har hver gang blevet aflyst. Så en tur til Belgien, ville også blive en oplevelse for mig.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Der er jo mange gode bryggerier i Danmark, så det er meget svært at skulle vælge. Midtfyn kunne være et godt valg. De har jo de seneste år lavet mange forskellige nye øl, som er blevet bemærket blandt ølentusiasterne. Hornbeer er et andet godt bud.

9. Hvad er din største øloplevelse?

Jeg deltog en ølrejse, arrangeret af Thisted afdelingen. Den gik til Bamberg, Cesky Krumlev og Kulmbach. I disse byer kan man virkelig få nogle øl-oplevelser.

10. Hvad er din personlige yndlingsøl?

Jeg er jo nok lidt lokalt præget så der bliver Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus. Men den røgede Marzen – Schlenkerla, netop fra Bamberg er også et godt bud.

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

Vi har faktisk ikke nogle værtshuse med special øl i vores område.

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

At sætte fokus på det gode øl og det at man kan bruge øllet i stedet for vin.

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Hans-Jørgen Johansen

Årsmøde

...der sparkes dæk!

Torben Mathews

Ølaften i marts 2011 med Torben Mathews på Skovsgård Hotel med en ølinspiret buffet. Specielt var de porterbraisserede svinekæber interessante.

...nederst hjælper Søren fra Festudvalg Øst Torben med uddeling af smagsprøver.

Skovsgård festuge 2011

En delegation fra Lokalafdeling Fjerritslev deltog i ølsmagning (og grill selv) ved Skovsgård festuge 2011.

Efter en vellykket ølsmagning var baren åben, og her kunne der købes flasker med specialøl og kander med ”London Pride”, ”Westmalle” og ”König Ludwig Weissbier” til yderst fordelagtige priser. Herligt!