Fokus på Frederikssund

Lokalafdeling Frederikssund har rundt regnet 200 medlemmer. I lokalafdelingen tilstræber vi, at afholde arrangementer, der er både lærerige, underholdende og med et element af godt, socialt samvær.

Vi afholder gerne cirka ti arrangementer per år, seks i forårssæsonen og fire om efteråret. Vore ølsmagninger, der har meget varierende temaer, foregår som regel onsdag aften. Af hensyn til det sociale samvær starter vi med fællesspisning for de, der har lyst til det. Og så er der ølsmagning, hvor vi bliver guidet gennem aftenens tema.

Lokalformand Bo Bjørholms svar på de 12 spørgsmål.

1. Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Den største succes er nok det samarbejde som nogle af vores medlemmer har haft sammen med en flok fra det lokale vikingespil hvor de for snart 10 år siden dannede Føls (Frederikssund ølsmagning) . År efter år trækker vi flere og flere publikummer til, og i år var der 539 besøgende til vores hyggelig Ølsmagning, hvor der var ca. 15 bryggerier der udstillede deres øl.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Sidste år blev vi nødt til at aflyse vores Øllets Dag, da der ikke var den ønskede opbakning fra hverken de lokale butikker (Som godt kunne tage sig samme og få noget mere specialøl på hylderne) eller lokale bryggere som desværre går efter de steder hvor de kan få solgt deres øl. Heldigvis var arrangementet endnu ikke blevet annonceret da vi droppede det.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

I Frederikssund afdelingen er der lige lidt over 200 medlemmer og til vores 10 årlige medlemsmøder deltager typiske mellem 30 og 60 medlemmer. Vi informerer vores lokale medlemmer via ale.dk, ved at der sendes et månedligt nyhedsbrev ud om de lokale arrangementer, samt vi har en folder der uddeles til diverse arrangementer. Folderen er primært tiltænkt potentielle nye medlemmer.

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

Vi har et par gange haft eksterne foredragsholdere ude, som har medvirket til nogle helt fantastiske øl smagninger. Disse er bare så dyre at vi har svært ved at få det til at løbe rundt med det deltager antal vi nu engang kan mønstre. 10.000 kr. vil give os mulighed for at lave lidt ekstra ud af et par møder om året og måske på den måde trække nye medlemmer til Frederikssund afdelingen. Måske der også kunne delfinansieres et bryggeribesøg der ikke ligger i lokalområdet.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

Synlighed er nok den største faktor for at øge antallet af medlemmer og tiltrække kræfter til nye tiltag. Flere offentlige arrangementer ud over den årlige ølfestival og øllets dag, vil kunne informere folk om DØEs virke og formål.

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Få talt med de andre lokalafdelinger, der er masser af erfaring og gode ideer at få den vej.

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Belgiske øl har altid været en af de fortrukne hos mange af vores medlemmer, så en tur til Belgien, eventuelt lidt rundt til de forskellige trappist klostre, det kunne være spændende.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Jeg kunne godt forestille mig at tage en tur til Midtfyns Bryghus, og et par stykker til, når vi nu er på fyn. Specielt hvis man havde de 10.000 til at dække lidt af transport omkostningerne.

9. Hvad er din største øloplevelse?

Der har været rigtig mange smagsoplevelser og spændende besøg på bryggerier og ølsmagninger og de er svære at vælge imellem.
Men jeg tror at den største oplevelse nok var da jeg tog til ølfestival for 3-4 år siden og på første dagen valgte kun at smage på alle de øl der lød spændende. Men på anden dagen valgte jeg kun at smage på øl jeg normalt ikke kunne finde på at smage. Det var alt lige fra øl med asparges og gulerødder til mere normale bryg. Der blev jeg virkeligt overrasket over hvor meget forskelligt der findes og flere var ganske velsmagende trods underlige ingredienser og navne. (ps. Kom aldrig kardemomme i øl – føj)

10. Hvad er din personlige yndlingsøl?

Æv for et spørgsmål.

Jeg bliver jævnligt stillet i det dillema at skulle vælge en ynglingsøl. Det kan jeg ikke. Om sommeren er det de mere lyse og læskende øl jeg går efter og om vinteren er det de mørke og tunge øl.

Men en Rochefort 8, Wiibroe stout eller Øl laboratoriets Hyldehvede alt efter situationen. Det er ikke af vejen.

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

Jeg vil forslå ham at tage videre til et af de andre lokalområder. Hvad angår specialøl, er Frederikssund en del af udkantsdanmark og der er alt for meget kommercielt sprøjt på vores værtshuse. Hvilket også gør at jeg ikke kommer så tit rundt. Heldigvis har vi fået Restaurant Toldboden, hvor der er mulighed for at vælge mellem flere forskellige typer special øl. Det ville dog klæde dem at udvide sortimentet lidt.

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

Havde det ikke været for danske ølentusiaster og deres information om godt øl, tror jeg stadig at den mest eksotiske øl i butikkerne, ville være en kylle kylle og hvor havde vi så været henne? DØE har klart banet vejen for mange spirende microbryggerier.

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Bo Bjørholm