Referat fra det første pubmøde 25/2 2012.

Så løb det første af de nye pubmøder af stablen, og alle var selvfølgelig spændte på både, hvordan det ville blive modtaget, og  hvordan det ville forløbe.
Med ca. 60 besøgende, som hyggede sig gevaldigt i de timer, som det stod på, giver svaret vist sig selv.
Det var endnu et meget vellykket arrangement, som absolut tåler en gentagelse.

Michael Povlsen indehaveren af The New Cat Pub indledte med at byde velkommen og fortælle historien bag pubbens opståen.
Herefter overtog Torben Poulsen formand for lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster i Vejle med en beskrivelse af de 4 påskeøl, som One-Pint havde sponsoreret, og som deltagerne skulle smage og stemme om, således at de 2 med flest stemmer ville være månedens øl på pubben efterfølgende.

Valget stod mellem:

Beer Here Påske Ale 7,0 %
Da Jesus startede hele påsketraditionen ved at vågne fra de døde og forlade graven, kan det meget vel have været i jagten på en kop skummende ale.
Beer Here Påske Ale er inspireret af øllet man drak i mellemøsten for 2000 år siden. Det var nemlig ikke vin,der var den foretrukne drik blandet den almindelige befolkning, men øl, som har sin oprindelse i netop det område.
Det er en mild humle ale, der er brygget med saften fra vindruer og dansk vildblomsthonning.

Ørbæk Påskebryg 7,2 %
Denne påskebryg er brygget på mørke og fyldige malttyper som bl.a. Wienermalt, Münchermalt, Carafamalt og på udvalgte humletyper og det gode vand fra Ørbæk.
Denne øl har en kraftfuld og afrundet smag.

Hancock Påskebeer 6,3 %
En lys undergæret øl med en dejlig duft af humle.
Smagen er først let sødelig og derefter meget humlet med noter af blomst og æble.
Bitterheden er god og holder længe.

Páska Bryggj 5,8 %

Beerheer vandt 22 stemmer, Hancock blev nr. 2 med 15 stemmer.

Derefter havde Michael Povlsen sørget for underholdning i form af live musik.
Jesper Herbst kom og øgede den hyggelige stemning med musik som Rolling Stones, Dylan, Beatles, Clapton og meget andet.


Ekstra glædeligt var det, at pubmødet som juleølsmagningen i november igen gav en flok nye medlemmer således, at Vejleafdelingen nu står med en medlemsstigning i forhold til sidste år på over 12 % !


Det er derfor god grund til at glæde sig til det næste arrangement, som foregår den 24. marts på Charlys Pub.
Her gælder det ølsmagning med porter / stout, og vi får besøg af Mikael Langager, som næsten er lige så gammel i faget,som det mørke øl.
Mikael arbejder både på Warwik Bryghus og Beer Factory.
Han vil præsentere spændende øl som:

Warwik Bryghus Skaftes Porter 6,5 %
Warwik Bryghus Skibsøl 8 %
Vadehavsbryggeriet Stormflod Mild Stout 6,2 %
Mikkeller Black Hole 13,1 %
Amager Bryghus Hr. Frederiksen 10,5 %
Hornbeer Winterporter  8,6 %
Porterhouse Oyster Stout 5%
Porterhouse Barrel Aged Celebration Stout 10 %

Sammen med det gode øl, serveres der også:
OSTE/PØLSE TAPAS fra Osteriet http://www.osteriet-vejle.dk/

Gå derfor ikke glip af dette men husk at melde dig til senest den 15. marts.


Har du lyst til at smage mere godt øl i festligt lag  inden vores næste arrangement, fejrer The New Cat Pub Sct. Patricks Dag den 17. marts med 13 timers non-stop livemusik, masser af god øl og mulighed for køb af mad.
Se mere på plakaten.


Højt Skum Vejle