Fokus på Hillerød

Lokalafdeling Hillerød blev startet i 2003 af nogle af Danske Ølentusiasters pionerer, og vi kan således næste år i februar afholde 10 års fødselsdag.

Vi er godt 200 medlemmer her oppe i det nordlige Sjælland, og det er en glæde at vores medlemsantal er stigende efter nogle år med nedgang.

I Hillerød fokuserer vi primært på, at præsentere spændende bryggerpersonligheder ved vores medlemsmøder. Vi har en målsætning der siger, at vi hvert forår præsenterer en ekstraordinær spændende (gerne udenlandsk) person fra ølverdenen. Derudover ønsker vi, at minimum hvert andet medlemsmøde indeholder besøg af bryggere fra den danske ølverden.

Lokalformand Bjørn Vadt Christensens svar på de 12 spørgsmål

1.Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Den største succes i lokalafdelingens historie er før min tid som formand, men må tilskrives medlemsmødet med Garrett Oliver fra Brooklyn Brewery i 2009. I arrangementet deltog 140 medlemmer, hvilket gør det til det mest velbesøgte, og selvfølgelig spændende arrangement i Hillerød regi. Jeg vil også nævne vores held/dygtighed i, at få Mikkel Bjergsø (Mikkeller) ud og, i egen person, præsentere sine visioner og øl. Noget Mikkel normalt ikke gør.  I 2011 arrangerede vi en ølrejse til Berlin ”Berlin Live” med Carsten Berthelsen, hvilket også var en stor oplevelse og succes. Sidst men ikke mindst har vi for nyligt aftalt med Carsten Berthelsen, at vi i samarbejde arrangerer en øltur til Prag i foråret 2013.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Vi har ikke haft deciderede fiaskoer, men vi har en udfordring i, at få medlemmerne til at deltage mere aktivt som frivillige til diverse arrangementer. Vi har også en udfordring i, at synliggøre vores lokalafdeling bedre i vores område – jeg tænker på eksterne arrangementer i samarbejde med erhvervsforeninger, udstillinger og andre events.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

Vi har godt 200 medlemmer og informerer primært med vores månedlige nyhedsbrev, og som noget nyt via Facebook. Derudover informerer jeg ved hvert medlemsmøde om de næste arrangementer, og om bestyrelsens planer og målsætninger.

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

To ting:
1. Tilskud til medlemsarrangementer, f.eks. få en ekstraordinær spændende brygger, gerne udenlandsk, til Hillerød.
2. Anskaffelse af en bod (julemarkeds-bod) til brug ved vores deltagelse i diverse markeder, øldage m.v.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

1. DØE hjemmeside – gør den mere overskuelig, og fjern det gamle og utidssvarende indhold. Man kan frygte at flere medlemmer er forsvundet på/i hjemmesiden (hjemmesiden har slugt dem).
2. Tydeliggør hvad medlemmerne får ud af at være medlem.
3. Opblød den lidt ”hysteriske” holdning til uafhængighed af værtshusejere, ansatte på bryggerier m.v. Lad os få folk fra branchen med i vores bestyrelser – jeg er sikker på at vi kan håndtere det.

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Nu er jeg jo selv nyvalgt, og for mig har det været vigtigt med støtte fra den tidligere lokalformand Christian Erichsen. Derudover hold dig underrettet om hvad regionen og landsbestyrelsen foretager sig, deltag i det årlige stormøde og generalforsamlingen. Få et netværk med andre lokalformænd, og frem for alt tro på egne idéer og visioner.

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Til Prag sammen med Carsten Berthelsen – Turen er planlagt.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Jeg kunne godt tænke mig et besøg på Carlsberg/Tuborg i Fredericia. Vi kommer ikke uden om den største bryggerikoncern i landet – hvilken vej vælger de? Hvis vi skal præge udviklingen må vi også i dialog, og have kendskab til ”storebror” i vores ølverden.

9. Hvad er din største øloplevelse?

Min største øloplevelse var første gang jeg smagte en Esrum Kloster fra Brøckhouse. Efter årtier med Tuborg/Carlsberg så (smagte) jeg ”lyset”.

10. Hvad er din personlige yndlingsøl?

Jeg er sikker på at ølentusiaster har mange yndlingsøl. Jeg er til det tysk/belgiske og jeg har tre favorit øl: Esrum Kloster, Brøckhouse (de findes men bliver desværre ikke produceret mere), Paulaner Salvator og Andechs Doppelbock Dunkel.

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

Det er desværre en af vores ”akilleshæle”, vi har ikke meget at byde på i vores område. Café København i Hillerød anbefaler vi som det, p.t. mest øl-inspirerende sted. Derudover er Esrum Kloster et besøg værd. Vi savner virkelig det ”rigtige” Brøckhouse i vores nærområde.

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

Som en kendt dansker tit bliver citeret for – at have udvist rettidig omhu. Danske Ølentusiasters pionerer udviste rettidig omhu da de dannede foreningen i 1998, og var med til at starte, og synliggøre, den danske ”ølrevolution”.

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Bjørn Vadt Christensen

Bestyrelsen
Ølvalg 2012
Jan Paul, Svaneke Bryghus, på besøg i Hillerød
Brøckhouse øl - vi savner det