Fokus på Aabenraa

Afdelingen blev stiftet lørdag den 31. januar 2009 på ”Postmestergården”, hvor alle afdelingens smagninger er blevet afholdt frem til dette efterår, hvor ejeren beklageligvis for os inddrog lokalerne til kontorbrug. Vi afholder nu vore smagninger på ”Nygadehuset”, der er et kultur- og medborgerhus.

Vi afholder ca. 8 møder årligt, hvoraf enkelte er med spisning. Typisk møder 25 – 35% af medlemmerne op til smagningerne.

Vores ”Øllets dag” kalder vi ”Ølympiaden”, der afholdes i samarbejde med Aabenraa Ringriderforening om lørdagen under Ringriderfesten. I år startede Tour de Biere i forbindelse med ”Ølympiaden”.

Foruden den årlige ”Ølympiade” er afdelingens største arrangement til dato den traditionelle Skærtorsdagstur, der i år gik til Flensborg med 46 deltagere. Skærtorsdagsturen arrangeres på skift af afdelingerne I Sønderborg, Haderslev, Kolding og Aabenraa. De sidste par år har afdelingerne i Esbjerg og Fredericia været inviteret med.

Lokalformand Helge Beierholm Hansens svar på de 12 spørgsmål

1. Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Det må ubetinget være ”Ølympiaden”, der afholdtes i Gågaden i Aabenraa i samarbejde  med Ringriderforeningen. I teltet kunne der smages på i alt 51 øl fra 9 bryggerier. Bager Nymann bød på ølbagværk og 2 lokale håndbryggere gav de besøgende mulighed for at se, hvordan man brygger øl. Endelig kunne der på Ringriderpladsen smages på produkter fra Husbryggeriet Jacobsen.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Jeg oplever enhver aflysning som en fiasko. Vi har heldigvis kun haft et par stykker. Bestyrelsen har besluttet, at alle smagninger med minimum 10 tilmeldte gennemføres, da vores medlemmer ikke forgæves skal reservere en dag i det gode øls navn.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

Vi har 91 medlemmer og har det sidste år haft en fremgang på ca. 10%. Vi udsender jævnligt nyhedsbreve til medlemmerne. Vi ville gerne gøre vores hjemmeside og nyhedsbrevene bedre, men venter åbenbart forgæves på de lovede nye vejledninger, selvom det er næsten 2 år siden den nye TYPO3 kom.

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

Holde en spændende aften med mad og godt øl for  vores medlemmer i forbindelse med afdelingens 5 års fødselsdag i januar 2014.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

Fortsætter i samme spor som nu. Måske skulle landstyrelsen være lidt mere lydhøre over for de menige medlemmer.

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Sørg for at lytte til synspunkterne fra hele bestyrelsen. Uddeleger opgaverne. Få en god og ihærdig næstformand – det har jeg fået!

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Enten Prag eller Belgien !! Det må blive Prag – det er simpelthen en fantastisk (øl)by.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Det ville være et close race mellem flere jævnbyrdige bryggerier – men lad os sige Amager Bryghus, fordi det er så langt væk.

9. Hvad er din største øloplevelse ?

I foråret var vi på ferie Prag, hvor vore vandreture bl.a. var inspireret af Carsten Bertelsens ølguide. Det var især spændende selv at finde mikrobryggerier, der ikke var nævnt i bogen.

10. Hvad er din personlige yndlingsøl?

En øl jeg aldrig bliver træt af er Limfjordsporteren. Ellers går det efter den øjeblikkelige sindsstemning og vejret/årstiderne.

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

For at smage den lokale Fuglsang fra fad ville jeg anbefale ”Strøgkroen” ellers er det ”Fox & Hounds”.

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

Det der er foreningens væsentlige formål – at udbrede kendskabet til det gode øl. Livet er sgu for kort til at skulle nøjes med en lunken ”Horsy”. Eksisterer de mon stadig?

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Helge Beierholm Hansen

Ølsmagning på "Postmestergården"
Kokkene bag "Kanin i Duvel-øl"
Formanden med sommerøl på Skagen.