Fokus på Århus C

I Lokalafdeling Århus C mødes vi ikke et fast sted, men holder møder rundt omkring i smilets by, hvor der serveres godt øl.

Vi har et medlemsmøde hver måned og stræber efter at arrangementerne er meget forskellige.

Lokalformand Søren Bruun Rolanders svar på de 12 spørgsmål

1. Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Det må være vores tætte samarbejde med Lokalafdeling Århus Syd, som har gjort, at antallet af deltagere til vores medlemsmøder er steget markant i begge lokalafdelinger. Ellers vil jeg nævne vores årlige julefrokost, som er et stort hit.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Vi måtte aflyse vores årlige bryggeribesøg, som skulle være gået til Viborg Bryghus. Der var ikke tilmeldte nok. Så det var lidt af en fiasko.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

Pt. har vi 324 medlemmer. Det er en fremgang på 14 personer siden sidste årsmøde. Med så mange medlemmer sker alt kommunikation gennem nyhedsbreve på mail samt facebook.

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

Så skulle lokalformanden sendes på ølrejse til USA ? Eller også vil vi bruge pengene på at lave nogle arrangementer af høj kvalitet til en billig pris.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

Vi bør have et nedsat kontingent, for dem som er på SU. Jeg har flere gange oplevet folk, som fortæller, at de gerne vil være medlem af foreningen, men de har ikke råd, så længe de er under uddannelse. Jeg møder også tidligere medlemmer, som nu er på SU og som derfor ikke længere havde råd til et medlemskab. Så jeg tror desværre, vi har mistet mange medlemmer, ved ikke have et nedsat kontingent.

Så skal vi markere os endnu mere som en forbrugerorganisation, der taler ølforbrugernes sag. Vi skal helt ind på Christiansborgs gange, så vi kan påvirke de beslutninger, som politikerne tager.

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Brug den gamle formand samt din bestyrelse som sparringspartnere.

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Det er nok lidt vildt. Men en ølrejse til USA kunne være meget spændende.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Jeg planlægger, at vi skal besøge Bøgedal Bryghus i 2013.

9. Hvad er din største øloplevelse?

Dem har der været mange af. Men for en del år siden, da jeg sad sammen med gode venner og delte en kasse med specialøl. Der fik jeg en åbenbaring og min interesse for de mange spændene øltyper var skabt.

10. Hvad er din personlige yndlingsøl?

Jeg har ikke som sådan en yndlingsøl. Men ellers holder jeg meget af barleywines, stouts og IPA. Jeg sætter så også stor pris på cask conditioned øl.

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

Så vil jeg anbefale de steder i Århus, som har modtaget Dansk Ølmærke. Bryggeriet Sct. Clemens, Cockney Pub, Die Kleine Bierstube, fairbar, RIS RAS og Studenterhus Århus Baren.

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

Jeg synes, vi har været gode til at gøre danskerne opmærksomme på, at man ikke behøver og drikke den samme kedelige industripilsner gennem hele livet.

 

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Søren Bruun Rolander

Lokalafdelingen i Salling Super
Julefrokost hos Aarhus Bryghus.