Lækre belgiske øl m/Jesper Mouritsen

 
 
 

 

Med Øllets Dag vel fejret er det blevet tid til en smagning med godt belgisk øl præsenteret af Jesper Mouritsen, som har en fortid i Brygshoppen i Randers.

Smagningen byder på 8 kvalitetsøl og spænder både over Lambik, Barleywine, Trappistøl og forskellige ales, så der bliver virkelig noget at glæde sig til.

Bare beskrivelserne længere nede burde få mundvandet til at løbe.

Så skynd at melde jer til.

Datoen er lørdag den 21/9 kl. 14-17, og absolut sidste frist for tilmelding/indbetaling er tirsdag den 17/9.

Prisen bliver kr. 180,-

Stedet Bridgeklubben, Skovgade 15, Vejle.

Lambik, også kaldet vildtgæret eller spontantgæret øl, er et af Belgiens absolutte unika.

Brygges populært sagt på vildtgær fra den omgivende natur fremfor på en homogen gærstamme fremavlet i gæranlæg, som er udgangspunktet for alle andre øl.

Trappistøl er øl brygget på fungerende klostre af eller under kyndig vejledning af katolske trappistmunke.

Der findes idag mellem 150-200 trappistklostre i verden, men kun syv af disse klostre har bryggerier, der producerer øl, og af dem er de seks beliggende i Belgien, mens et enkelt ligger i Holland.

Klosterbryg bliver ikke, som man kunne forledes til at tro af navnet, brygget på klostre.

Betegnelsen 'klosterbryg' har en historisk begrundelse og henviser idag først og fremmest til, at det pågældende bryggeri mener at have gjort sig ekstra umage med opskrift og råvarer og således skabt et ekstra godt produkt - som det før i tiden ofte var tilfældet med klostrenes øl.

Barleywine brygges bl.a. med pale malt og lagres gerne 18 måneder eller to år.

Smagen er vinøs og fyldig som sherry eller portvin.   

De øl, som skal smages, er:

Lindemans Faro  (Kandissødet Lambik, 4,5%)

Faro er kandissødet Gueuze, og var førhen en af de mest populære øltyper i Belgien i særdeleshed omkring Bruxelles, hvor man jo var ene om at brygge lambik, og den har derfor fået tilnavnet 'lambikkens hvedeøl'.

Lindemans Faro er en blid og frisk repræsentant for denne populære lambik variant.

En dyb kastanje-gylden farve, et kraftigt skum og en forførende frisk duft med toner af træ og læder.

Smagen er spundet af to strenge i fin harmoni: en lambik-syrlig frisk karaktér - og en kandissød karamelagtig sødme - som tilsammen giver denne bryg en forførende frisk rundhed.

Oplagt som velkomstdrink, apéritif eller til deserter med kandiserede frugter. 

  

Saison Dupont  (Saison Ale, 6,5%)

En lys, gylden bryg med en flot hvid skumhat.

Duften er frisk og delikat med toner af kiwi, citrus, æbler og en svag ferskensødme.

Smagen er frisk og let humlet med strejf af søde æbler, ananas og banan.

I eftersmagen rejser humlen sig og klinger af i bittert-friske nuancer.

Saison Dupont bør serveres afkølet og er en dejlig forfriskende bryg, der vil passe forrygende til en let anretning eller en god frokost. 

  

La Trappe Double  (Double Ale, 6,5%)

Dyb maconrød farve, en cremet beigefarvet skum og en mild duft med svage toner af rosiner, brombær, orangechokolade og tørrede frugter.

Smagen er en smule tør med pust af engelsk lakrids bagest i munden, chokolade og mørk kandis på tungen, og citrus i næsen.

I eftersmagen fremhæves indtrykkene af lakrids, chokolade og den humletørre grundtone. 

  

Vicaris Triple  (Triple Ale, 7,5%)

Et cremet hvidt hoved bølger over en honning-guldfarvet øl.

Duften har noter af malt, vanilje og krydderier, mens en fuld krop og lang frugtagtig eftersmag er perfekt afbalanceret.

  

Gulden Draak 9000 Quadrupel  (Quadrupel Ale, 10,5%)

Dyb kastanjebrun farve, et opblussende porøst skum og en duft af karamel og rosiner med strejf af citrus og passionsfrugt.

Smagen er kraftig og domineres af søde druer, rosiner og passionsfrugt imens alkoholen varmer bagest i munden.

I eftersmagen fortrænges sødmen gradvist af humlebitterhed, der rejser sig sammen med alkoholen og lægger sig i hele mundhulen.

En kraftig, velsmagende bryg, der gør sig bedre efter en god middag end til et veldækket bord, da alkoholen og bitterheden i eftersmagen vil kæmpe med smagsindtrykkene fra maden. 

Kasteelbier Cuvee du Chateau  (Dark Ale, 11%)

Er en mørk, kastanjefarvet bryg med en flygtig skum og en betagende duft af rosiner,blommer, kandis og karamel.

Smagen er fyldig og forførende – en charmerende buket af karamel, rosiner, farin, kandis og en snert af marcipan på en bund af brændte nuancer med strejf af sød lakrids, tobak og træ.

Kulsyren er underspillet, hvilket giver øllet en velour-blød karaktér.

I eftersmagen træder den søde lakrids i forgrunden med et følge af karamelsøde nuancer i lette tjæreagtige gevandter.

En kraftig bryg til at godt stykke rødt kød, men smagsmæssigt overvældende til de fleste andre retter. 

  

Rulles Grand 10  (Barleywine, 10%)

Farven er diset, bleg gylden orange med et massivt tre fingre bredt godt vedvarende skum.

Duften er frugtagtig, tropisk med masser af belgisk gær og krydderier.

Smagen rummer en masse sød malt og honning og er overraskende humlet.

  

Malheur 12  (Dark Ale, 12%)

En dyb, mørk, kastanjefarvet lød, et let beigefarvet skum og en duft af lakrids, rørsukker og chokolade.

Smagen er fyldig og fyrstelig med toner af sød lakrids med en svag salmiak-kant, blommer, mørk karamel, chokoladekage og en frisk frugtig duft med strejf af karambole og netmelon.

Eftersmagen er fyldig og henter svagt nøddeagtige klange frem i baggrunden.

Arrangementet er naturligvis åbent for alle medlemmer, men har du fået lyst til at deltage som gæst så kontakt lokalformand Astrid Olufsen enten på mail eller tlf.

Pris: kr. 180,- 

Sted: Bridgeklubben, Skovgade 15, Vejle 

Tilmelding: sidste frist er tirsdag den 17. september og sker via hjemmesiden klik her

Betaling: skal ske samtidig på konto 1551-11020127

Husk altid navn/medlemsnr. samt dato for arrangement ved indbetaling.

For yderligere information:

lokalformand Astrid Olufsen

astrid.Olufsen(at)remove-this.ale.dk 

tlf.: 51 89 54 00