******Vejles fristelser******

 

I skrivende stund er Vejles Lokalbestyrelse ved at lægge sidste hånd på det kommende års arrangementer, som kommer til at byde på en masse gode oplevelser igen.

Programmet for 2014 kommer snart, men vi bliver simpelthen nødt til at løfte sløret for et par af fristelserne, så I kan få sat tid af i kalenderen.

************************************************************* 

Julehygge lørdag den 14/12 kl. 13-16 på The New Cat Pub.

Selvfølgelig skal vi da lige ønske hinanden god jul, inden alle forsvinder i diverse juleforberedelser og travlhed.

Og det gør vi traditionen tro ved at mødes nogle hyggelige timer, hvor der kan købes godt øl og æbleskiver.

I år bliver der også levende musik denne eftermiddag, så stemningen kan komme helt i top.

Den irske troubadour og entertainer Tom Donovan er formentlig den sanger, der har den største samling af irske ballader på sit repertoire.

Han begyndte sin karriere i 1960'erne i hjembyen Dublin med at synge og spille international rock.

Senere begyndte Tom Donovan at synge og indspille traditionelle irske og egne sange, som han turnerede med over hele Europa. 

Siden har han været til både folk og rock - ofte i en blanding - der afleveres med en energi og intensitet, som sammen med en robust guitarstil river publikum med fra første tone.

Tom Donovan, der bor i Danmark på 15 år, har været frontfigur i forskellige orkestre, men optræder mest solo som et dynamisk one man-band, og han formår uden besvær at få et par tusind tilhørere helt op at gynge. Men han kan også indfange publikum i stille lytten til sine sange, som han binder sammen med anekdoter og aktuelle kommentarer. 

Tom Donovan har udgivet flere albums med hovedsagelig irske sange og ballader og i år kom ”The Ancient Road ”, som er en hyldest til dansk kultur og landskab.

Så gå ikke glip af dette hyggelige indslag i julemåneden, det er bare at møde op uden tilmelding, og alle også ikke-medlemmer er velkomne !

************************************************************* 

Vejles store efter-juls-middag lørdag den 25/1 kl. 18-01.

Dette tilløbsstykke er en af Vejle afdelingens mest populære arrangementer - og ikke uden grund.

Til jer, som har været med før, kan vi begejstre jer med, at kokken Christian igen har sagt ja til at komme og forkæle os med en lækker 3-retters menu.

Til jer, som ikke har været med før, glæd jer - det er suveræn lækker mad !

Men det er jo langt fra det hele.

Aftenen byder også på amerikansk lotteri med masser af flotte præmier, Laurids varme øl - og masser af godt juleøl.

Vi er også i gang med at se, om vi som noget nyt i år kan byde på et underholdende indslag efter middagen.

Indbydelse med menu og mange flere detaljer kommer - men skynd jer at få booket ind i kalenderen - at I selvfølgelig ikke vil gå glip af dette højdepunkt i januar !

************************************************************* 

Ølsmagning og show med Monrad & Rislund den 1/3 kl. 19.30-22.30 i Torvehallerne.

Det er jo næsten overflødigt at præsentere de herrer, men vi gør det alligevel !

Øllet blev deres skæbne...

For mere end 25 år siden var Monrad & Rislund forsidestof i forbindelse med udsendelsen af LPen (det hed det dengang) "Øl er gud".  Bryggeriet Carlsberg ville med fogedforbud have udgivelsen standset, idet de mente, at pladeomslaget krænkede deres varemærkerettigheder. Byretten mente det modsatte...

Den gang kunne ingen vide, at Monrad & Rislund en dag selv ville stå bag egen ølproduktion, men i 2011 tog en virksomhed fra deres fiktive univers springet fra den virtuelle verden til den barske virkelighed: Pladderballe Bryghus blev en realitet. http://www.pladderballebryghus.dk/

Efter en vanskelig start er Pladderballe Bryghus idag et velkonsolideret brand blandt mikrobryggerier. Øllet, der brygges på Svaneke Bryghus, har navne efter begreber i det monrad/rislundske univers f eks. Kalapøjser, Brodtgaard Basement Reserve og Kakerlakpuler. En distrubutionsaftale med COOP bringer øllet ud til glade ganer i landets fjerneste afkroge.

Monrad & Rislund´s samarbejde gennem snart 40 år er legendarisk i dansk underholdning. Deres pågående, ligefremme og grænsesøgende humor har været banebrydende ikke mindst for udviklingen af dagens stand-up scene. Hos Monrad & Rislund har det talte ord til alle tider haft følgeskab af masser af musik. Hundredevis af kompositioner inden for snart sagt enhver genre er det blevet til på de omkring 30 albums, de har udgivet. Forestillingens musikdirektør er som altid den bedste: Øyvind Ougaard!

Det vil være decideret forkert at antage, at Monrad & Rislund er blevet mildere gennem årene. Som +60årige har de meninger om stort set alt, -meninger de ikke holder for sig selv. Et langt liv har kun skærpet deres satiriske tæft og hvæsset deres penne, og så er "skidesjovt"  kun fornavnet... 

Ølsmagningen som indleder hver forestilling varetages kvalificeret af direktør for Pladderballe Bryghus John Serritzlev. John har brygget gennem mange år, har stor viden om øl som formidles levende og humoristisk.

Monrad & Rislund i 2014 er morsomt, musikalsk -og velsmagende...

Velkommen, -og skål!

Prisen for dette arrangement er normalt kr. 292,- pr. billet, men Terje har lavet et specialtilbud til ølentusiasterne, så mod forevisning af gyldigt medlemskort til Danske Ølentusiaster  kan hvert medlem købe op til 4 billetter á kr. 217,- i Torvehallerne !

19:30 Ølsmagning med brygmesteren - 4 ølprøver pp

20:30 Pause

21:00 SHOW med Monrad og Rislund

22:25 Afslutning

Billetterne er allerede sat i salg, så kom ikke for sent til denne fantastiske aften, som uden for enhver tvivl vil byde på masser af god underholdning !

Højt Skum Vejle