Efter Tour

 

Der er kun blevet skrevet kort om Tour'en på Bloggen - og nogle få billeder er det da også blevet til, og vores Lokalafdeling Halsnæs har udsendt et Nyhedsbrev om feltets besøg.

...men her følger Gert Højer Petersens artikel om Tour de Bière 2013 til ØLentusiasteN!

Tour de Biére 2013 – en succes

Touren startede i Hobro for 30 cyklister og 4 servicefolk i bilerne. Som en gammel reklame siger:

Ikke bare for mænd men også for bare…….  - Ja vi have 4 damer med på årets Tour 3 cyklister og 1 madmor.

Vanen tro startede Tour de Biére med en regnbyge. Det klarede imidlertid hurtigt op og som dagene gik, blev det rigtig godt cykelvejr.

Vi lagde ud med en prolog fra Hobro station til Bies bryghus, en etape på 700 m. Her blev vi budt velkommen og etapeløbet blev officielt skudt i gang. Herefter kastede alle deltagere sig ud på ca. 650 km gennem de jyske bjerge, via de sjællandske bakker og langs kysten i Skånes lavland. Afsluttende nord for København i Holte.

Alle så forventningsfuldt frem til ugens oplevelser. Ca. halvdelen havde været med tidligere år. Dog var der kun 2 deltagere som havde deltaget alle 4 tidligere år. Et par seje gutter som på de 4 ture har tilbagelagt i omegnen af 2000 km og i store træk har været hele Danmark rundt med Tour de Bière.

Konceptet holder hvilket de 15 nye deltagere vidner om. Og evalueringerne beretter om stor tilfredshed med Tour de Bière, ruten, valg af bryghuse og naturoplevelserne på vejen.

Vi besøgte 31 langningssteder som tog imod os med entusiasme. Alle fortalte anekdoter om præcis deres vej til at blive brygger. Alle langningssteder kan ses på www.tour.ale.dk . Alle langningssteder var sjove og lærerige at besøge, så herfra skal lyde et 100% HØJT SKUM og tusind tak for jeres deltagelse. Til hvert besøg knytter sig nogle få nøgleord ud over, at der generelt præsenteredes godt og spændende øl:

  • Bie´s Bryghus: smukt bryghus, rundvisning på museum, taler og regnbyge.
  • One Pint: hårde bakker ud af Hobro, uha et stort udvalg på lager.
  • Ugelris Gaardbryggeri: grusvej, vinmarker, god stemning, lille sted men gang i den.
  • Viborg Bryghus: hyggeligt udskænkningssted, inspirerende og morsomt oplæg.
  • Bryggeriet Herning: smuk restaurant, god mad, Esbjerg-drengene på besøg, åbnede trods ferie.
  • Ikast Microbryg: hele villakvarteret var klar, overraskelser, yes det kan lade sig gøre uden store anlæg.
  • Bøllingsø Bryghus: fint koncept, samlingssted for byen, frivillig hjælp, gode pølser.
  • Tawøl: hvad skal man sige – TAK til TAWØL, spændende bryglaug, Tange sø.
  • Grauballe Bryghus: god fortælling, urter i haven, smukt område ved Gudenåen.
  • Voldby Købmandsgaard: mega-udvalg, købte årgangsøl fra 2004 og 2005.
  • Wintercoat: container, hyggelig have og langningssted, lærerigt oplæg, sød hund.
  • Humleland: endelig Århus – regn, villa med tilbygning, sjove navne – morgenfætter.
  • Århus Bryghus: super arrangement, TV-Århus, Øl-bad, sove under hanerne.
  • Halsnæs Bryghus: Fisketallerken til frokost, sød servering, hygge-havne-miljø.
  • Kølster Malt og Øl: herregård, god ide med andre virksomheder sammen, humlehave.
  • Helsingborg Bryggeri:  kaffe-imperial-stout, charmerende oplæg, stort bryggeri, 8000 gæster til jubilæum.
  • Brygghuset FINN: under opbygning, entusiasme, fra skoleprojekt til bryghus.
  • Systembolaget: ikke så dårligt endda idet alle producerede øl kan præsenteres og kunne hjemtages.
  • Malmø, Hamnmästeren: kanon frokost - oksekød, oplæg om Sverige og øl af Thomas Nilsson, sol og sommer
  • Amager Bryghus: Mr. Papsø underholder, spændende etiketter og mange øl.
  • FØL, Folketinges Øl Laug: enighed om øl og humor på tinge, rigtigt højt skum i hallerne.
  • Bryggeriforeningen: Faxehus, oplæg om pant m.m., hyggelig have i KBH, tak
  • Jacobsen: kanon rundvisning i de hellige haller og kældre, smagte årgangsøl og ny produceret øl.
  • Fermentoren: øl og musik efter vores smag, fredag eftermiddag i Skelbækgade.
  • Søernes ølbar: god ide, planlægger flere steder ud over Ørsted, fed stemning blandt gæsterne.
  • Skovlyst Bryghus: wow, gennemført koncept, sol, skov og ROM-smagning også – tak.
  • Stronzo: god plads til udvidelse, Højt Skum med ekko, special øl, god vind fremover.
  • Kvikly Allerød: ølmekka for forbrugere, smagning af øl og ost på lager.
  • Bie´s BrygLab: ringen er sluttet fra Hobro, overraskelse, drengedrøm, Øl, biler, motorcykler, billard og det hele.

Som det fremgår, indeholder Touren en masse oplevelser og spændende historier fra åstederne.

MEN om aftenen have vi fri, JUBIIIII – eller hvordan var det nu – telt op, vaskes og fælles spisning og pludselig var klokken 22 og der var næsten ro i teltene. NÅ JA… der kunne selvfølgelig være nogle øl som trængte til at blive tjekket færdig efter kl. 22. MEN kl. 23 var der ro. En spændende øldag venter jo forude og alle ville være 100% klar til cykling og smagning.

Hver morgen var der samling under ledelse af holdejer Hans Peter. Hans Peter fortæller at han er meget imponeret over rytternes disciplin alle var klar og ingen skulle rykkes ud af soveposerne. Og hver aften efter spisningen tonede Sportsdirektør Kim Hyttel frem, med afstemning på dagens bedste kammarat, hjælper skubber eller rytter. De to valgte blev belønnet med henholdsvis den prikkede (ovale) trøje og den gule trøje. Modtagerne havde ret til at køre i prikket eller gult dagen efter.

Også meget ros fra rytterne til ruteplanlæggerne som styrende os sikkert frem til de enkelte besøgssteder (langningssteder – gammel jysk (jens)). Alle dage holdt tidsplanen præcist, hvilket var første gang i Tourens liv.

NÅ JA der var lige en turleder som have lidt problemer med højre og venstre i københavnsområdet. Det tog alle med HØJT SKUM.

Torsdag aften var der som noget nyt arrangeret en gourmetmiddag med 5 retter, hvor der i alle retter indgik øl i tilberedelsen. Og selvfølgelig forskellige øl afstemt efter retten til den fugtige del af middagen.

Endnu et højdepunkt på turen. Rytterne begyndte at tale om der virkelig kunne være mere spændende i posen.

Og – ja – fredag besøgte Touren Folketinget, FØL: Folketingets Øl Laug. Vi blev sikkerhedstjekket, men havde jo ikke noget at skjule under cykeloutfittet. Under besøget oplevede vi noget enestående: enighed fra begge sider af parlamentet. Man var enige om at FØL var en god institution for Folketinget. Vi blev underholdt i Venstres gruppelokale og ikke som jeg troede i de mørke katakomber under Christiansborg.

Efterfølgende rundede vi lige Amalienborg – men Daisy var ikke hjemme, så vi smuttede videre.

Afslutningsfesten blev holdt i Spejderlejeren Hellerup i Holte, hvor vi boede de sidste 3 dage. Pølsemageren fra Middelfart (Jørgen Henriksen) havde ladet producere en ølmarineret kamsteg - Verdensklasse. Denne blev tilberedt af det altid nærværende servicehold og køkkenhold. Uden dem kunne turen ikke gennemføres, så herfra skal lyde et HØJT SKUM.

Turens trøjer blev indstillet og modtaget incl. kyssepiger, den prikkede blev tildelt Torben Nielsen og den gule fik Gert Højer Petersen.

Jeg kunne fortælle om mange andre superoplevelser,men der er ikke plads i bladet siger Ole Madsen. Som Ole læser denne artikel, tror jeg faktisk han gerne ville have været med i 2013 – du er i alle fald velkommen i 2014.

Tilbage er vist bare at sige Tusinde Tak for denne tur. Til interesserede planlægger vi 2014 med start sammen dag som Tour de France. Så hvis du vil med i 2014 skal du være hurtigt ude – turen er nemlig en succes.

Tjek også.

www.tour.ale.dk

http://humle.hundslev.dk

Facebook: Tour de Bière 2013

Gert