Presse

Endnu engang er der lagt op til en helt ølentusiastisk og fantastisk rejse på cykel gennem det danske landskab når et højtrungende ”Højt Skum” gjalder gennem de jyske bakker og dale den 29. juni 2013, og dermed får sendt en flok energiske ølnydere på cykler af alle slags ud på Tour de Bière 2013.

I de kropsnære grønne, gule og ovalt prikkede trøjer begiver de hårdttrænede atleter sig ud på en uges bryggeribesøg og ca. 625 kilometers oplevelser på midtjyske og nordsjællandske veje, indtil turen afsluttes i det midtsjællandske med et brag af en fest.

Ruten er dog i skrivende stund ikke fastlagt i detaljer, og der kan ændres meget inden den endelige rute ligger fast i foråret 2013. Det er dog sikkert, at der skal køres på en rute der favner både det midtjydske og det nordsjællandske, og det er helt givet at også dette års tour vil bringe deltagerne forbi bryggerier, spændende udskænkningssteder, lokale DØE-afdelinger, og andre steder af såvel kulinarisk som ølentusiastisk interesse.

Når der hertil lægges en tour gennem landet med en flok hyggelige mennesker, og med et uforligneligt sammenhold, ja så er der lagt i gryden til en helt unik ferieoplevelse for alle med interesse for cykling og øldoping – i moderat form, og i afmålte doser, under tilsyn af det allestedsnærværende og ganske uundværlige crew.

I 2013 er det den fjerde gang den danske ølverdens Grand Tour skydes af sted, der er planlagt otte køredage samt afslutning med morgenmad søndag den 7. juli. Som i 2012 regner vi med omkring 30 ryttere og tre forplejningsvogne med tilhørende chauffører.

Vi arbejder med mulighed for overnatning på vandrehjem eller lignende, det er dog endnu ikke udelukket at overnatning som på de tidligere ture igen vil være på campingpladser.

Vi forventer at det samlede arrangement vil komme til at koste 4.999,- kr. inklusive fuld forplejning, drikkevarer til hoved- og mellemmåltider, overnatninger, færgeoverfarter m.m. – Dette afhænger dog af mange variabler og den endelige pris vil først foreligge senere.

Har du fået lyst til denne unikke og helt fantastiske mulighed for en anderledes ferietur, er det nu (dvs. om et par dage) du skal gå ind på tour.ale.dk, og tilmelde dig, eller send en mail til Hans Aage Kjeldsen på habikjeldsen@ gmail.com.

Kim Hyttel

Pressekontakt

Gert Højer Pedersen

Tlf.: 40 87 95 18

Email: ghp(at)remove-this.danskemedier.dk