Referat fra juleøl 16/11 2013

 

Visse traditioner skal man ikke ændre på, og i november samles ølentusiasterne i Vejle til juleøl og hygge. 

Det skulle vi heller ikke snydes for i år, så lørdag den 16. november kl. 13-16 slog Charlys Pub dørene op for dette populære årlige arrangement. 

Beer Factory ved Mikael Langager stod for præsentationen af de 8 lækre juleøl fra både indland og udland. 

Han har besøgt Vejle før, og også denne eftermiddag leverede han en underholdende ølsmagning for de fremmødte.

Der var absolut lagt op til julehygge af den bedste slags denne lørdag, og stemningen var i top.

Bænkene hos Charlys Pub var godt fyldt op af ølentusiaster i godt humør, som ikke ville gå glip af traditionen med smagning af juleøl.

De kraftige juleøl blev serveret med gode historier fra Michael Langager, og midt i arrangementet fik øllene følgeskab af lækkerier til maven.

Indbydende ost og pølse, masser af figner, clementiner og nødder, kiks og smør samt hjemmebagt honningkage skabte et godt modspil.

Deltagerne var udpræget i hyggehjørnet, og der blev taget fra med god appetit.

Mange havde heller ikke travlt med at komme hjem efter smagningen, men blev hængende i den gode stemning.

Det kan nogle gange være svært at genskabe stemningen fra et arrangement i et referat.

Men prøv at kigge på billederne - de taler vist for sig selv ?

Øl til smagningen: 

Danmark: Vadehavsbryggeriet: Vintermørk 4,8 % 

Vintermørk er en belgisk ale, brygget på 6 forskellige malttyper, og med en eftergæring med mørk sukker som giver en behagelig sødme til en meget let øl, som kan drikkes i rigelige mængder til julefrokosten, og påskefrokosten og … 

Brygget på vand, bygmalt, humle og gær og eftergæret med mørk sukker på flaske. 

Øllet er brygget på Proef Brouwerij i Belgien for Vadehavsbryggeriet. 

Tyskland: Kulmbacher Brauerei: Kapuziner Winter 5,6 % 

Mørk og fyldig hvedeøl med en diskret gærsmag og en fyldig smag af vinter. 

Passer godt til salte snacks og dansk pølsebord. 

Bør serveres ved 6-8 grader. 

Danmark: Rækker Mølle: Kaffe Julebryg 6,0 % 

Tør og med frugt aroma på samme tid, sødmen er ikke for kraftig og bitterheden er doseret med forsigtig hånd. 

Så det er et bryg i balance mellem malt og frugtsmag og afdæmpet humle bitterhed. 

Abrikos, (sure) æbler og blommer kan nævnes, afsluttes let humlet med et snært af bitterhed fra citronskal eller anden citrusfrugtskal. 

Belgien: Slaapmutske: Christmas 7,4 % 

Klassisk overgæret mørk belgisk dubbel, der eftergærer på flaske. 

Der er anvendt forskellige bygmalte, der giver den flotte nøddebrune farve. 

Anvendelsen af forskellige humletyper giver en kraftig smag med en krydret og let bitter eftersmag. 

Skummet er fint og cremet og bliver hængende i glasset. 

Bl.a. kåret til Danmarks bedste udenlandske juleøl af Danske Ølentusiaster 2009. 

En øl der er god til kraftigt kød. 

Serveres ved 7 – 10 grader.  

Danmark: Warwik Bryghus: Hjertensfryd 8 % 

Hjertensfryd er en fransk Biere de Garde, hvilket er en fusionsøl, der dels er under- og dels overgæret. 

Øllet er tilsat et strejf af koriander og appelsin. 

Hjertensfryd har vundet flere regionale ølsmagnings konkurrencer, samt kåret til ”Danmarks bedste Julebryg” af Danske Ølentusiaster i 2009. 

Karen Hjertensfryd var i sin røde uniformsjakke, sit kristne livssyn, sit brede smil og med sit store hjerte, hele Vardes lirekassekone. 

Hun døde i november 2005 kort tid efter hun vendte hjem fra Østrig, hvor hun havde uddannet sig til diplomfilosof. 

Hun repræsenterede os med sin lirekasse, ved Kronprins Frederiks bryllup, og hun oprettede sit eget parti, Varde Listen, da hun syntes, de lokale politikere havde spillet fallit. 

Tyskland: Kulmbacher Brauerei: Eisbock 9,2 % 

Eisbock, også kendt som 'Bavarian', blev opdaget ved en tilfældighed. 

Ifølge Kulmbacher Brauereis analyser, skete der det omkring år 1900, at på en kold vinterdag, glemte en lærling at bære to tønder bockøl ned i bryggeriets kælder. 

Tønderne forblev udenfor, blev dækket af is og sne og blev ikke fundet igen før det næstfølgende forår. 

Tønderne var sprunget og lærlingen fik en reprimande. 

Men sløsetheden var et held, for under det tykke isdække, var der stadig et ekstrakt af bockøl, som var stærkt smagende og højt på alkohol. 

Selvom den mørke, smagfulde specialitet ikke produceres på denne spektakulære måde mere, blev uheldet, der lagde grunden til denne øl, en tradition. 

I dag er denne ølspecialitet brygget i et moderne bryggeri og fryseprocess, men den usammenlignelige smag er stadig den samme og kan altid nydes i vintermånederne. 

En meget stærk og fyldig øl. 

Passer til de fleste desserter, eller drikkes i cognacglas til kaffen. 

Bør serveres ved 8-14 grader. 

Belgien: Het Anker: Gouden Carolus 10,5 % 

Efter en pause på 38 år startede Het Anker igen med at brygge Christmas Ale. 

Det er en mørk rødbrun ale, lavet af de fineste malttyper, 3 forskellige humletyper og tilsat 6 forskellige urter og krydderier. 

Betegnes af mange som den bedste juleøl. 

Absolut en ”Top world beer”.    

Danmark: Stensbogaard Bryghus: Julestout 7,8 % 

Julestout en kulsort øl med meget stor fylde. 

Den er blød og lidt sød. 

Her er ingen juletilsætninger, kun de rene råvarer, men i overflod. 

En lækker rustik øl af fineste karat. 

Imødekommende, blød, sød og rund, men med masser af smag, hvori der er inciterende noter af ristet malt, Kenya-kaffe, bitter mørk chokolade og især engelsk lakrids. 

Skal det være sort jul, skal det være Stensbogaard. 

Passer fint til den fede julemad eller sammen med de søde julegodter. 

Serveringstemperatur 5-8 C.

Højt Skum Vejle