Nyhedsbrev Marts 2014

Kære medlemmer

Så blev det marts, og foråret lurer måske lige foran os. Vi har i hvert fald haft et par dage med sol og lunt vejr, men uden for mine vinduer raser stormen lige nu, og bladene flyver rundt på gårdspladsen.

Men det skal ikke afholde os fra at holde medlemsmøde med smagning på dejlige Forårs- og Påskebryg.

Medlemsmøde 27. marts 2014

Vi afholder vores næste medlemsmøde torsdag den 27. marts 2014 klokken 19.00 på Hotel Kirstine i Næstved.

Vi skal smage på årets Forårs – og Påskebryg, som er udvalgt med stor omhu.

Der vil være gamle kendinge (for nogen af os), men der vil sandelig også være nye bryg at teste og smage på, inden du køber ind til Påskefrokosten.

Hvis du vil spise med inden medlemsmødet, mødes vi i hotellets restaurant klokken 18.00. Månedens menu er ifølge Hotel Kirstine, grillet svinemedaljon vendt i krydderurter, serveret med kartoffelgratin og svampe blancheret. Det koster de sædvanlige 193,00 kr., men så får du også med i prisen, en øl fra hotellets sortiment, efter eget valg. Jeg håber vi kan fylde restauranten, så skynd jer at meld jer til. Det sker hos Poul Erik Jensen på

telefon 2243 2131, eller på mail poul.erik.jensen(at)remove-this.ale.dk senest mandag den 24. marts 2014.

Deltagelse i medlemsmødet alene koster de sædvanlige 90,00 kr. plus en flad, dansk tikrone, hvis du vil deltage i lodtrækningen om deltagelse i næste smagning og medlemsmøde gratis.

Jeg håber at se rigtigt mange af jer, og jeg glæder mig meget til forårets og Påskens dejlige bryg.

Frivillig til ølfestivalen

Ingen ølfestival uden frivillige. Hvis du ikke allerede har meldt dig, så skynd dig at melde dig til. Det sker på nedenstående mail:

http://www.ale.dk/index.php?id=750

Jeg har selv været frivillig de seneste to år, og har selvfølgelig meldt mig til igen i år. Det er sjovt, det er en meget stor oplevelse, og man får så mange gode ”ølsnakke” med rigtigt mange mennesker, som har den samme glæde og passion for det gode øl i Danmark.

Du kan se i programmet på www.ale.dk at der sker mange spændende ting på festivalen, og som frivillig har du de dejligste oplevelser på meget tæt hold.

Jeg glæder mig til at se mange af jer på festivalen.

Ølsmagning i Næstved Vinhandel

Næstved Vinhandel afholder ølsmagning i Sankt Jørgens Center lørdag den 29. marts 2014 fra klokken 10.00 til 14.00. Vi ved endnu ikke hvilke øl der skal smages på, men det plejer at være godt.

Danske Ølentusiaster vil forestå udskænkningen, og vi håber selvfølgelig på mange besøgende og mange nye medlemmer.

Åbent hus

Kongebryg holder åbent hus for smagning på bryggeriets Påskebryg lørdag den 5. april 2014 fra klokken 15.00 til 19.00.

Næstved Bryghus holder ligeledes åbent hus lørdag den 5. april 2014 fra klokken 10.00 til 14.00. Der er også Påskebryg på programmet.

Så er man lidt behændig og planlæggende, kan begge bryggerier nås.

Midtfyns Bryghus atter i SuperBrugsen i Fensmark

Igen i år er det lykkedes for Herman at få Eddie fra Midtfyns Bryghus til at komme og servere en god gang stand up og ølsmagning.

Det sker den 4. april 2015 i SuperBrugsen i Fensmark, og billetter á 275,00 kr. ligger allerede til salg i butikken og på nettet. Skynd jer – der bliver rift om pladserne.

Herman vil prøve at reservere pladser til Danske Ølentusiaster, lokalafdeling Næstved.

Jeg glæder mig meget til de kommende arrangementer, og jeg glæder mig i særdeleshed til at møde jer alle igen.

Højt skum

Søren Kjær

Lokalformand Næstved

/16. mar. 2014 kl. 14.43