Referat fra påskeøl/forårsøl 5/4 2014

Klik på billederne for større format

Lørdag den 5. april bød ølentusiasterne i Vejle velkommen til Martin Jensen fra Indslev Bryggeri / Ugly Duck Brewing Co. også kaldet Svanen og Ællingen, og dermed var der lagt op til en rigtig hyggelg og underholdende eftermiddag.

Martins begejstring skinner tydeligt igennem anset om han fortæller om bryggerierne eller øllene.

Og det blev til mange gode og oplysende historier.

Historien starter tilbage i 1897, hvor to brødre kommer tilbage til slægtsgården.

Den ene for at overtage gården, og den anden Frederik for at starte bryggeri op.

I 1905 er Indslev Bryggeri er realitet, og i 1906 er den første bryg klar.

Og den direkte forbindelse til nutiden starter i 2005, hvor Martin selv startede som brygger.

Som Martin fortæller, går 70% af tiden som brygger dog med rengøring, da hygiejnen er ekstremt vigtig, når man brygger øl.

1/2 million liter om året bliver det til på Indslev Bryggeri.

Bryggeriet har 10 tanke, og der brygges 6 gange om ugen.

I juni/juli forventer man at udvide med yderligere 2 tanke.

Et nyt tappeanlæg, som kan øge kapaciteten fra 1700 til 5000 i timen er også undervejs.

Mindre kendt er det måske, at Indslev også brygger en økologisk pilsner og classic til fad.

Disse 2 produceres for at få en del af dette marked, men de sælges ikke under Indslevs navn.

Navnet vælger kunden selv, når de sælges, hvilket betyder, at de ofte kan findes under lokale navne.

I Indslevs eget navn er der derimod snart en røghvede på vej.

Noget af det, som Martin finder særlig spændende, er muligheden for at eksperimentere med nyt øl.

Og her gør man blandt andet brug af malt fra de 3 malterier i Danmark, hvoraf de 2 er ejet af bryggeriet Fuglsang og 1 af Carlsberg.

Undervejs blev der også tid til lidt godt til maven.

Og efter smagningen var der mulighed for at købe øl fra både Indslev Bryggeri og Ugly Duck Brewing Co., hvilket deltagerne med stor glæde benytttede mulighedne for.

Stemningen denne før-påske-eftermiddag var så god, at en flok af deltagerne valgte at fortsætte til The New Cat Pub bagefter for at fortsætte hyggen.

De smagte øl: 

Indslev: Påske Hvede 6%

Da vi skulle brygge denne øl havde vi det gryende, danske forår i tankerne med masser af lys og blomster som erantis og påskelilje.

Vi har tilsat ekstra humle, der giver et strejf af blomsterduft og gør øllen en smule mere bitter end vores andre hvedeøl.

Påske Hvede er gul som lyst rav og er en frisk frugtig hvedeøl med forårsaroma.

Drik øllen til en god påskefrokost med fjordrejer, asparges og hele det sprøde danske forårskøkken.

Eller nyd øllen på den første solrige dag på terrassen eller ved vandet en solrig søndag.

En dejlig forfriskende smagsoplevelse fyldt med lys og årstidens stemning.

Server øllet kælderkoldt i et rummeligt glas, så aroma og skum kan folde sig ud.

Ryst den sidste sjat inden opskænkning. 

Indslev: Frederiks Påske 5,5%

Vi hædrer bryggeriets grundlægger med denne lyse, sprøde hvedeøl men en forfriskende krydret duft af citrus og hvid peber og en aromatisk, perlende tør krop.

Svagt skum.

Aroma af banan, hvede og citrus.

Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let syrlig og let tør hvede, går over i citrus, koriander og banan.

Svagt humlet, let bitter, let syrlig, let tør.

Påskebryg der bevæger sig henad de tørre og syrlige belgiske wit.

Den bliver aldrig ekstrem, hvilket tit ses i genren, stadig forholdsvis let drikkelig, hvis let tør- og syrlighed ikke afskrækker, egenskaber, der kan give større friskhed.

Bliver ved let opvarmning lidt mere rund, hvilket pynter, koriandersmagen kommer til sin ret - og så ligner den en ganske habil let tør og syrlig wit. 

Ugly Duck + Kolding Bryglaug: Højsaison 7,5%

Brygget i samarbejde med Kolding Bryglaug.

Vi har at gøre med en klassisk saison på 7,5 %, der er fint gylden i farven og har et stabilt, hvidt skum, masser af frugtaroma og en blomstret og krydret smag.

Men så alligevel: Der er brugt gavmilde mængder af citra-humle, der ud over at understrege de citrusagtige noter også giver øllen en solid rygrad af aromatisk bitterhed. 

Ugly Duck + Beer Here: Helmuth Kellerbier 4,6%

Flot gylden-orange farve og skummet er luftigt med store bobler, der forsvinder hurtigt og ligger som et hulet hvidt broderi.

Øllet dufter sødt af karamel og fersken.

Det er en dejlig frisk duft.

Øllet er mildt, men også bittert.

Den har ikke helt den samme sødme som man fornemmer ved duften.

Den er mere bitter end sød i smagen og har en lang tør eftersmag. 

Ugly Duck: Miami Vice 4,8%

Denne specialøl fra Ugly Duck er en velafbalanceret IPA, den har smag af grapefrugt, fyrrenåle og humle.

Amarillo & Citra har en dejlig gylden farve og nydes bedst afkølet.

TV-serien Miami Vice løb fra 1984 -90 og er ifølge bryggerne på Ugly Duck den bedste tvserie nogensinde.

Derfor har de lavet en amerikansk pale ale til ære for den.

”Crockett og Tubbs var til narkoverdenen hvad humle er for denne øl – et middel til at skabe balance i tingene”. 

Ugly Duck: Amarillo Citra IPA 5,9%

En flot IPA med frisk duft af humle og citronskal og med en fin maltprofil.

Smagen er forbløffende kompleks, den er humlet som ventet, men der er samtidig en maltsmag, som giver god balance til smagen af Amarillo- og Citra-humlen, fine nuancer med tydelig citruspræg. 

Årets Ølnyhed 2013. 

Ugly Duck: Hop Devil 7,5%

Aroma af citrus, grapefrugt, abrikos, melon, harpiks.

Medium kulsyre og helt cremet mundfornemmelse.

Smag af harpiks, humle olie, grapefrugt, abrikos, fersken.

Langvarig livlig tung bitterhed. 

Ugly Duck: Funk You 6,5% (vildgæret)

Flot, let diset øl med perfekt hvid og holdbar skumkrone.

Brettgæren udsender den klassiske aroma af hestestald og våd halm.

I aromaen finder man dog også lidt sødelige toner.

Smagen er, som forventet, syrlig og den er også moderat maltet så noter af søde bærfrugter skinner igennem.

Det er eksotiske frugter som abrikos og ananas der præger sødmen, men i baggrunden lurer syrligheden som minder om frisk græs og halm.

Humlebitterheden er citruspræget og sætter fin kant for dens syrlige udtryk lige inden det bliver for meget.

Livlig øl der giver gode udfordringer til smagsløgene. 

Ugly Duck: Rye Porter 7,8%

Et kraftigt og mørkebrunt skum og en sort sort farve.

En rund, blød og let ristet næse.

Når øllet er helt friskt er der bestemt også humle i næsen.

En blød og nærmest chokoladeagtig lækker krop der runder af.

Rugen bidrager til den runde og bløde fornemmelse.

Velegnet til det grillede kød, chokoladedesserten og til blåskimmeloste. 

Ugly Duck: Imperial Vanilla Coffe Porter 10%

En stor og kraftig porter med en umiskendelig og lækker kaffearoma.

Blød og lækker øl selvom den med sine knap 10 % er en kraftig herre.

Både Cascade og Simcoe skinner fint igennem de ristede elementer og blander sig dejligt med den ristede aroma og kaffen.

Årets Ølnyhed 2012.

Højt Skum Vejle