Nyhedsbrev april 2014

Kære medlemmer

Så nærmer Påsken sig med raske skridt, og vi har allerede på vores seneste medlemsmøde smagt mange af de gode Forårs- og Påskebryg, vi skal  nyde i disse dage.

 

Medlemsmøde den 24. april 2014

Næste medlemsmøde afholdes torsdag den 24. april 2014 på Hotel Kirstine.

Vores gode medlem Søren Hansen vil stå for aftenens smagning, hvor vi skal smage på dansk og svensk IPA. Søren har betroet mig, at han har fundet nogle rigtigt dejlige og spændende øl, så vi kan glæde os meget til mødet.

Medlemsmødet afholdes som sædvanligt klokken 19.00, og koster 90,00 kr.

For en flad 10’er mere kan du være med i lodtrækningen om at deltage i næste medlemsmøde gratis.

Ønsker du at spise med inden medlemsmødet sker dette klokken 18.00 i hotellets restaurant. Tilmelding er nødvendig, og skal ske til Poul Erik Jensen på telefon 22 43 21 31 eller mail til poul.erik.jensen@ale.dk senest mandag den 22. april 2014.

 

Månedens menu er lammeculotte stegt med rosmarin og hvidløg, hertil aubergine kaviar, rødvins glace og pommes cupé, samt en øl efter eget valg fra Stevns Bryghus. Prisen for hele herligheden er de sædvanlige 193,00 kr.

Påskeæg

I skal kigge godt efter i jeres postkasse efter Påske. Jan har betroet mig, at han sender et ”Påskeæg” til medlemmerne, og jeg tror det har noget med en bustur i juni måned at gøre.

Så hold godt øje.

Årets danske ølnyhed

Landsbestyrelsen efterlyser forslag til hvilke forandringer og forbedringer der kan gøres i forbindelse med valget af årets danske ølnyhed.

Udvælgelsen har siden starten ikke ændret sig væsentligt, så det skønnes at det nu er tid til forandringer og nytænkning.

Har I forslag til hvordan afstemningen skal foregå, vil jeg meget gerne høre fra jer. Jeg tager også emnet op på næste medlemsmøde, hvor I også kan komme med forslag.

Er de gode og konstruktive, vil forslagene blive videregivet til landsbestyrelsen, som vil gennemgå materialet og fremlægge det på regionsrådsmøde den 21. juni 2014.

City Nat 2. maj 2014

Selvfølgelig skal Danske Ølentusiaster være repræsenteret på City Nat den 2. maj.

Bestyrelsen arbejder på, under hvilken form vores lokalafdeling skal medvirke, men har du lyst til at være med, vil jeg gerne høre fra dig. Vi vil vende tilbage så snart vi ved mere.

Øllets dag 6. september 2014

Bestyrelsen er i gang med at planlægge aktiviteterne i forbindelse med Øllets Dag.

Har du lyst til at være med, hører vi gerne fra dig. Vi vender tilbage, når vi ved mere om dagen.

Jeg glæder mig meget til at se jer alle igen den 24. april til en god, glad og velsmagende aften i lokalafdelingen.

Højt skum

Søren Kjær

Lokalformand

/15. apr. 2014 kl. 23.57

/Lagt på 27-4