Kære medlemmer

Ja, egentlig var det slet ikke meningen at vi skulle sende en ekstra nyhedsmail ud, men da flere emner pressede på, valgte vi altså lige at forstyrre jer her kort før vi vender bladet til juli måned.

Så i denne nyhedsmail kan man læse om:

•    Tour de Biére feltet kom til Ølby,
•    Hjælp til indsamling af sponsorgaver,
•    Flådebryg kommer snart i WIKA, Køge, samt 
•    Nogle betragtninger her fra Køge.

Tour de Biére feltet nåede Ølby!
Lidt forsinket ganske vist – men feltet ankom i højt humør, for efter et stop i Solrød hos bryghuset Winther & Bargholz, ventede repræsentanter fra Køge Lokalafdeling med kolde Hancock Guld – frisk fra fad. Et flot felt der udmærkede sig ved at køre i flere vægtklasser – på samme tid.


I feltet var bl.a. en nordmand og en russer – deres første Tour de Biére, men de var vældig fornøjede med 1. etape, og så var en helt speciel tandemcykel, med en særlig udgave af cykeltaske – i form af 2 halve 15 l fustager med top og lås. 
Lokalafdelingen stillede med 3 mand i feltet, Thor, Jan og Gert, hvor Jan i dagens anledning var blevet udstyret med flotte tatoveringer, som det sig hør og bør for en rigtig cykelrytter.


Her på siden bringer vi nogle stemningsfotos fra ”pitstoppet i Ølby”.
I forbindelse med modtagelsen af feltet blev der uddelt flyers om Køge Øldag til forbipasserende ligesom flere medlemmer kom forbi og hilste på.


Hjælp søges til indsamling af sponsorgaver!
Det er ingen hemmelighed at det er overskuddet fra Det amerikanske lotteri i forbindelse med Køge Øldag, der er med til at bære dagen igennem økonomisk. Vi er hvert år blevet mødt med en stor offer vilje hos lokale handlende, og, men for at kunne løse opgaven også i år, har vi brug for hjælp.


Så er der blandt vore medlemmer, nogle der har tid og lyst til at opsøge de handlende som sidste år viste offervilje, og hente sponsorgaver, skal vi anmode om at man sender en mail til lokalafdelingens formand, Gert Højer Petersen, for yderligere oplysninger. Gert kontaktes på gert.hoejer.petersen@ale.dk


De der  melder sig  står dog ikke alene, og vil få gode råd af Solveig Bruhn, som sidste år stod bag hovedparten af de indsamlede sponsorgaver. 


Må vi høre fra Jer?


Et godt tilbud i Wika, Køge!
Rigtig mange har allerede smagt Kongebryggen – en dobbeltbock på 8,5 hyggelige og særdeles velsmagende procenter, som ”Wika-drengene”, Kenneth og Brian, fik sat over i Brausteins brygkar i vinter. En super bock som er med i opløbet om årets ølnyhed 2014.
Næste specialbryg bærer navnet Flådebryg og er en IPA på omkring 6,0% - 6,5%, og hvor der er kastet både cascade og amarallo humle i kogekarret. I skrivende stund har vi ikke flere detaljer, men vi afventer spændt præsentationen.

Nogle sommerbetragtninger fra Køge!
Skribenten bag disse nyhedsbreve, lokalformand emeritus, er daglig S-togs pendler fra Køge til København. Da jeg i sidste uge vendte hjem efter en lang dag, var jeg blevet en dansk krone rigere, da en behjertet sjæl havde placeret en tom Tuborg øldåse i min cykelkurv. Nu er det vel ikke specielt mandigt at køre med cykelkurv (ej heller i Tour de Biére feltet), men skammen over at skulle køre hjem med en Tuborg dåse i kurven er altså større. Jeg sneg mig rundt om hjørner for at undgå at blive ”taget på fersk gerning”. Ved hjemkomsten konstaterede charmerende fru 1662 b blot at ”jeg nok havde fået en Tuborg”! Dem der kender mig, ved at jeg så hellere drikker vand eller hvidvin. Som ham der ikke drak ”Heiniken, ja, dann lieber Keiniken”.


Men jeg fik en sjov oplevelse få dage efter, da jeg skulle afhente en ren antikvitet i vagtstuen på Køge Rådhus. En Paaske Bryg fra Køge (ikke Kjøge) Bryggeri.. Køge Bryggeri lå i Vestergade, der hvor den tyrkiske restaurant Skt. Gertrud i dag har adresse.


På halsen var der vedhæftet et manillaseddel og jeg citerer ordret. ”I 1953 har fuldmægtig Helmuth Jørgensen (død 13/10 1968) afleveret denne flaske til opbevaring i sekretariatet ”i al evighed”.


Engang i 1920-erne (eller først i 30’erne) har en tidligere pantefoged givet Helmuth Jørgensen flasken. (Det er den historie, jeg har fået fortalt). Underskrevet Gudrun Nielsen – ansat 1/4 1948 rejst 1/4 1984.


Det er umuligt at stedfæste årstallet for denne øl, men Køge Bryggeri lukkede i 1941, så denne bryg kan sagtens være fra 20’er eller 30’erne.


Og denne med lille historie fra ”livets gang i Køge”, kan vi nu ønske alle en rigtig god sommer.
 

De bedste sommerhilsener
Bestyrelsen
DØE Køge, Danmarks bedste lokalafdeling

 
Tour de Biere Ølby