














|
|
Ugens øl  I de senere år er der kommet en hel del bøger med 'anmeldelser' af øl, og også på Internettet er der dukket utallige sider op med 'anmeldelser', mest kendt er vel www.ratebeer.com
Personligt kan jeg ikke umiddelbart bruge hverken bøgerne eller internetsiderne. Jeg kan selvfølgelig få nogle faktuelle oplysninger om de enkelte øl, og vel også ud fra disse oplysninger have en formodning om om det er en øl for mig eller ikke. Men først når en anmelder igen og igen rammer plet hvad min smag angår kan jeg, med en vis sikkerhed, bruge denne anmelders anbefalinger til at styre mine indkøb af nye øl.
I et vist omfang kunne man måske også bruge den modsatte strategi, nemlig at gå efter de øl anmeldere der altid rammer 'forkert' vælger ikke at anbefale, men det er en ret usikker strategi.
Smag "Smag kan ikke diskuteres!" er en meget almindelig påstand, men ikke desto mindre gennemført tåbelig, og det af mindst to årsager.
For det første handler en meget stor procentdel af alle diskussioner i denne verden netop om smag, det lykkes altså fint at diskutere det, og for det andet er det netop disse diskussioner om smag, der vækker den nysgerrighed der i den sidste ende ændrer og udvikler vores smag. At man så aldrig bliver enige er en anden sag, og vel det der giver tilværelsen kolorit.
Personligt sætter jeg stor pris på humle og malt, holder meget af friskt øl - hvilket ofte vil sige fadøl, er ikke særligt begejstret for overdreven anvendelse af kulsyre, og synes ikke krydderier, og da slet ikke 'julekrydderier' er passende ingredienser i øl. Men jeg er ikke fanatisk. Der er meget lidt humlede, meget livlige og meget krydrede øl jeg holder meget af.
Valg 'Ugens øl' er mine personlige valg af øl. Det er øl jeg synes er så gode at jeg gerne vil anbefale dem til andre. Det er ikke en liste over 'Verdens bedste øl' - en sådan er en umulighed af mange forskellige grunde, bl.a. fordi jeg kun har smagt en brøkdel af verdens øl, og ikke har en chance for bare at følge med i den tilvækst der er hver eneste dag.
Udover beskrivelsen af de enkelte øl vil der også være lidt baggrund omkring øltyper, bryggerier og lande, som også kan være et udgangspunkt for yderligere studier i den rigdom af øl der efterhånden er til rådighed, også i Danmark.
Det er mit håb at 'Ugens øl' vil blive taget for det det er, en række helt personlige udtryk for den glæde opdagelsen af øllets store verden har været for mig, og kan nogle af læserne finde oplysning og inspiration heri ville det glæde mig.
Brian Hvam |
|
|
|