










|
|
Horsens Museum inviterer til ølsmagning torsdag d. 14. juni 2007 kl. 19.  I forbindelse med sin nyåbnede udstilling ”Historien om øl” inviterer Horsens Museum til ølsmagning og rundvisning i udstillingen. Udstillingen viser bl.a. resterne af 4.800 år gammelt øl, men til ølsmagningen vil det handle om nyt øl.
Den lokale ølentusiast Ole Madsen vil nemlig byde på smagsprøver af øl fra nogle af de mange mikrobryggerier, der er dukket op i Danmark gennem de senere år. Ole Madsen er redaktør af Danske Ølentusiasters medlemsblad Ølentusiasten og beskriver sig selv som ”Uafhængig spindoktor & øl-clairvoyant, for ølforbrugere og bryggerier, med godt øl i centrum.”
Sammen med ølsmagningen vil Ole Madsen fortælle om mikrobryggeriernes udvikling siden slutningen af 1990´erne og den moderne ølrevolution. Ole Madsen vil også give sine visioner for fremtiden for de danske mikrobryggerier, hvor er øllet og bryggerierne på vej hen?
Aftenen indledes med en kort rundvisning i museets øludstilling ved museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard. Ølsmagningen koster 75 kroner. Der er begrænset antal pladser men tilmelding på 7629 2350 eller horsensmuseum@horsens.dk.
Med venlig hilsen
Anna Wowk Vestergaard
Museumsinspektør
Telefon direkte: 76292360
Mobil:
Mail: musawa@horsens.dk
|
|
|
|