Nekron Stout Bryggeriet Djævlebryg, 8.5 % - Dødslisten

Kære tilhørere

Som ølentusiaster vil I aldrig komme til at opleve det. For ølentusiaster er grundlæggende gode og venlige mennesker, så de kommer naturligvis ikke derned. Og jeg tænker ikke på baren, og heller ikke ølkælderen. Nej I må tænke meget dybere.
Sådan er det - ølentusiaster vil aldrig opleve at blive ristet over sagte ild i helvede.
Og selvom det er godt, er det også lidt ærgerligt, for så får I aldrig at se og lugte hvordan denne fremragende øl Nekron Stout får sin fornemme røgede smag.


Når et hold syndere skal ristes, bæres store mængder birke-og bøgebrænde ind på bålpladsen med og lægges på de piggede kobberplader nede i Satans rige og varmes langsomt op. Når pladerne er varme nok, flyttes træet ind i de tilstødende lokaler, hvor det bruges til at røge den djævelsk gode malt med, medens de onde syndere placeres på de meget lune kobberplader med udsigt til malteriet. medens de hører på en højtaler, der fortæller: ”Af denne malt skal brygges Nekron Stout  -  den er til de gode ølentusiaster ”- ”Af denne malt skal brygges Nekron Stout. Den er til de gode ølentusiaster.”


Kan man tænke sig en mere passende straf for de onde syndere og coca coladrikkere ? Nej vel!


Nu er der måske nogle få, der synes, at det synd for disse syndere?
Skal man have dårlig samvittighed over at drikke denne øl?


Nej – I kan roligt drikke og stemme på denne helvedes gode øl, for der er indgået en aftale med Bossen dernede om, at for hver kasse af den satans gode Nekron Stout der drikkes, bliver 1 person reddet fra pinslerne. Men hvis Nekron Stout vinder afstemningen bliver alle vestjyder befriet fra skærsilden.


Så drik  og stem på Nekron Stout –stouten, der redder sjæle.
(Også anbefalet af Kristeligt Folkeparti.)