Igen i år markerer vi i Øllets dag med en ølmesse i et stort telt på Rådhustorvet i Sønderborg.
Ølmessen indgår i Høstmarkedet, der arrangeres af Sønderborg Handel.
Der bliver mulighed for at smage på mere end 50 forskellige øl og ciders. Brøggeriet, Broballe Bryghus, Fuglsang, Wohlenberg, Kvickly, Dagli’Brugsen i Langesø og ølimportøren Ølhuset præsenterer det bedste fra deres ølsortiment. Og de står klar til at foreslå dig, hvilke øl, der passer bedst til dine smagsløg. Der vil også være en stand, hvor håndbryggere demonstrerer, hvordan man kan brygge øl derhjemme. Og som noget nyt er Guldbageren på Møllegade også repræsenteret. De medbringer bagværk til øl og med øl.
Flere af udstillerne medbringer også god kvalitetscider. Cider er blevet vældig populært indenfor de sidste år. Vi vil gerne vise, at rigtig cider er noget andet og bedre, end det sukkerstads, der dominerer salget lige nu.
En smagsprøve er på 1 dl, og den fås ved at aflevere en polet. For at komme i gang, køber man et smageglas og to poletter for 30 kr. Vil man have flere smagsprøver - og hvem vil ikke det? -, så kan der selvfølgelig købes ekstra poletter for 10 kr.
Under det meste af ølmessen er der levende musik. I år bliver det lokale kræfter, der står for musikken, idet Aksel Tang og Jens Ole Pihl sørger for hygge, stemming og live musik i teltet fra 13 til 16.
Ølmessen sponseres af Broager Sparekasse og indgår i Høstmarked, der arrangeres af Sønderborg Handel. Hele byen vil syde af aktivitet.
Det kan du selvfølgelig ikke gå glip af. Mød selv op. Og inviter venner og bekendte.
I vores markedsføring bruger vi udtrykket "Farmandsparkering", og skriver, at det vil være det perfekte sted at parkere farmand, så mor i ro og mag kan kigge på alle tilbuddene, der findes på høstmarked samme dag. Vi undskylder overfor vores kvindelige medlemmer. I kan jo hævne jer ved at møde op (og måske sende farmand på indkøb). På den måde kan I vise, at godt øl også er for kvinder.
HJÆLPERE SØGES TIL ØLMESSEN
Vi mangler stadig en håndfuld hjælpere til ølmessen. Som hjælper skal du være med til at indrette teltet fra kl 10. Og så oprydning efter kl 17. Undervejs varetager vi på skift salg af poletter og andre opgaver. Der skal nok også bemandes en eller to stande, hvor udstilleren ikke selv kan møde op. Men som frivillig får man nok også fritid og mulighed for at smage det gode øl.
Har du ikke hele dagen til rådighed, så vil det være fint, hvis du bare kan hjælpe til fra kl 10 til kl 11. Evt også fra kl 17 til 18.