Generalforsamling 2008

Det er efterhånden en tradition - disse skabes jo hurtigt nu om stunder - at Generalforsamlingen indledes med en Fynsk Ølsmagning.

Her er nogle jyske ølentusiaster med smag for fynsk øl i gang med smagningen!

Selve Generalforsamlingen blev indledt med kåringen af Årets Lokalafdeling, Årets Bryggeri og Årets danske Ølnyhed.

Årets Lokalafdeling 2007 blev Lokalafdeling Kolding, der i løbet at året, gennem et solidt arbejde, formåede at gøre foreningens mærkesager umiddelbart synlige i Koldingområdet - ikke mindst i forbindelse med Øllets dag. Lokalformand Claus Mortensen og Lokalnæstformand Søren Hjortbøl modtog vandrepokal og plakette, og Claus fremhævede den holdindsats der ligger bag succes'en.
  
Årets Bryggeri 2007 blev, for anden gang, Ølfabrikken, der siden sidst er overtaget af GourmetBryggeriet. Afstemningen var utrolig tæt, og der var kun ganske få stemmer mellem nummer 1 og nummer 2. Lars Dietrichsen modtog prisen på bryggeriets vegne, og lovede at fortsætte Ølfabrikkens linie med mange specielle bryg. Ølfabrikkens førsteplads byggede da også på stemmer på en lang række bryg.
 

Hele holdet bag Midtfyns Bryghus

Årets danske Ølnyhed blev Midtfyns Bryghus' Imperial Stout. En meget stolt og glad Eddie Szweda modtog prisen i spidsen for hele holdet bag bryggeriet. Imperial Stout kan ses som flagskibet i den række af nye bryg der efter Eddies overtagelse er kommet fra Midtfyn, og som har vendt en vis grad af ligegyldighed fra ølentusiasters side til en udtalt begejstring for den nye linie der er lagt.
 

Landsbestyrelsens beretning, der blev fremlagt af Landsformanden og regnskabet for 2007, der blev gennemgået grundigt af den økonomiansvarlige, blev, efter nogle spørgsmål til det regnskabsmæssige underskud i 2007, godkendt af Generalforsamlingen.
 
Landsbestyrelsens vedtægtsændringsforslag blev, på grund af ændrede forudsætninger, trukket tilbage, og et vedtægtsændringsforslag fra to lokalafdelinger blev ikke vedtaget.
 
Pausen blev forsødet af Imperial Stout fra Midtfyns Bryghus.
 
Den økonomiansvarlige fremlagde herefter Landbestyrelsens forslag til budget for 2008, og til kontingent for 2008/9. Landsbestyrelsens kontingentforslag affødte en hel del debat, og der blev stillet adskillige andre forslag til kontingent for 2008/9. Gennem flere afstemninger blev kontingentet pr. 1. maj 2008 fastsat til 350 kr. for personlige medlemmer og 500 kr. for husstandsmedlemmer. Dette betød samtidigt at budgettet for 2008 måtte rettes til, så det nu opererer med et mindre forventet underskud ved uændret medlemstal. Kontingentet blev senest hævet i 2004.
 
Herefter gik man over til valg af Landsbestyrelsesformand, Økonomiansvarlig og øvrige landsbestyrelsesmedlemmer. William Jacobsen og Joan Ilsøe Sørensen genopstillede ikke, og da der kun var én kandidat til hver af de ledige poster ser Danske Ølentusiasters landsbestyrelse efter generalforsamlingen ud som følger:
 
Anne-Mette Meyer Pedersen, Landsformand
Hannah Poulsen, Økonomiansvarlig
Bjarke Christensen
Ryan Bendesen
Flemming Madsen
Kaj-Erik Nielsen
Bo L. Jensen
 
Da bestyrelsen endnu ikke har konstitueret sig, er kun de Generalforsamlingsvalgte porteføljer nævnt.
 
Aftensmaden bar præg af ølentusiasters sunde appetit på kartoffelmos - og Odense Congress Centers manglende kendskab til samme sunde appetit - men ellers var maden udmærket og øllet: Porter, Brown Ale og Cream Ale fra Ølfabrikken - glimrende.
 
Marttin Nielsen aflagde herefter en ultrakort situationsrapport omkring European Beer Festival - tiden var skredet, og vi skulle nå en ølsmagning ved Torben Matthews inden busserne gik mod øst og vest.
 
Torben Matthews ølsmagning var som altid improviseret, spændende, underholdende og meget morsom, og endnu en gang lykkedes det Torben at servere øl der var helt ukendte for næsten alle i forsamlingen.

Claus og Søren med pokal og plakette for Årets Lokalafdeling
...der er da vist pause!
Torben Matthews klar til endnu en tour-de-force i øllets verden