Medlemsmøde på Slotsbryggeriet Føniks.

Tyrolerorkesteret Urania


Maj måneds medlemsmøde på Føniks, var på alle måder utraditionel.  Egentligt var det nemlig en generalforsamling for anpartshaverne, her lige inden opstarten (officiel åbning 1/6).  Men vi, Ølentusiasterne i lokalafdeling Næstved har en særlig andel i Føniks.

Læs historien her.

Referatet

Da dette møde fandt sted sidste torsdag i måneden, på vores faste mødedag, blev alle Ølentusiaster i lokalafdelingen inviteret med.  

Klokken er lidt i 18 og mødet skal snart starte; der er panik på! Der er et stort selskab i bryggeriets restaurant, så der er ikke plads til os – dobbeltbookning! John fortæller at vi skal være i Gavnø-parkens Cafe ”Tulipanen” og den bliver fyldt til bristepunktet, og der er ikke noget øl!

Mødet starter, mens nogle kommer bærende på fadølsanlæg m.m.

Det kan ikke rigtig komme i gang - for meget skum og alt det der, og vi kan ikke høre mødelederen, så der kommer en ”dum” stemning, mens John aflægger beretning. 

Netop som han er færdig, ruller der en pickup med lang trailer op foran vinduespartiet ud til parken. På ladet af begge vogne sidder der et 11 mands ”tysk” tyrolerorkester, som spillede på livet løs, alt imens masser af øl (Brown Ale) blev delt ud. Efter flere numre og skåle, kørte orkesteret videre, og stemningen var vendt.

Godt øl, gode svar på de kritiske spørgsmål og en mødeleder vi stadig ikke kunne høre.


Valget til bestyrelsen blev som alle gerne ville have det, alt imens der nu var en Stout på fadet. Der blev snakket om en Pale Ale, men den kom ikke på inden mødet sluttede, i god ro og orden.


De to øl vi smagte var udmærkede, dog var Brown Ale, lidt ung, men lover godt.

Stout’en var rigtig god. Begge havde de flotte farver, skum og duft.


Den hårde kerne blev ”selvfølgelig” hængende, og fik John overtalt til at vise os bryggeriet. Det var flot sat op med vinduer ud til restauranten (som vi ikke fik set på grund af selskab – der skulle jo tjenes penge til vores alle sammens bryggeri), men beskrivelsen fra flere kilder lyder meget tiltalende.

Til den anden side af bryggeriet, som er ”Ølfabrikken’s” gamle anlæg, ”snøft!” var der lager, kølerum og køkken, hvor vi kunne se, at de var ved at være klar til en flot dessert med jordbær med mere.


På lageret kunne vi se den Pale Ale, vi ikke havde nået at få til generalforsamlingen, så vi skal nu smage den til vores kultsmagning på lørdag i stedet.

Så alt i alt, tror jeg at rigtig mange Ølentusiaster nød denne specielle aften, hvor vi var med til at skrive historie. Og den grimme ælling, Næstvedbryggeriet Føniks, er gået hen og blevet en smuk svane, Slotsbryggeriet Føniks!

Skrevet af
Jan Vang-Ahlgren
Lokalformand Næstved