- fra nord og vest til syd og øst

Øllets Dag vokser år for år, og ikke mindst i år, hvor Øllets Dag er optakten til
European Beer Festival den 12. til 14. september på Carlsberg i Valby,
er der mange og gode arrangementer.

Herunder en foreløbig liste over arrangementer på Øllets Dag - vist region for region - startende i nord og vest og sluttende i syd og øst.

Arrangementerne afholdes, hvis andet ikke er angivet, på
Øllets Dag, lørdag den 6. september 2008.

NORDJYLLAND

Helt oppe Nordenfjords fejrer man som sædvanligt Øllets Dag med manér:
 
I Frederikshavn arrangerer lokalafdelingen ølsmagning på Fisketorvet, midt på gågaden, fra klokken 11.00 til 14.00. Desuden har man arrangeret en skattejagt på spændende øl, som så bliver serveret rundt om i byen. Senere på dagen - fra 16.00 til 23.00 er der Oktoberfest på Knivholt Hovedgård.
...læs mere på http://frederikshavn.ale.dk
 
Også i Hjørring har lokalafdelingen planer om en skattejagt, hvor man skal kunne købe sig et skattekort, der mod forevisning skal give en smagsprøve på øl forskellige steder i Hjørring - ja faktisk har man flere alternative planer. I øvrigt har Bryghuset Vendia fødselsdag, hvilket sikkert også bliver fejret.
...læs mere på http://hjoerring.ale.dk
 
I Thisted fejrer lokalafdelingen Øllets Dag med en mini-ølfestival i Plantagehuset kl. 10-15. Entréen er kr. 60,00 inkl. smagepoletter og smageglas, medlemmer af Danske Ølentusiaster får en ekstra polet. Foreløbig er der lavet aftaler med Thisted Bryghus, Duelund Bryglade, Restaurant Bryggen, SuperBrugsen, SuperBest, Floreffe, Troldhede Bryghus og håndbryggere, og der forhandles stadig med flere andre udstillere. Der er præmier at vinde på indgangsbilletten, og Thisted håber at få en hyggelig smagedag.
...læs mere på http://thisted.ale.dk
 
Lokalafdelingen i Aalborg viser endnu en gang hvor gode ølentusiaster man er i Aalborg. Allerede den 5. september lægger man ud med en BEERWALK, som vil føre deltagerne på en guidet tur gennem byens bedste ølsteder, også her med en ølsmagningskonkurrence.
På selve Øllets dag er der arrangeret et stort fødevaremarked på C.W.Obels Plads fra klokken 10.00 til 14.00, hvor flere bryggerier, og naturligvis Danske Ølentusiaster, vil være at finde, også den 6., fra 10.00 til 13.00 er der åbent hus i A World Of Beer's smagfuldt restaurerede ØL-BUTIK  i Heimdalsgade i Vejgaard, med gratis smagsprøver på udvalgte øl, og endelig arbejder man på at kunne slutte helt på toppen - i Aalborg-Tårnet.
...læs mere på http://aalborg.ale.dk

 

ØSTJYLLAND

I Randers tager man hul på festlighederne allerede mandag den 1. september, hvor en 3 uger lang udstilling af øldåser, øletiketter, ølglas og andre ølmemorabilia udstilles i banker omkring Østervold. Fra onsdag den 3. september går den store øljagt ind i Randers, og fra samme dag vil man på udvalgte værtshuse kunne smage en øl brygget specielt til Øllets Dag af Raasted bryghus. Den 6. fejrer man så Øllets Dag med en festival på Østervold med stande fra bryggerier og ølimportører. Desuden vil man kunne smage trappistoste og der vil mulighed for at køb være grillmad. På festivalen afsluttes også øljagten med spændende præmier.
...læs mere her http://randers.ale.dk

Lokalafdelingen i Silkeborg fejrer Øllets Dag i samarbejde med TAWØL – Tange Sø Whisky og Øl Laug - på Ans bryghus. Fra kl.12.00 til 17.00 vil 6 lokale midtjyske bryghuse skænke deres håndværksbryg for alle ølinteresserede, og der vil være mulighed for at få en snak med brygmestrene!
...læs mere her http://www.tawoel.dk

I Århus afholder Cockney Pub - vist kraftigt opfordret af vores lokale formand - en smagning af det amerikanske mikrobryggeri Shorts' Imperial serie den 6. september i Thorups Kælder klokken 16.00. 13 unikke øl med ingredienserne som gran, blåbær, peberrod, brombær, solsikke, honning, laktose, fersken, johannesbrød, sort kirsebær, anisfrø, mint, vanille, ingefær, jordbær, ahornsirup,ristet valnød, tomat, peber, selleri og dild - velkommen i Short's syrede ølunivers! Smagningen koster 350 kroner, og billetter skal købes enten på cockney Pub eller på Thorups Kælder.
...læs mere her http://www.shortsbrewing.com

...et stykke fra Århus, men dog synligt fra Århus i nogenlunde klart vejr, ligger Helgenæs, hvor Dagli'Brugsen fejrer Øllets Dag med udskænkning af smagsprøver på bl.a. deres egen Helgnæs Burton Pale Ale fra Odder Bryghus.

 

SYDØSTJYLLAND

Egentlig havde lokalafdelingen i Horsens besluttet at de ikke havde kræfter til at arrangere Øllets Dag i år, men som alle ved bliver man stærk af det gode Horse-Øl, så i stedet for arrangerer man nu på livet løs på Bytorv Horsens, i Thonbogade, i Juelsminde og i Hovedgård i samarbejde med lokale leverandører af godt øl.
...læs mere på http://horsens.ale.dk

Lokalafdelingen i Kolding, der ikke vil stå tilbage for nogen, hverken Beijing eller München, arrangerer såvel en Øliade som en Oktoberfest. Heller ikke i år har man kunnet nøjes med én dag, så fra den 4. til den 6. september vil hele Kolding gynge på Øllets Dag endnu en gang. Ølsmagninger, udstillinger, gourmet-arrangementer og utallige andre aktiviteter vil forsøde livet for Kolding-borgere og tilrejsende.
...læs mere på http://kolding.ale.dk

I Vejle står Øllets Dag i premierernes tegn. Havnens Vin og Tobak lancerer sin helt egen øl, Bryg No. 142, brygget i samarbejde med Bøgedal
Bryghus, og der er premiere på amerikanske øl fra Drikkeriget.dk, som importerer spændende og udfordrende amerikansk øl fra Jolly Pumpkin & Hoppin’ Frog. Samme sted vil lokalafdelingen udskænke smagsprøver på foreningens Fødselsdags Bryg.
...læs mere på http://vejle.ale.dk

 

SYDVESTJYLLAND

I anledning af, at foreningen fylder ti år, har de gjort lidt ekstra ud af det i Esbjerg. På Hovedbiblioteket vil der i uge 36 og 37 være en udstilling af ølglas og ølbrikker - selvfølgelig sammen med de ølbøger biblioteket ligger inde med. På Øllets Dag arrangerer lokalafdelingen en miniølfestival på Torvet og i Kongensgade, hvor der blandt andet kommer et par lokale bryggerier. Der bliver også afholdt en lille pubcrawl på nogle af de bedre beværtninger, og guide bliver Regionsformand i Sydvestjylland, Jack Melchior.
...læs mere på http://esbjerg.ale.dk

Lokalafdelingen i Sønderborg har arrangeret en Ølmesse fra klokken 12.00 til 17.00 i et telt på Slotskajen i Sønderborg. Der bliver mulighed for at smage på mere end 50 forskellige øl. Brøggeriet, Wohlenberg, Kvickly, Dagli'Brugsen i Langesø og ølimportøren Ølhuset præsenterer det bedste fra deres ølsortiment. Der bliver også mulighed for at smage håndbrygget øl og få at vide, hvordan man brygger selv, ligesom der vil være underholdning. Ølmessen indgår i arrangementet Maritime dage, der foregår i Sønderborg 4.-7. september. Så der vil ske en del andre ting på havnen samtidig med ølmessen.
...læs mere på http://soenderborg.ale.dk

I Varde har man valgt at afholde Øllets Dag arrangementet den 5. september. Da er der nemlig Kulturnat i byen, så hele byen i forvejen
er mødt frem på torvet. Klokken 18.00 til 21.00 er der ølsmagning i Garage Galleriet i gården bag Warwik – Vinoble butikken, Torvegade.
...læs mere på http://varde.ale.dk

Den (endnu) ikke eksisterende lokalafdeling i Ribe er også på banen på Øllets Dag, hvor man har mulighed for at træffe lokale Håndbryggere og Ølentusiaster på Det Lille Ølhus i Ribe hvor de vil gennemføre en ølbrygning i løbet af dagen.
Kom forbi og se hvordan øl brygges og få en snak om ølbrygning, Danske Ølentusiaster og øl i almindelighed.
Det øl der bliver brygget vil man få mulighed for at smage på et opstartsmøde for Lokalafdeling Ribe senere på året.

FYN

Odense tyvstarter på Øllets Dag allerede den 5. september, når lokalafdelingen deltager i Kulturnatten på gågaden. Men også på selve Øllets Dag står lokalafdelingen på gågaden og fortæller om Danske Ølentusiaster.
...læs mere på http://odense.ale.dk

Lokalafdelingen i Svendborg vil på Øllets Dag opstille en infostand på Farmers Market ved Hudes Pakhus på Svendborg Havn. Farmers Market er en mindre udgave
af Kulinarisk Sydfyn, hvor lokale producenter tilbyder deres kvalitetsvarer. Der vil blive udskænket smagsprøver af foreningen Fødselsdags Bryg fra Ørbæk Bryggeri. Dagen igennem holder Svendborg Bryglaug åbent hus i deres nye lokaler på adressen Vestergade 50 i Svendborg.
...læs mere på http://svendborg.ale.dk og http://www.svendborgbryglaug.dk/

Østfyn har lokalafdelingen gang i hele fire ølsmagninger på én gang. Dagli'Brugsen i Ullerslev, SuperBrugsen i Ferritslev og SuperBrugsen i Ørbæk vil man fra klokken  11.00 til 12.30 kunne smage og bedømme fire forskellige øl, og det samme er tilfældet ved gourmetdagen på Torvet i Nyborg, her dog fra klokken 10.00 til klokken 16.30. Blandt de indkomne bedømmelser bliver der trukket lod om 2 ølgaver.

 

STORSTRØM

Øllets Dag i Nykøbing Falster fejres med åbent hus i foyeren i Nykøbing F. Teater. Bryghuse og lokale butikker byder på et stort udvalg af øl, og der bliver rig mulighed for nogle hyggelige timer i godt selskab med spændende øl og god musik.
...læs mere på http://nykoebingf.ale.dk

I Næstved vil lokalafdelingen have en stand mellem Akseltorv og Hjultorv, foran arresten. Herfra vil der fra klokken 10.00 til 13.00 blive uddelt smagsprøver fra lokale bryggerier, Holmegaard, Føniks, Stevns og Møn, samt nogle spændende håndbryg.
...læs mere på http://naestved.ale.dk

 

MIDTVESTSJÆLLAND

Danske Ølentusiaster i Haslev inviterer til ølsmagning ved SuperBest’s parkeringsplads, Stationspladsen 4, hvor der vil være mulighed for at nyde et godt glas øl og en få en ølsnak mellem 10.00 og 15.00
...læs mere på http://haslev.ale.dk

Lokalafdelingen i Køge fejrer Øllets Dag med Højt skum i Køge fra klokken 14.00 til 16.00.
...læs mere på http://koege.ale.dk

Slagelse Lokalafdeling inviterer medlemmerne til at kigge forbi Humletorvet på Fisketorvet i Slagelse fra klokken 11.00, hvor foreningen vil servere Fødselsdags Bryg til medlemmerne efter først til mølle princippet. I Køge skulle der
...læs mere på http://slagelse.ale.dk
 

NORDSJÆLLAND

Lokalafdelingen i Birkerød præsenterer fra 11.00 til 13.00 foreningen og sælger smagsprøver på Proppen i Birkerød.
...læs mere på http://birkeroed.ale.dk

Den nye lokalafdeling i Halsnæs har en bod på Valsetorvet i Frederiksværks hvor man sælger smagsprøver af lokale øl mellem 11.00 og 13.00.
...læs mere på http://halsnaes.ale.dk

Lokalafdeling Hillerød er atter på plads, sammen med en række gode små mikrobryggerier, i Slotsarkaderne i Hillerød.
...læs mere på http://hilleroed.ale.dk

 

KØBENHAVN

I København er Øllets Dag i endnu højere grad end i resten af landet en optakt til European Beer Festival, og der er da også en hel del arrangementer

  • 11.00 Smagsprøver på fadøl hos Høkeren, Ravnsborggade 13. I anledning af Øllets Dag serveres der gratis smagsprøver på fadøl i åbningstiden.
  • 12.00 Gæt-din-øl pubcrawl. I lighed med de to sidste år kan man festligholde Øllets Dag med en åben pubcrawl med en lille uhøjtidelig smagekonkurrence indbygget. Oplev gode ølsteder i det indre København og prøv at gæt hvilken "hemmelig øl" der serveres hvert sted. Åben for alle – også ikke-medlemmer. Der er præmie både til bedste medlem af DØE og til bedste ikke-medlem, så tag gerne venner, kolleger, familie og din lokalafdeling med!
  • 14.00 I anledning af Øllets Dag afholdes der rundvisning og ølsmagning på Brewpub, Vestergade 29-31 for medlemmer af Danske Ølentusiaster. Pris: kr. 75.- pr. person inkl. smagning af seks øl. Der afholdes eventuelt også rundvisning og ølsmagning kl. 16.
  • 14.00 Nørrebro Bryghus fejrer Danske Ølentusiasters 10 års fødselsdag med en ølsmagning under temaet "Fantastisk Håndværksbryg". Vi ser på – og smager på – fire øl fra nogle af de bedste craft mikrobryggerier denne verden har at byde på, når vi smager øl fra bryggerierne Struise (B), New belgium (USA), Nynäshamns Ångbryggeri (S) og Nørrebro Bryghus. Gratis adgang for medlemmer af Danske Ølentusiaster (og medlemmer af Nørrebro Bryghus Ølforum).
  • 15.00 Øllets Dag på Bryggeri Skovlyst, Hareskoven. Danske Ølentusiasters fødselsdag fejres med to åbne rundvisninger kl. 15 og igen kl. 16. Der smages på bryggeriets øl, typisk brygget med ingredienser fra naturen og især fra Hareskoven. Der er gratis adgang. Efter hver rundvisning tilbydes der gode tilbud på husets øl og merchandise.
  • 15.00 Barley Wine kl. 15-17. Smagsprøver på øl fra stiftelsen af Danske Ølentusiaster. Fødselsdagen fejres med et tilbageblik på mødet, hvor det hele startede. 22 ølentusiaster stiftede den 5. september 1998 foreningen på Carlsens Kvarter i Odense og har siden været banebrydende i ølrevolutionen i Danmark. På Øllets dag fejres foreningen med gratis smagsprøver på de øl, der blev drukket på stiftelsesmødet.
  • 18.00 Ølsmagning på Cafe Viking. I anledning af Øllets Dag afholdes der en ølsmagning med 5 forskellige slags øl Pris: kr. 50.- pr. pers. uanset medlemsskab af foreningen.

...læs mere på http://region.koebenhavn.ale.dk

 
Lokalafdeling Amager arrangerer en rundtur og hyldest til Amagers ’brune’ værtshuse – vi forsøger at kåre det bedste! Nærmere oplysninger og rute følger.
...læs mere på http://amager.ale.dk

...og i Kongens Lyngby er de taget til Ølfestival på Grand Place i Bruxelles - sådan kan man også fejre Øllets Dag!
...læs mere på http://kongenslyngby.ale.dk

Ikke på Øllets Dag, men ikke mindre interessant af den grund er et arrangement den 9. september klokken 19.00. Nørrebro genvandt i februar Københavnermesterskaberne i blindsmagning for hold. Nørrebro udfordrer denne gang Lokalafdeling Kongens Lyngby, og igen foregår arrangementet på Café Blågårds Apotek. Arrangementet er et led i "opvarmningen" til den store europæiske Ølfestival, og igen bliver der 13 forskellige øl at gætte. Holdene består af 3 personer, som skal gætte flest mulige øl rigtigt for at være sande mestre.
...læs mere på http://koebenhavnn.ale.dk

Vesterbro kan man møde Danske Ølentusiaster fra klokken 9.00 til 12.00 på Vesterbro Torv. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har ikke meldt deres ankomst (endnu). Heller ikke foreningens æresmedlem Ritt Bjerregaard, men vi arbejder på sagen. Kik forbi og snak med bestyrelsen for København V (det kan jo være at vi gir en lille en)
...læs mere på http://koebenhavnv.ale.dk

BORNHOLM

...måske som en reminicens fra den tid da Borholmerbådene lagde an ved Kvæsthusbroen hører Bornholm under Region København

  
Bornholm fejrer Øllets dag på Svaneke Bryghus klokken 12.00. I anledning af Danske Ølentusiasters fødselsdag lanceres en fødselsdagsbryg, der hedder "Skipper Clements Morgenbajer" – en spændende Pale Ale på 5%. Der bliver ligeledes mulighed for at smage på den til European Beer Festival.
...læs mere på http://nordbornholm.ale.dk