DEN DANSKE ØL - hvad er det

ØL, alkoholisk, kulsyreholdig drik, der fremstilles af malt og humle. Den tørrede grønmalt knuses og blandes med vand. Denne såkaldte mask behandles nu ved forsk. temperaturer, for at malten kan omdanne mest mulig stivelse til maltsukker (mæskningen).

Derpå frasies de uopløselige stoffer (masken). Visken (Urten) koges med humle, sies, afkøles og går nu til gæringskarrene.

Ved hvidtølsbrygning sker forgæringen ved 15-20 grader C på 1-2 dage. (Overgæring, hvorved gæren løftes op til overfladen); 1-1,5% alkohol.

Pilsner- og Lagerøl gærer derimod ved 5-6 grader C i ca. 8 dage. (Undergæring), hvor kulsyreudviklingen er mindre pludselig, og lagres derefter et par måneder; 3-4% alkohol.

 

ØL, DET FLYDENDE BRØD

Øllets opståen, udbredelse og udvikling

Allerede 4-6.000 år F.K. i Lilleasien, mener man, at der blev drukket øl i det historiske Babylon. Under udgravninger i både Babylon og det gamle Ægypten har man fundet vægmalerier af bryggere i arbejde.


I det frugtbare område mellem floderne Eufrat og Tigris er der fundet arkæologiske spor, der viser, at øllet i hvert tilfælde var kendt 3.000 år F.K. På lertavler som dog endnu ikke helt er tydet, har man fundet medicinske recepter, hvor øl indgår. På British Museum i London hænger en anden lertavle fra Mesopotamien (nu Irak), der er dateret som 6.200 år gammel. På den står opskriften på datidens øl.


I det Babyloniske imperium var ølbrygning omgivet med strenge love og regler. Under Kong HAMMURABI der grundlagde det første babyloniske dynasti ca. 1.730 F.K., skulle en brygger vogte sig for at producere for tyndt øl. Hvis en dommer fandt øllet uegnet til at drikke, var dommen, at bryggeren skulle druknes i sit eget øl. Det skulle nok sikre kvaliteten !


Der var også gang i øldrikningen i de ægyptiske templer. Ifølge overleverede skrifter skulle templet Medinet-Abu dagligt have fået leveret 114 krus øl. FARAO RAMSES III har ifølge sine regnskaber skænket 466.313 krus øl til templet.

Også de gamle romere bryggede og drak øl, men øllet blev aldrig en del af græsk og romersk oldtidskultur. Omkring 1.000 år F.K. fik øllet en alvorlig konkurrent. En eller anden opdagede, at hvis man pressede vindruer og lod saften modne og gære, så havde man en fortræffelig drik - vin.

 

Øllets gennembrud

Ølkongen GAMBRINUS ved man ikke hvem som var, og hvornår levede.

Gode gæt er på hertug Johan Primus af Brabant i Nederlandene (1261-1294).

Kong GAMBRINUS skal have foreskrevet at øl kun må brygges på vand, malt, humle og gær.

Munke var dem som dyrkede humlen, så Belgien eller Tyskland kan vel sagtens nævnes her.

Det tyske Reinheitsgebot, renhedsloven fra 1516, der foreskriver, at bayersk øl kun måtte brygges på malt, vand, humle og gær. Denne lov er gældende den dag i dag, og har været en god undskyldning for at holde øl fra andre lande ude fra det tyske marked. I de enkelte byer blev der indført individuelle regler for øllets kvalitet, som også kunne bruges til at holde konkurrenter ude. Men bryggerbranchen var dog stadig domineret af mange små lokale virksomheder, der levede side om side med hjemmebrygget.

Helt frem til starten af det 19. århundrede ændrer bryggetraditionen og håndværket sig ikke nævneværdigt på kontinentet. Bryggerierne bryggede små portioner af overgæret øl, enten ravfarvet eller brunt. Der blev brygget i de kølige måneder, fordi man ikke kunne styre gærings-processen i sommervarmen, og der blev kun brygget til lokalt brug.


Herefter kom den store omvæltning, hvor alt det blev ændret.
Især i England gik porterbryggerrierne over til stordrift. Bare et af disse stor- driftbryggerier i London producerede i 1804 over 200.000 tønder porterøl om året, medens et københavnsk bryggeri lå på omkring 2.000 tønder hvidtøl.

Porteren var et robust produkt, der i modsætning til ale kunne tåle større varmeudviklinger uden at gæringen løb løbsk. Den teknologiske udvikling gav nye muligheder for ølbrygning.

1842 genoptog brygger FRANTISEK ONDREJ POUPE i den bøhmiske by Pilsen den gamle tradition med at brygge den såkaldt lyse undergærede lagerøl.

Denne øl var en gylden væske af hidtil ukendt klarhed. POUPE gav sin øl navnet Pilsner Urquell.

Pilsneren var skabt.

 

ØLLET kommer til DANMARK

Egtvedpigen har været i midten af tyverne, da hun døde og blev lagt i en udhulet egestamme. Hun har åbenbart været af en rig familie eller bare almindelig populær i sit samfund for 3.300 år siden. For hun havde en birkespand med øl med sig i graven.

Hvordan bryggede de gode bronzealder danskere så deres øl ? 

De tog 200 gram malt, fremstillet af enten hvede eller byg. Dem blandede de med 2 kilo knuste tyttebær og porse eller andre krydderurter. Disse urter var afgørende for øllets bitterhed og aroma. Hele herligheden blev så overhældt med kogende vand, og begyndte af sig selv at gære.

Dette øl kan komme op pa 1,5% vol. Skulle de gode bronzealderdanskere virkelig have kraft og saft i deres bryg, så tilsatte de honning i en passende mængde.


Vikingerne havde tre former for bryg.

  • Biorr (stærkøl)
  • alu (øl) og
  • mjød.

Mjød er brygget på gæret honning og tilsat forskellige ret kradse krydderier, og kan vel ikke betegnes som øl, da der hverken indgår korn eller humle.

Det øl, som de gode vikinger bryggede, kunne godt være temmelig barske sager. Som grundlag brugte de malt af hvede eller byg, som så blev krydret med smagsgivende krydderier som enebær, røllike, malurt, bynke, egebark eller porse.

Første gang bryggere optræder som erhverv i offentlige skrifter, er i Københavns historie, da Kong ERIK AF POMMEREN giver byen privileger i 1422.


Der oprettes bryglav, hvis opgaver var ret klare. Bryggerne skulle stå sammen mod utidig indblanding fra kongen og Københavns emsige magistrat. De kævede nemlig skatter af bryggerne og stillede tilmed kvalitetskrav til deres bryg. Den var ikke noget at råbe hurra for, bl.a. pa grund af byens brøndvand.
Den var helt gal med vandkvaliteten i København.

I 1522 forsøger CHR. D. II, gennem en bylov i København, at højne ølkvaliteten i byen, ved at kræve en minimums mængde, det lykkedes ikke.

 

Hvordan bryggede man øl i middelalderen

Bryggeren havde et kar hvor kornet (mest byg) blev lagt til udblødning og spirring. Når det lugtede som rødderne på nyoptrukket græs, blev det lagt til tørre på loftet.

Det var mest ved vindtørring på loftet, uden sollys. Derefter kunne det eftertørres i ovne, og blev nu kaldt hvidmalt. Denne proces kunne tage 4-6 uger.

Når malten var tørret, skulle den males på mølle. Først blev den renset og sigtet. Herefter blev malten med riskoste eller vandkander overstænket. Det var for at forhindre, at malten ved malingen blev grynet eller blev til fint mel. Nu blev malten kørt til mølle. I København var der flere offentlige møller. På voldene stod vindmøller, og rundt om i byen fandtes hestemøller trukket af blindede heste.

Når malten så var malet, var man klar til mæskningen. Malten blandes med vand, og ølurten skilles gennem en si fra masken, som består af resten af de uopløselige dele. Urten bliver nu ledt over i bryggerkedlen. Her tilsættes humle, og urtkogningen påbegyndes.

Bryggerkedlen var indmuret over et fast ildsted, den såkaldte bryggerovn. Flere bryggergårde havde også mindre kedler til opvarmning af vand, og særlige til afkogning af humle. Disse kedler og kar var bryggergårdenes kostbareste redskaber.

Arbejdslønnen i de dage var ikke noget at tale om.

Urten blev nu blandet med kuldslået, lunkent vand og omrørt. Herefter blev det overhældt med det kogende vand og rørt igennem. Temperaturen skulle gradvist hæves, uden at den såkaldte mæske kom i kog. Formalet med dette var at omdanne al stivelse til sukker.

Nu blev der igen hældt kogende vand over mæsken. Kogning kunne strække sig fra 3-4 timer ved kraftig varme, til 20-30 timer med moderat blus under kedlen. Den lange kogning skulle havet givet den bedste øl, men brænde var dyrt. En hurtig opkogning var den mest økonomiske for bryggerne. Så så man lettere på øllets kvalitet.

Myndighederne havde øje for denne økonomiske genvej. I en instruktion fra 1680 hedder det til brygmesteren pa Kongens Bryghus, at han »med altid« skal brygge »godt velsmagende øl og det samme vel lade koge og syde, så det kan være sundt og have sin gode og naturlige farve.«

Når denne mæskning var tilendebragt, blev urten, ølekstrakten, ledt fra bryggerkarret til svalekarrene. Nu blev øllet afkølet til en passende temperatur i en svalebænk, til det var klar til gæring. Ølgæren havde bryggeren gemt fra sidste gang.

Enten tilsættes gæren under kraftig omrøring, eller også blev det tilsat i tre små portioner med l/2 times mellemrum. Blandingen fik så lov at gære natten over.

Nu gærede og bobbede øllet så det var en lyst. Nar gæringen var tilpas fremskreden blev øllet tappet over pa mindre fade uden prop, hvor gæringen fortsatte. Det gjorde den i et døgn eller to, hvor den gær, der opstod, blev presset ud af prop-hullet.

Især om sommeren havde bryggerne meget svært ved at styre gæringsprocessen, der ofte løb fra dem. Derfor undgik bryggerne mest mulig, at brygge fra juni til august.

Når brygningen var overstået, havde bryggeren masken, en grødlignende masse af malten, tilbage. Det var der stadig kraft i hvis det fik en tilsætning af humle. Ved enten at hælde varmt vand over masken, eller give gryden et opkog, fik bryggerne den såkaldte efterøl. Det sidste navn fik det under den katolske tid. De menige klosterbrødre måtte tage til takke med dette »tynde øl, der kom bagefter«. Efter katolicismen var det forbudt bryggerne i København at sælge efterøl, eller halvøl. De skulle »tage det ud eller lade det gennem et rør fra deres bryghus udløbe til de fattige og nødtørftige lemmers vederkvægelse.« Vi har stadig et minde om dette tynde efterøl i sproget. Udtrykket »at komme bagefter ligesom det tynde øl«, lever stadig i bedste velgående.

Hvis brygningen var lykkedes, blev øllet hældt over på fade, som så blev tilproppet/- spunset.

Lagring var stort set et ukendt begreb, som kun opstod, hvis man var for længe om at drikke øllet.

Fra 1698 indeholdt en øltønde godt 131 liter. Af frygt for fejlgæring, og derved følgende tab af de dyre råstoffer, bryggedes kun små portioner. Gik det galt, var tabet til at overse.

Nu var øllet til at drikke for forbrugerne, og det skulle gøres rimelig hurtigt. øllet havde ingen lang holdbarhed. Sur eller rådden øl var ikke nogen behagelig oplevelse, men det var den normale hverdagsbryg. Der fandtes dog stærkere og dyrere øltyper, som havde en langt bedre holdbarhed.

Man kan sige, at bryggernes vigtigste opgave egentlig var at konservere vandet så det blev drikkeligt. Gennem kogningen blev vandet desinficeret og derved ufarligt. Herudover var det overgærede hvidtøl særdeles rigt på nyttige næringsstoffer. Derfor blev øl drukket med samme naturlighed, som vi i dag drikker vand, kaffe og the.

 

HVILKEN ØL DRAK MAN

Vi har i dag svært ved at forestille os, hvad det var for en øl der blev drukket i ældre tider.

Den mindede meget om vore dages skibs- og hvidtøl. Når man høre om alle de krydderier og smagsstoffer der blev tilsat øllet, rynker mange sikkert på næsen. Men her skal vi ikke glemme, at på denne tid krydrede man alt. Selv den fineste vin blev pladret med nelliker og andre krydderurter. Det har vi stadig minder om i julegløgg, portvin, sherry og madeira.

Øllet blev også krydret med krydderurter, og i nogle tilfælde rørsukker og rom, for at tage den sure smag.
Som man kan forstå, var den øl, der blev brygget af meget svingende kvalitet. Samtiden talte om »godt øl«, »slet øl« og »ondt øl«.

 

CHRISTIAN DEN IV OG BRYGGERNE

Udover at dekretere heksebrændinger, drukninger af prostituerede i sække og andre sædelige anordninger, udsteder han også en »Ædruelighedsforordning« for at genoprette rigets moral.

Nu var den gode CHRISTIAN d. IV måske ikke lige den rette til at prædike moral. Men han var konge og kunne gøre hvad der passede ham - og det gjorde han.

Udover et hav af elskerinder, var han ikke just nogen afholdsmand. Især i den bedre stillede del af befolkningen var en salig brandert en ærlig sag.

Byrådsmøder, retshandlinger og officielle regeringshandlinger blev udført om formiddagen. Så var man rimelig sikker på, at deltagerne var nogenlunde ædru. Det blev simpelthen anset som tegn på dårlig samvittighed, hvis en mand ikke turde drikke sig fuld. Så havde han nok bedrevet noget skændigt, som han var bange for at tale om.

Myndighederne så også strengt på luksusforbrug. Men indtagelse af god øl, var åbenbart ikke luksus. I 1606 gav kancelliet en toldembedsmand besked på, at professor MEISSENER skulle slippe for told på 13.000 Rostockerøl, som skulle bruges til sit bryllup. Det var åbenbart ikke luksus.

For at få styr på ølbrygningen i København, går en kommission i gang med at besigtige de gårde, der ønsker at få bryggerstatus. Det var altså ikke personer, men gårdene der fik privilegierne. Dem godkendes der 114 af. Et antal som kommer til at ligge rimeligt fast i de næste små 200 år.

Bryggerne havde monopol på alt øl som bryggedes inden for 15 km, og har ca. 40.000 munde at slukke tørsten hos.

Dog havde stort set hele det velhavende København lov til at brygge til hjemmebrug. Håndværkere og andre simple folk var henvist til den dårlige, og skattepålagte bryggerøl. Der var også dengang forskel på folk.

Der blev fastsat tre ølsorter: »dobbeltøl«, »middeløl« og »sletøl«.

 

Bryggerlavet

I 1687 indfører bryggerlavet så for første gang, den senere så udskældte »omgangsbrygning«. Det var et forsøg på at udjævne indtægterne og arbejdsfordelingen mellem de københavnske lavsbryggere.

For de almindeligste ølsorter gjaldt nu, at de ikke længere kunne bestilles på forbrugerens foretrukkende bryggeri. Hver lavbrygger var nu sikret ca. 1/100 af fortjenesten på ølbrygning i København.

Bryggernes øl var ofte surt, slimet, grumset og ildelugtende. En særdeles blandet fornøjelse. For at give øllet en hvis holdbarhed, tilsattes med gavmild hånd:

  • Læsket kalk
  • Askelud (der også blev brugt som vaskemiddel)
  • Raspet hjortetak
  • Hvidbrændte, fintstødte østersskaller
  • Malurtsalt tilsat med skovl
  • Harpiks
  • Hvedemel
  • Flæskesider

Ud over disse ingredienser, der vil give enhver miljøforkæmper mareridt, forsøgte man sig også med at tilsætte brændevin, sirup, ingefær, gammel fransk vin og peber. Det var lige før samtiden hellere ville tage chancen ved en af byernes forpestede brønde (år 1728).

Med de mange små bryggerier overalt i landet, var til hinder for stordrift. Men deres eget øl, til byens befolkning, var efterhånden blevet noget udrikkeligt pjask. Skal man tro samtidige kilder, var smagen på daglig øllet nærmest at sammenligne med en nutidig hvidtøl, blandet med lige dele brakvand, og så stiller på varmen et par uger før det så blev drukket.

Resultatet udeblev da heller ikke. Danskerne holdt stille og roligt op med at drikke dansk øl. Alene i København dalede produktionen i perioden 1739 til 1802, fra 572.000 tønder til 137.000 tønder om året. En tønde svarer rundt regnet til 130 liter. Dette fald sker på trods af, at Københavns befolkning i samme tidsrum vokser fra omkring 80.000 indbyggere til over 100.000. I denne periode steg brugen af brændevin til hidtil ukendte højder.

I 1805 blev det gamle og ineffektive københavnske Bryggerlav ophævet ved kongelig resolution. Det blev 280 år. På den tid bryggede de omkring 1000 tønder almindelig øl og 1000 tønder luksus øl om året. Det var småting i forhold til stordriftsbryggerier i London, som kom på 200.000 tønder om året.

 

Bayerske Øl (mørkt øl)

I 1838 præsentere Kongens Bryghus sit første bayerske øl.

Forskellen fra den overgærede hvidtøl, der på det tidspunkt er det normale i Danmark, var indlysende. For det første var det bayerske øl mere holdbart, men havde også en langt finere smag.

De gamle bryggergårdes idyl forsvinder. I november 1846 blev en gamle bryggergård fra 1784 i Nørregade nr. 45, forvandlet til Hippodromet og senere til Folketeateret.

Nu begyndte I.C. JACOBSEN så at brygge mørkt undergæret bayerske øl. I vinteren 1845-46 var de første 300 tønder klar.

Det slog straks an og blev en bragende succes.

Den mørke lagerøl han bryggede kan man smage den dag i dag. Den kender vi nemlig som Gammel Carlsberg.

I 1851 afskaffes skat på øl. Herved får bryggerne i nogle år et økonomisk åndehul, hvor de kan konsolidere sig økonomisk. Kampen kommer nu især til at stå mellem tre bryggerier i Kjøbenhavn,(1893 -90% af markedet) hvoraf to er kendt for sange og omkvæd og strofer

  • »...vi vil ha' gammel Carlsberg øl!«
  • og det fik Tuborg til at lave den  »Vi vil ha' øl, Vi vil ha' øl, Vi vil ha' Tuborg lagerøl«.

Men en ting er viser, noget andet er stadig problemet med gæren, det vil sige vildgæren. Det er EMIL CHRISTIAN HANSEN, der klarede problemet.

Ved sin forskning opdagede han, at gæret var sammensat af flere typer svampe. Han kaldte dem henholdsvis vildgær og kulturgær.

Det var det første der gjorde skaden, og det andet der skulle bruges til brygning.

Selv PASTEUR, der besøgte Carlsberg i 1884, anerkendte den forhenværende malersvends opdagelse, og fik ham indstillet til guldmedalje fra La Sodtete D'Encoutagement Pour I'Industrie Nationale i Paris.

Forsøg på bryggeriet i 1888-90 viste, at kulturgæret også var velegnet til det gammeldags overgærede hvidtøl. Det blev derfor indført på alle hvidtølsbryggerier i landet.

Brygger I.C. JACOBSEN stillede denne gær til rådighed for alle bryggere. Måske var det som en tak for de to potter ølgær fra bryggeriet Zum Spaten i Munchen. Men det er stadig dr. HANSENS gær, der i dag ligger til grund for alt undergæret øl i verden.

Med det gode øl, blev der mindre brændevin i gadebilledet, og i 1853 kom denne lille pjece på gaden, med titlen: ”Bayersk Øl som lægemiddel”.

»Ikke en eneste Drik er så udbredt blandt alle Beboere i Norden, uden Hensyn til Stand, som øl; men heller ikke bør nogen Drik vist sig velsignelsesrigere, derved at det ikke alene som en sundere, men nærende og billlig Drik har den lykkeligste Indflydelse pa Brændevinspesten og med det gunstigste Udfald har modarbejdet dens sørgelige Virkning, men det har også, dels alene, dels i Forbindelse med , på en glimrende Måde vist sig som Lægemiddel i de forskelligste Sygdomme. Ved denne dobbelte Nytte har øllet vist sig værdigt den ære, at blive en Nationaldrik, og den Skade enkelte Drukkenbolte ved overdreven Nydelse deraf har gjort, må agtes ringe imod de betydelige Fordele, som det har skaffet.«

 

Tuborg kommer med pilsneren ( lyst øl)

Tuborg, der blev stiftet 1873 har som de første satset på hjemligt detailsalg i original aftapning på flaske.

Det var ellers foregået hos øltappere, hvis hygiejniske standart var meget mangelfuld til skade for øllets kvalitet.

Tuborg gik nu ud og tilbød »bryggeriets originale aftapning« på flaske til en udsalgspris af 8 øre pr. flaske.

Det svarer rundt regnet til 4 kr. i 2010 kr. Men så var skatten og leveomkostningerne også betydelig lavere dengang.

Ud over at levere øllet på flasker, yder Tuborg en fast forhandlerrabat.

Pilsnerøllets succes begyndte at ændre markedet. Carlsbergs andel af det indenlandske salg faldt fra 53% i 1895 til 35% i 1905. I samme periode opnåede De forenede Bryggerier 30% af markedet, hvor 90% var Tuborgs pilsnerøl.

Carlsberg begynder først at brygge pilsnerøl i 1897.

Det øl der blev brygget landet over, begyndte at nærme sig vore tiders alkoholprocenter. Bayersk øl indeholdt en vægtprocent pa 4% alkohol, medens pilsnere holdt 3,3%. Det svare i vore dages volume procent til en procent der er ca. 1 % højere. Der var stor betænkelighed i finere kredse, over det om sig gribende øldrikkeri. »Hvert mandligt Individ i Kjøbenhavn forbruger for 15 kr. øl om året«.

Fra midten af 1890'erne eksplodere Tuborgs salg af pilsnerøl på flaske. På 10 år 13-dobles salget, og Carlsberg bryggerierne kommer i krise. Deres satsning på bayersk lagerøl til aftapning udenfor bryggeriet var slået fejl, og en meget stor del af deres kapital var bundet i kunst. Derfor indgås i 1895 en aftale mellem Carlsberg og De forenede Bryggerier, der fordelte markedet og satte regler for konkurrencen. Bl.a. afstår Carlsberg fra at brygge hvidtøl.

På grund af første verdenskrig, faldt produktionen af øl til omkring det halve. Det var man ikke glade ved. Det medførte bl.a. at de mandlige bryggeriarbejdere gik i den første strejke. Men efter krigen fortsætter den positive udvikling for den danske øl. Det medføre at ølafgiften næsten fordobles i 1917. Fra 1912 til 1915 automatiseres kapsellukningen med de såkaldte Crown-Corks kapsler, der var foret med kork.

Det danske returflaskesystem blev sat i system i 1922. Medlemmerne af Bryggeriforeningen forpligtigede sig til ved nyanskaffelser kun at købe normalflasker, så hele bestanden i løbet af et par år var standardiseret. Alle bryggerier kunne nu genbruge hinandens flasker. Det betød store besparelser i flaskeproduktionen.

1969 forsvinder de gamle ølkasser af træ, og afløses af rationaliseringshensyn af plastickasser.

Nu var det Carlsbergs tur til at føre sig frem. Overførslen af midler fra Carlsberg til De forenede Bryggerier blev så stor, at Monopoltilsynet begyndte at rynke pa næsen.

De forenede Bryggerier har opkøbt Wiibroe, Neptun og mange flere således at der i 1995 var 16 bryggerier tilbage i Danmark.

 

1998 opstår Danske Ølentusiaster, for at genindføre mangfoldigheden og det gode øl !

Teksterne om øllets historie er hentet med inspiration fra:
"Den Danske Øl", af Allan Mylius Thomsen

/20-6-2010

 

10 ting, du ikke vidste om øl

1. I Bayern betragtes øl stadig som fast føde. Det er et fact, som alle mænd burde være klar over, men i Bayern tager de det så seriøst, at de nærmest lever af vores yndlingsdrik under Oktoberfesten. Vi glæder os allerede til, det bliver oktober.

2.I dag er det de færreste, der må drikke øl i arbejdstiden, men sådan var det ikke for de gæve belgiske munke i Middela...lderen. Deres daglige ration bestod af fem quarts, hvilket svarer til omkring fem liter. Der var altså en grund til, at de var så tætte på Gud.

3.Hvis du samler på ølbrikker, er du en tegestolog.

4.Kedsomhed og alt for meget tid mellem hænderne udmynter sig ofte i mærkelige eksperimenter. I 1888 opdagede biologen John Lubbock, at myrer har en menneskelig side. Hvis deres kammerater har fået for meget at drikke, bærer de dem hjem til tuen på bedste wingman-manér. Hvis det derimod er fjenden, der havde fået for meget, bliver de smidt i en grøft.

5.Da William Painter i 1892 opfandt ølkapslen i Baltimore i USA, var han så sikker på holdbarheden, at han overtalte et lokalt bryggeri til at teste dem. Bryggeriet sejlede et par hundrede kasser øl med kapsler til Sydamerika og tilbage igen, og ikke én øl var lækket, da skibet returnerede.

6.Inden de nordiske vikinger gik i krig, tømte de altid et par spande aul - eller ale - for at blive frygtløse, og det virkede åbenbart. I hvert fald mødte de ofte fjenden uden rustninger eller endda i bar overkrop. Faktisk betyder det oldnordiske ord bersærk uden trøje. Og dét ords betydning kan vi takke øl for.

7.Det koster mange gyldne dråber at drikke en fadøl. Du sætter nemlig glasset til munden 10 gange, og hver gang sætter der sig 0,56 ml øl i skægget. 10 slurke spilder altså 5,6 ml, mens 10 fadøl løber op i 56 ml. Efter 59 fadøl har du en hel fadøl omkring munden. gutterne fra ZZ Top. De har meget skæg.

8.Øl er den tredjemest konsumerede drik på verdensplan. Kan du gætte første- og andenpladsen?
Det er såmænd vand på førstepladsen og te på andenpladsen.

9.Dette fact skal du lige gå lidt stille med. Dåseøl er nemlig utroligt dårlige for miljøet, og hvis det siver ud til miljøaktivister, skal du finde dig i onde blikke, hver gang du nyder en dåse i solskinnet. En sixpack producerer omkring tre kilo af drivhusgassen kuldioxid, så den bidrager betydeligt til den globale opvarmning.

10.For 4.000 år siden i Babylon var det praksis, at svigerfamilien forsynede brudgomme med al den mjød, han kunne drikke på en måned. Mjød er lavet på honning. Dét hedder honey på engelsk,og en måned hedder month. Honeymonth. I dag er det så blevet til honeymoon.

så der bare at sige højt skum

/6. apr. 2012 21.47