Fr.sund Nyt August 2011
Kære Frederikssundske Ølentusiaster

Sommeren er gået på held og slået en kedelig rekord. Nemlig som den mest våde sommer siden 1980 - Æv

Vi tager hul på et nyt halvår i  Øl entusiasternes kalender, og alle de kommende arrangementer er lagt på ale.dk

  • Øllets dag.
  • Næste medlemsmøde - Mørkt Øl
  • Torben Mathew - og så lige vores årsmøde
  • Sommerfesten var igen i år en god aften.
Øllets dag

Øllets Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed for danske Ølentusiaster.


Formålet med Øllets Dag er at få fokus på øl og ølkultur og få hele landet til at syde med øl-aktiviteter.

Øllets Dag blev indstiftet af Danske Ølentusiaster i 2003. De to første år foregik aktiviteterne på foreningens stiftelsesdag / fødselsdag den 5. september, fra 2005 er dagen af praktiske hensyn flyttet til den første lørdag i september.

Desværre har vi grundet manglende tilslutning fra de lokale bryggerier, valgt at aflyse vores arrangement på havnen.

Hvis I har tid og lyst, så kig eventuelt på Halsnæs eller en af de andre lokalafdelingers arrangementer.

 

Næste medlemsmøde - Mørkt øl

Det ser sort ud - eller ialtfald mørkt.

Onsdag d. 7. september smager vi på forskellige mørke øl med udgangspunkt i det danske bryg.

Som sædvanligt starter vi med spisning kl. 18.30

Derefter går vi over til smagningen fra kl. 19.30 til kl. 22.00

Som sædvanligt holdes der en lille ti... pause med amerikansk lotteri om spændende øl.

Prisen er 75,- for mad og 75,- for smagningen.

Tilmelding senest søndag d. 4. september

 

Torben Mathew og Årsmøde

Onsdag d. 5. oktober skal markeres i kalenderen med det samme, så I er sikre på at komme med.

Vi starter som sædvanligt kl. 18.30 med spisning og kl. 19.30 er det tid til årsmøde. Når dette er veloverstået kl. 20.00 er det ølsmagningstid.

Vi får besøg af Torben Mathew fra "You Never Walk Alone"  og det vil som han selv skrive foregå på følgende måde:

Der smages på 8 forskellige bryg, alle fra mine ture rundt i Europa igennem de sidste 20 år som forberedelse til mine halvårlige "etniske" smagninger rundtom i landet. Der er således ingen lunde tale om bryg, der kan findes på Føtex' hylder!
Mine seancer er baseret på, at folk får lov til at smage noget nyt og samtidig får lov til at give lattermusklerne frit løb. Øl er for mig en social drik, der skal nydes ledsaget af glæde og velvære, så der kommer ingen tørre forklaringer pø, hvorledes et bryggeri er skruet sammen. Det kan man selv læse sig til! Til gengæld masser af oplevelser i form af fortællinger fra de enkelte lande og bryggerier.

Pris for i aften er kr. 75,00 for mad inkl. en øl.
Selve ølsmagningen koster kr. 175,00

Vi ser frem til at ser jer alle...

 

Sommerfest i formandens have

Selv om vi ikke var så mange i år så det ud til at folk hyggede sig til l den tilbagevendende sommerfest i formandens have.

Vi startede lørdag eftermiddag med lidt øl - og sædvanen tro var der god varme i Grillen, da Jan havde det hårde hverv med at grille til hele banden.

Vi kom igennem en sidste ølsmagning med Arne, inden han drog afsted til det Nordnorske, hvor han er flyttet op.

Derudover stod aftenen på hygge og ølsmagning, både den almindelige ølsmagning, men også af nogen af de specielle øl som flere medlemmer havde med.

Næste år lover jeg at lade være med at kludre med datoer og holde sommerferien væk fra børnenes sommerferie.

 

 

Højt Skum

På bestyrelsens vegne

Bo Bjørholm

 

Tilmeldingsfrister:

Medlemsmøde Mørkt øl  - 7. september
 - Tilmelding senest søndag d. 4. sept.