Øllets Dag 2011
Som altid kan du se billederne i stort format ved at klikke på dem.

Planen var ar ankomme til Sankt Hans Torm kl. 12 den 3.9.2011 og sætte vores grej op, så alt var klar kl. 13. På trods af diverse afspærringer lykkedes det os at være fremme ca. 10 minutter i 12.

Få minutter senere dukkede der en nydelig rød bil op. Herlig ting for det var Søren med fadølsanlægget og fadøllet fra Brewpub. Vi havde fået lov at trække strøm fra Pussy Galores "kiosk". Tak for det.

De sidste frivillige dukkede hurtigt op og vi var klar til at sætte de 2 pavilloner og baren op. Bodil, Lars, Lars og Lars fik ved fælles anstrængelser sat tingene op imens Søren baksede med slanger og je-ska-gi-dig-ska-je til fadølsanlægget.

Inden vi havde fået alle vore fine brochurer lagt frem, gjort fadøllen klar og sat diverse flasker op, viste de første nysgerrige sig. Herligt! Vi blev enige om at gå i gang og så gik det ellers slag i slag de næste 4 timer. Faktisk gik der heller ikke ret lang tid, før den første kom og ville meldes ind. Det viste sig desværre umuligt at få forbindelse via den medbragte laptop, så vi måtte bede dem der ville meldes ind gå hjem og gøre det samme dag, så de kunne få medlemskabet til kampagnepris, 50 kr. nedslag.

De første par timer skete der ikke noget usædvanligt, men kl. 15.30 dukkede Copenhagen Show Band op og spugte om vi havde noget imod at de spillede bag ved os. Det havde vi selvfølgelig ikke, da det var med til at tiltrække folk. Adskillige af de spillende og dansende 25 deltagere besøgte os efterfølgende på standen. Et festligt indslag.

De sidste timer gik hurtigt, da der hele tiden var folk, der ville snakke og/eller   smage øl. Vi løb tør for flaskeøl kl. 16.50, men havde stadig masser af fadøl. Standen skulle pilles ned kl. 17, så det var ret god timing. Dog havde der været så mange ved standen, at vi på et tidspunkt måtte købe flere plastickrus.

Godt vejr det meste af tiden, en masse glade mennesker, herlig musik og godt øl. Stor tak til Brewpub. En rigtig god eftermiddag. Nu bliver det så spændende at se, hvor mange nye medlemmer vi fik.