Presse

Pressemeddelelse 22. juni 2011

...følgende pressemeddelelse er sendt ud den 22. juni 2011:

Tour de Bière 2011

Fra Danmarks vugge til den moderne bryggeriindustris vugge.

2. juli køres Prologen til det traditionsrige etape-cykelløb, Tour de Bière, og det kan forventes at store skarer af entusiastiske cykelsportsinteresserede vil være på plads på ved Uffe Stenen i Jelling for at se det store felt tage hul på 9 dages strabadser med en meget krævende Prolog, som med sine stigninger og, især, nedkørsler kun vil give feltet en vag idé om de prøvelser der venter i vinden på de flade etaper rundt på Fyn, på Sydhavsøerne og op gennem Sjælland til København.

Ruten udgår i år fra Danmarks vugge, Jelling, hvor Harald Blåtand satte den sten der kaldes Danmarks dåbsattest. Rytterne får naturligvis ikke lov til at trampe rundt på dåbsattesten, men starten går fra Uffe Stenen, få meter udenfor kirkegårdsdiget, hvor Oldermanden i Folketingets Øl Laug, Kristian Pihl Lorentzen, vil skyde løbet i gang klokken 10:45, hvorefter rytterne, helt ekstraordinært, starter med hele to langninger i Jelling før det går videre mod Kolding hvor Prologen har mål.

Tour de Bière ruten 2011 tager, efter den korte Prolog i Jylland, en rundtur på Fyn med langning på de fleste af øens mange bryggerier, hvorefter man over Ærø og Langeland fortsætter til Lolland, Falster og Møn, for at slutte af op gennem Sjælland med mål i København.

Det er først og fremmest de lange flade strækninger, ofte i kystnære områder, hvor rytterne vil være udsat for vejr og vind, der præger årets Tour. De fynske Alper kører man i en stor bue uden om, og bortset fra Prologen er Mogenstrup Ås tæt på at være eneste stigning på turen. I modsætning til sidste års Tour vil dette give temporytterne mulighed for at folde sig ud, og såvel bjergspecialisterne som sprinterne skal sørge for at få plads på viften hvis de vil gøre sig håb om at nå helt til målet København.

Der forventes mange tilskuere ude på ruten, men som sædvanligt vil forplejningszonerne uden tvivl tiltrække sig den største publikumsinteresse. Langningen står blandt andet 20 bryggerier for, og den foregår inden for fastsatte tidsrammer, hvor der også er sat en kraftig begrænsning på mængden af forplejning hver enkelt rytter må modtage: En øl pr. rytter pr. forplejningszone! Denne restriktion hænger godt sammen med, at feltet bakker op om kampagnen ”Er du klar” – en kampagne mod spritkørsel.

Lykkes det sprinterne i feltet at slippe igennem til Finalen i København vil de havde gode muligheder for at gøre sig gældende, idet man slutter af med et regulært gadeløb med mål på Husbryggeriet Jacobsen.

Og hvor starten på Tour de Bière 2011 står i Danmarks vugge kan afslutningen siges at finde sted i den moderne bryggeriindustris vugge, på det tidligere Carlsberg, hvor J.C.Jacobsen og hans medarbejdere fra 1847 og frem tog videnskabelige metoder i brug i ølbrygningen. Carlsberg er flyttet til Jylland, men endnu ligger Husbryggeriet Jacobsen i de historiske omgivelser og minder os om hvor den moderne bryggeriindustris vugge stod.

Den originale pressemeddelelse i .pdf-format kan downloades i højrekolonnen!

Pressekontakt på Tour de Bière
Ole Madsen
Strandkærvej 2
8700 Horsens
presse(at)remove-this.ale.dk
53631847

Pressechef på Tour de Bière
Christian Andersen
Frederikssundsvej 165, 1.t.h.
2700 Brønshøj
presse(at)remove-this.ale.dk

Pressemeddelelse

Se den originale pressemeddelelse i .pdf-format ved at klikke her!