Fokus på Brønderslev

Lokalafdeling Brønderslev er en meget ung lokalafdeling. Vi startede i efteråret 2010 og havde første arrangement i begyndelsen af december 2010.

Vi har i  2011 haft flere ølsmagninger, bl.a. en spændende smagning af amerikansk øl og en god juleølsmagning. Vi har også haft en udflugt til ” Det bette ølhus” i Ålbæk, kendt for sit store udvalg af belgiske øl.

Alle arrangementer har været velbesøgte med 15-20 deltagere med mange gengangere fra gang til gang. Det synes vi selv er flot med ca. 55 medlemmer.

Den nye udvidede bestyrelse er gået i arbejdstøjet og er i gang med planlægningen af mange spændende arrangementer i 2012. Der bliver noget for enhver smag med ølsmagninger, udflugter, bryggeribesøg.

Kom endelig og bliv medlem og deltag.

Lokalformand Jens Erik Guldberg Madsens svar på de 12 spørgsmål

1. Hvad synes du er den største succes I har haft i lokalafdelingen?

Vi havde en amerikansk ølsmagning i foråret 2011 med god tilslutning. Det var spændende at finde og introducere noget nyt for deltagerne bl.a. en øl, der hed ”Rugbrød” fra Californien.

2. ...og hvad synes du er den største fiasko – om nogen?

Et ellers spændende arrangement om øl og chokolade, som blev aflyst p.g.a. for få deltagere.

3. Hvor mange medlemmer har I, og hvordan holder I dem orienteret om hvad der sker i lokalafdelingen?

Vi har ca. 55 medlemmer fordelt over hele kommunen. Orientering sker via mail direkte til medlemmerne og i Ølentusiasten

4. Hvis lokalafdelingen fik 10.000 kroner foræret, hvad ville du så foreslå at I brugte dem til?

Lave et arrangement med Hornbeer eller  et andet bryggeri. Det er mere end vi kan klare i dag p.g.a. for få medlemmer / deltagere i forhold til prisen.

5. Hvordan gør vi, efter din mening, Danske Ølentusiaster endnu bedre som medlemsorganisation?

Min erfaring rækker ikke til at besvare dette, men måske skulle vi annoncere noget mere både lokalt og på landsplan med henblik på at få flere medlemmer.

6. Hvis du skulle give nyvalgte lokalformænd et godt råd, hvad ville det da være?

Sørg for at have en god stor bestyrelse fra starten og skru ned for ambitionsniveauet. En enkelt tilrettelagt  ølsmagning med nogle gode øl er udmærket. Det vigtigste er den fælles oplevelse.

7. Hvis din lokalafdeling skulle på en øludflugt til udlandet, hvor skulle den så gå hen, hvis det stod til dig?

Helt sikkert Belgien. Det er ølland nr. 1! Jeg har godt nok været på flere spændende ture til USA, men det er vist for langt væk.

8. Hvis din lokalafdeling skulle besøge et dansk bryggeri, hvilket skulle det så være, hvis det stod til dig?

Hornbeer

9.Hvad er din største øloplevelse?

Et besøg i Belgien i sommer. Det var imponerende, at alle steder altid havde lige glasset, der passede til den øl, jeg bestilte.

10.Hvad er din personlige yndlingsøl?

”Rugbrød” fra bryggerier The Bruery, Orange County, Californien, USA

11. Hvis en ølentusiast gæster dit lokalområde, hvilke(t) værtshus(e) anbefaler du da vedkommende?

Vi har desværre ingen virkelig gode værtshuse med mange forskellige øl i lokalområdet. Jeg ville nok anbefale Aalborg

12. Hvad er, efter din mening, det bedste Danske Ølentusiaster har gjort?

Sat focus på det gode øl. Specielt med Ølfestivalerne hvert år.

 

...finder du ved at klikke her!

Lokalformand

Jens Erik Guldberg Madsen

Bestyrelsen

Et hyggeligt bestyrelsesmøde.

Og turen gik til...

"Det bette Ølhus"