Øl & Jazz i Nyhavn

To dage i Nyhavn nemlig fredag den 16. og lørdag den 17.9.2011 havde Danske Ølentusiaster Lokalafdeling København fået lov til at stå ved mindeankeret med vores info-stand og fortælle om foreningens virke.

Om fredagen løb arrangementet fra kl. 14 til kl. 18. Det var meningen, at musikken skulle starte kl. 14, men strømproblemer udskød starttidspunktet til kl. 15. Ud over vores info-stand var der naturligvis scenen med den dejlige musik, pladsen, hvor der var rigeligt plads til at danse, siddepladser i form af trapper hele vejen rundt og ikke mindst to øltelte.

I det største af ølteltene kunne der købes smagsprøver. 10 kr. stykket eller 11 for 100 kr. Der var 4 stande fra Fur, Ceres, Vestfyen og Carlsberg. Smagsprøverne her var flaskeøl. Ville man have store fadøl kunne sådanne købes i et andet telt for 40 og 45 kr. Desværre fik jeg ikke taget billeder af sidstnævnte, men det så da ud til at de i både det store og det lille telt havde god omsætning. Flinke folk bag de forskellige stande bidrog givet til dette.

Lørdagen startede ca. kl. 12.12, da den blev udskudt 12 minutter p.g.a. træskibenes fløjtekoncert, og varede til kl. 18. I modsætning til om fredagen var vejret nu blevet koldt, det regnede ind imellem og blæste en del. Derfor var der ikke mødt så mange mennesker frem om lørdagen. I løbet af eftermiddagen duklkede der dog en del op.

Stedet for arrangementet var i øvrigt ret velvalgt. Man kunne komme til stedet på vanlig vis som gående, cyklende, bilende og bussende (hi hi) men desuden også ad vandvejen, da både DFDS bådende, Netto bådene og diverse sightseeingbusser ankom lige til pladsen.

Ved vores stand havde vi heldigvis også besøg af ret mange mennesker, som modtog blade og diverse brochurer og fik en snak om dette og hint. Der blev således talt både dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk, polsk, janpansk, kinesisk, rumænsk og russisk ved standen. Den russisktalende var i øvrigt cyklet fra Moskva. Tilbød ham at deltage i næste års Tour de Biére, men han sagde at det var for let! Til børnene havde vi medbragt vingummi og flødekarameller, for som somme siger, er det vigtigt, at vi får kontakt med dem før sporten tager dem.

Om vi fik nye medlemmer er vanskeligt at vurdere, men vi fik i det mindste vist flaget og skabt nogle gode kontakter. Tak til Nyhavn Erhvervsforeningen fordi I lod os være med, og tak også fordi I var så søde imod os. Vi vil helt sikkert omtale jeres arrangementer fremover. Efter sigende skulle der være 10 om året.

 

16. og 17.9.2011

Klik på billederne, hvis du vil se dem i stor størrelse.