Kære medlemmer.!

Så kom sommeren, og lørdag den 1. juni 2013 indledte vi markedsføringen af Køge Øldag 2013, men udover dette kan du i dette nyhedsbrev læse om
 
·         Næste arrangement, ”Kvinder og øl”,
·         Hent en gratis fadøl lørdag den 8. juni 2013 i Museumshaven,
·         Markedsføringen af Køge Øldag 2013,
·         Frivillige søges til Køge Øldag 2013,
·         Årsmødet den 11. september 2013,
·         Et nyt fantastisk sæsonprogram 2013/2014
·         Køge Lokalafdeling, måske med eget cykelhold?

 

Kvinder og Øl - onsdag d.12. juni - få pladser tilbage

Sidste arrangement før sommerferien står for døren, og vi har kigget smagelisten fra aftenens kvindelige brygmester over skulderen, og vi kan afsløre, at der bl.a. kommer et par  trappister i glassene. En spændende aften hvor også mænd kan lære noget, og måske lidt mere om kvinder.


Der er kun en håndfuld pladser tilbage, og hvis du ikke allerede har foretaget tilmelding kan du læse mere om denne aften ved at klikke her.

Tilmelding på koegeale.eventbrite.com

 

Foreningernes dag - Lørdag 8. juni - En gratis øl

Kig ind i Museumshaven hvor din lokalafdeling står klar til at udbrede kendskabet til det gode øl, og så kan du ved at vise dit medlemskort få udleveret en gratis fadøl (jo, den er god nok).

Vi står klar i haven fra kl. 10 – 15. Du kan også få oplysninger om Køge Øldag og flyers/plakater til brug for din arbejdsplads o.l. Og hvis du står og mangler flydende ølsæbe og vor egen ølshampoo, så kan du få depotet fyldt op på lørdag.

Ses vi i Museumshaven?

 

Markedsføring af Køge Øldag 2013

Markedsføringen er allerede begyndt. Onsdag den 29. maj 2013 bragte Radio Køge et længere interview med lokalafdelingens formand, og i et stort tillæg til Lørdagsavisen, Bornholm/Køge, blev noget af øldagens indhold afsløret.
Hvis du benytter dette link, kan du se hvad Lørdagsavisen skrev:

http://koege.lokalavisen.dk/koege-oeldag-er-kommet-for-at-blive-/Kultur/20130602/artikler/705149123/1423
 
Og så var det ellers den 1. juni 2013. Dagen hvor vi med hjælp fra Peer, Jan, Kim, Verner fik udleveret 2000 flyers, dels i vinduesviskeren på et utal af biler på Køges parkeringspladser, i Bryghuset Braunstein, hvor der samme dag var åbent hus, i Hugos Gård, hvor flere hundrede lyttede til jazz og nød øl og solen, og så på Køge Havn, hvor tusindvis ventede på ”tøserne”, der var ude på en 112 km cykeltur.
 
Men dagen startede faktisk ude på Billesborgvej. ”Tøserundens” første stigning op mod Vallø, kl. 06.45. Her var Knud og Thomas klar med et stort banner, der reklamerede for Køge Øldag 2013. Over et lille hegn og så ind på en mark. Langtfra kiggede 10 nysgerrige sortbrogede kvier. Efter nogle minutter nøjedes de ikke med at kigge. De ønskede nærkontakt af 2 grad. De kom tættere og tættere på, og det er ikke fordi Knud og Thomas er ”tøsedrenge”, men de 2 ”tøsedrenge” fortrak over hegnet – der viste sig at være elektrisk (!!!) – og så kom banneret til sin ret. Alle de 6000 sadelbetvingere har bemærket datoen. Det blev kommenteret, ”vi kommer”, ”fed dag sidste år”, og ”er det her turens første depot”?
 
Vi bringer her et stemningsfoto fra Billesborgvej, og kan konstatere, at der allerede er KØER til Køge Øldag 2013!

 

Frivillige søges til Køge Øldag

Ingen Køge Øldag uden festivalfrivillige. Vi skal have besat vagterne til Køge Øldag. Enkelte frivillige har de sidste 2 år efterlyst kortere vagter, og som noget nyt vil man i år kunne påtage sig enten 1 eller 2 vagter:
 
Lørdag den 24. august 2013:
Vagt 2: 14.00 – 18.30 (5 poletter)
Vagt 3. 18.00 – 22.00 (4 poletter)
 
Alle frivillige har gratis adgang og for hver time modtager man 1 polet – dog runder vi op til hele timer for vagt 1 og vagt 2.
Der vil være sandwiches til de der er på vagthold 2 og 3.
 
Derudover inviteres alle frivillige efterfølgende til en hyggeaften med mad og drikke.
 
Det vil være muligt at få poletter for vagter udleveret før en vagt, således at man kan teste udstillernes bryg før vagten begynder.
 
Vi har brug for frivillige ved de 2 indgange, i poletboden, i lokalafdelingens butik, hjælp hvis der skal hentes øl til standene, oprydning så festivalarealet hele tiden tager sig pænt ud, og specielt til de der er vagt 3, bruges tiden fra 21 – 22 på at hjælpe udstillere tilbage til deres varebiler med overskydende øl og på at at rydde op. Vi har som lovet indbudt tidligere frivillige til at byde ind på vagter først. Morgenvagten (08.00 – 14.30) samt søndagsvagten med oprydning er udsolgt, med der mangler fortsat frivillige til Vagt 2 og Vagt 3.   
 
Har du lyst til at være frivillig, og være med til at give de der besøger Køge Øldag en oplevelse, så send en mail til Knud på mail panzerknud@jensen.mail.dk hurtigst muligt.
 
Vi ved af erfaring, at det kan være svært at få besat den sidste vagt, men håber alligevel at der er nogle der påtager sig denne opgave. Nuvel, man når ikke at smage så meget, men så må man jo smage endnu mere, når vi efterfølgende afholder hyggeaften for de frivillige med mad og øl.
 
Hvis man ønsker supplerende oplysninger, kan man gå ind på www.koege-oeldag.dk, hvor man udover at se uret tælle ned, også kan se listen over udstillere, og de sponsorer der pt. bakker op om Køge Øldag 2013. Vi kan dog bruge endnu flere sponsorer, så kender du en potentiel sponsor, så kontakt lokalafdelingens formand, Thomas Ensbye, på tlf. 60 20 25 11.

 

Årsmødet d.11. september 2013

Årsmødet afholdes hos bryggeriet Braunstein – på Køge Havn.  Og som bekendt skal lokalafdelingen have ny lokalformand, og eftersom 5 ud af de 7 nuværende bestyrelsesmedlemmer stiller sig til rådighed for endnu en periode, skal der som minimum vælges 2 nye  til bestyrelsen.

Vi håber der, blandt vore medlemmer, er nogle der har lyst til ufordrende opgaver i en bestyrelse hvor det er muligt at få indflydelse og være med til at sætte det gode øl på dagsordenen. Hvis man ønsker oplysninger om bestyrelsens arbejde, kan man kontakte lokalafdelingens formand, Thomas Ensbye, på mobil 60 20 25 11.
  
Som bekendt skal vi også have en ny økonomichef. Et spændende ulønnet tillidspost, og i bestyrelsen har vi talt om, at denne ikke nødvendigvis behøver at være medlem af bestyrelsen, men blot klare lokalafdelingens begrænsede bogholderi og overskuelige regnskab. Så er der blandt vore medlemmer nogle der har en regnskabsmæssig baggrund og lyst til at bruge nogle få timer hver måned, så kontakt lokalafdelingens formand.

 

Sæsonprogrammet 2013/2014

Så ligger programmet klart. Det er måske det mest ambitiøse program vi hidtil har sendt ud til vore medlemmer, og det bliver en sæson med bl.a. humlebomber, en sort pub quiz, 2 x smagning af super danske julebryg, besøg af legenden Luffe fra Møns Bryghus, irsk nationaldag hvor vi sætte fokus på bryg fra den grønne ø, en tysk aften hvor ”Tante Ju” og Heinkel tæppebomber os med gutes Bier, 10 trappister der kommer marcherende og sæsonens gys, Lambic og Geuze.

En sæson der appellerer til de forskellige ganer, så sæt X i kalenderen, og du er klar til at møde udfordringer.

Klik her og print programmet ud.   

 

Eget cykelhold? Måske?

Hvorfor ikke? Køge er en cykelby, og kendt for at lægge start og mål til Tøserunden og Sjælland Rundt. Inspirationen fik vi under afvikling af Tøserunden. Vi så flere af vore kvindelige medlemmer sidde i sadlen, men hvorfor ikke reklamere for Køge Lokalafdeling og Køge Øldag? Vi har i bestyrelsen drøftet idéen, og besluttet at næste år stiller vi med et hold i Tøserunden (navnet har vi allerede) – et hold på max. 10 ryttere, og så vil der selvfølgelig være et ordentlig øldepot, når målet nås.

Vi tænker os, at lokalafdelingen yder et tilskud til tilmeldingsgebyret for deltagelse samt en reklametrøje. Hvis der blandt vore kvindelige medlemmer måtte være forhåndsinteresse herfor, så send en mail til thomas.ensbye@ale.dk     
 
Endelig ønsker vi alle vore medlemmer en fantastisk sommerferie. Om I skal vest, øst, nord eller drager sydpå, så husk, at der ligger smagsmæssige oplevelser og venter forude.
 
Sluttelig - vi ses derude, til arrangementet ”Kvinder og øl” og så selvfølgelig til Køge Øldag 2013 lørdag den 24, august 2013.
 
De bedste hilsner
Bestyrelsen                   
Køge Lokalafdeling
Danmarks bedste lokalafdeling

 

 
Dette nyhedsbrev

blev produceret i følgeskab med en Prior Trippel.