Kære alle.!

Denne forårsmåneds første nyhedsbrev – og der kommer med sikkerhed et eller 2 mere, hvilket ene og alene skyldes at vi nærmer os Lokalafdelingens 10 års fødselsdag, og der sker mangt og meget op til og omkring denne dag.

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

•    Invitation til deltagelse i vor fødselsdagsfest, hvor man for blot kr. 150,00 kan nyde mad, masser af øl, musik og så er der storskærm hvor man LIVE kan se åbningskampen Holland – Danmark i Ukraine. Læs mere her.
•    Lokalafdelingens fødselsdagskonkurrence, hvor vi sætter 2 x 20 special-Øl på højkant. Læs mere om denne konkurrence her.
•    Historisk tilbageblik.
•    Sæsonprogrammet for 2012/2013 ligger klart, og de kan du hente her
•    Lokalafdelingens fødselsdagsbryg.
•    Lokalafdelingens garagesalg.

 

Fødselsdagsfesten

Køge Lokalafdeling har længe arbejdet på at give lokalafdelingens mere end 360 medlemmer en uforglemmelig dag. Vi har henlagt festen til en meget charmerende lokalitet i Køge, nede ved Køge Åbassin. Den røde fiskerhytte lægger domicil til, og eftersom vi forventer at blive rigtig mange denne dag, opstiller vi desuden en stor lukket pavillon på græsarealet.

Fra kl. 13.00  21.00 fejrer vi de første 10 år, og udover at præsentere lokalafdelingens jubilæumsbryg og tømme en ”øl-bil”, byder vi på bl.a. mad og musik.

Samme aften vil det være muligt at se åbningskampen fra EM i Ukraine, når kampen Holland – Danmark spilles. Der er altså ingen gyldig grund til at det er fodboldkampen, der afholder vore medlemmer fra at komme.

I forbindelse med denne fødselsdagsfest har vi brug for hjælp, og du kan i invitationen se hvilken hjælp vi har brug for her.

Lokalafdelingen har indkøbt en gæstebog, som vi håber alle vil skrive i.

Vi ser frem til en uforglemmelig dag – et brag af en fødselsdagsfest – så husk tilmelding her.

 

Fødselsdagskonkurrence

I forbindelse med lokalafdelingens 10 års dag har vi udskrevet en konkurrence hvor vi sætter 2 x 20 specialøl på højkant. En bage/kage/brød konkurrence, hvor man kan tilmelde sig i 2 kategorier. Bag et brød og eller en kage med øl.

Læs mere om de særlige konkurrenceregler her.

 

De første 10 år

Vi har lokket lokalafdelingens 2 første formænd, Anker Osten og Torden Djurs Christensen til at beskrive lokalafdelingens fødsel og de første år, og i forbindelse med fødselsdagen offentliggøres dette historiske tilbageblik.

 

Program for 2012/13

Traditionen tro plejer vi at præsentere sæsonprogrammet til næste sæson allerede i foråret, og vi i bestyrelsen synes selv vi har fået blandet kortene rigtig, hvorfor det er et usædvanligt spændende program der ligger klart. Der bør være noget for enhver smag, og bemærk venligst, at vi i december 2012 afholder smagning af julebryg over 2 dage.


Hent det her og print programmet ud og sæt X i kalenderen.

 

Vores fødselsdagsbryg.!

Navnet på denne unikke offentliggøres først den 9. juni 2012, men brygget har det rigtig godt. Lagrer lige nu hos Føniks i Næstved. Ca. 30% rugmalt, chokolade rugmalt, pilsnermalt, cascade humle i rå mængder, og så tørhumlet med Chinok og Amarillo.

Glæd jer – det bliver godt. 8% og en øl der både kan drikkes nu og kan ligge og udvikle sig.

 

Garagesalget

Det gør vi igen. Fra en af vore leverandører og udstillere til Køge Øldag havde vi indkøbt en palle øl. Slaapmutske Blonde 0,75 l til blot en tyver, Kulmbacher Eisbock til en ti’er, 5 l Nova Paka Dark i partydåse for 65 kr., An Brain Blasta – Irish strong ale fra Porterhouse i Dublin til en ti’er eller 225 kr. for 24 stk., PilNZer fra Kissmeyer til 6,50 etc. etc.

De første kom på slaget 10, og efter 1 time kunne vi melde alt udsolgt. Det er ikke sidste gang vi foretager indkøb i større stil, for at kunne give de supergode tilbud videre til medlemmerne i Køge Lokalafdeling.

Sluttelig skal vi erindre om at Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling overrækker Dansk Økmærke 2012 til Hugos den 24. maj 2012 kl. 19.30. For at fejre dette er der specialpris på øl fra alle 19 haner fra kl. 19.00 – 23.00. Blot 35 kroner!

De bedste hilsner
Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling
- din lokalafdeling

 

 
Tilmelding fødselsdagsfest

Klik her for at tilmelde dig.

For medlemmer af lokalforeningen og MAX EN ægtefælle/ledsager/gæst pr. medlem.

 

HUSK! Ølfestival i Valby

Afholdes i TAP1, Ny Carlsbergvej 91, 1760 København V med indgang fra Ny Carlsbergvej.

Torsdag 10. maj - Lørdag 12. maj

Læs mere på www.ale.dk

 

Dette nyhedsbrev

blev produceret under indtagelsen af en Brewdog Punk IPA.