Kære Medlemmer

Nyhedsbrev for Køge Lokalafdeling juni 2011 indeholdende nyt om Køge Øldag, Radio Køge, frivillige og sponsorer til Køge Øldag, etc.


Køge Øldag!
Indledningsvis tusind tak for de mange tilkendegivelser omkring fødslen af Køge Øldag. Vi glæder os over den opbakning, vi har mødt og allerede nu har vi fået 10 tilsagn fra vore medlemmer om at være frivillig til Køge Øldag, men vi mangler fortsat 25 frivillige M/K’ere, så vi håber at mange af vore medlemmer hurtigst muligt sender os en mail med tilsagn om at ville påtage sig en vagt fra enten 08.00 – 16.00 eller 15.30 – 23.30. En oplevelsesrig dag venter forude.

 

Radio Køge!
Lørdag den 18. juni 2011 var Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling – ugens gæst hos Radio Køge. Studievært var Martin Rasmussen og med Lokalformanden i studiet blev der mellem kl. 10.00 og 12.00 talt om øl, Køge Øldag og lokalafdelingens forventninger hertil samt smagt 6 forskellige øl fra Danmark, Tyskland, Grønland og Belgien. 2 timer med unik reklame for Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling, og hvis du klikker dig ind her, kan du høre programmet, der undervejs blev krydret med god musik.

 

Køb en sponsorpakke!
Vi tror på, at Køge Øldag bliver en succes, og nu mangler vi kun at finde 20 sponsorer som hver er villige til at købe en sponsorpakke til kr. 1.000,00 eller  til på forhånd at købe adgangskort til Køge Øldag for en specialpris der hedder 12 adgangskort til prisen for 10 stk. Hvis du kender en potentiel sponsor skal vi bede dig klikke dig ind her og videresende vedhæftede fil med titlen ”Vil du også være en ægte KØLEgan?”. En potentiel sponsor kunne være din arbejdsgiver, din nabo der har egen virksomhed o.l.

 

De nye T-shirt – hvor kan de købes?
Vi har fået nogle forespørgsler på vore nye T-shirt. Vi har fået trykt 100 stk. i porter/stout-venlig farve (sort) og så med vort smukke farvestrålende logo Køge Øldag – og vi kan allerede nu se disse T-shirts i gadebilledet, men hvis du ikke var med til vor Mikkeller-smagning eller på Køge Torv, kan du bestille en T-shirt i enten str. L, XL eller XXL til en pris på kr. 100,00. Du sender en mail til vor webmaster/sekretær Søren Birk på birk(at)remove-this.lite.dk og du får besked om, hvor du kan afhente din T-shirt.

 

Er du håndbrygger?
Så hører vi rigtig gerne fra dig. Vi arbejder på at kunne præsentere de besøgende på Køge Øldag for en stand med håndbryg, og nu skal vi altså lige have fundet nogle håndbryggere der har lyst til at præsentere deres håndbryg. Vi har på nuværende tidspunkt tilsagn fra 2 håndbryggere fra Næstved, men håber på, at vi også kan have håndbryggere fra Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling.

 

Lagerplads søges!
Vi søger et medlem der har nogle overskydende kvadratmeter (kælderlokale o.l.) hvor vi op til Køge Øldag kan få opbevaret de mange smageglas etc. Hvis du har plads til overs, så send os en mail på jan.schmidt(at)remove-this.ale.dk og vi kontakter dig.

 

DiBa Bank – vor hovedsponsor!
Vi har som sagt fået DI BA Bank som hovedsponsor og det er i øvrigt Danmarks ældste bank med 140 år på dagen i år. I den anledning vedhæfter vi et særligt tilbud til fra DI BA Bank til vore medlemmer. Hvis du vil vide mere, kan du klikke dig ind her. Kontaktperson i DiBa Bank er Martin Bay Sørensen.

 

Køge Torv
Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling – var igen på Køge Torv pinselørdag, og rigtig mange af vore medlemmer mødte op til en ølsnak og en fadøl – og derudover var der flere hundrede nysgerrige forbi, for at høre om Køge Øldag. Det være sig lokale, turister og campister (Vallø Camping) der kom fra bl.a. Horsens, Helsingør, Rødvig, Brøndby Strand og Næstved, og de var alle interesserede i at høre mere om Køge Øldag, som medierne har omtalt.

Vi bringer her i kolonnen til højre en række stemningsbilleder fra Køge Torv. Og jo, vor pavillon var godt besøgt, de 5 timer vi har på torvet.

 

Den store Mikkeller-smagning!
Vi vidste det. Det ville blive en kanon aften. Og det blev en uforglemmelig aften. Sæsonen kunne ikke afsluttes på bedre måde. Vi har haft rigtig rigtig mange deltagere til sæsonens aktiviteter, og vor Mikkeller aften røg op på årets 2. plads med 68 deltagere, lige foran julesmagningen, men bag den russiske aften.

Vi havde i forvejen og forlænge siden gennem en grossist indkøbt en række Mikkeller øl, i den forventning af disse øl ikke ville være på markedet 12 måneder efter  og det viste sig at holde stik. Derudover bragte Thomas Schøn 2 øl med hvor den ene ikke fås i almindelig handel, da den kun indtages i forbindelse med en menu til kr. 2.500,00 hos restaurant Noma!

 

Følgende Mikkeller øl var på menuen:

 

Not Just Another Wit – 7,6% alk.

Stella 1 – Festival Edition 2010 – 10,0% alk.

Belgian Tripel – 9,0% alk.

Noma Nuvel – 8,5% alk.

Beer Geek Bacon (røgøl) – 7,5% alk.

It’s Alive – White Wine – 9,0% alk.

Monks Elixir – 10,5% alk.

Barrel Aged Black Tie – 11,5% alk.

Beer Geek Brunch Bourbon Edition – 12,7% alk.

Barrel Aged George Imperial Stout – 12,1% alk.

Big Worst Barley Wine – 19,1% alk.

En veloplagt Thomas Schøn fortalte om visionerne bag Mikkeller, hvor og hvordan der brygges og udvikles nye opskrifter på grænseoverskridende bryg. En unik aften – et brag af en aften – og sæsonen kunne ikke sluttes på bedre måde.

 

 

Vi har allerede udarbejdet programmet for sæsonen 2011/2012  og du kan finde det ved at klikke dig ind her. Print det eventuelt ud og opsæt det et sted du ser ofte, køleskabslågen vil være næsten for oplagt.

 

Vi vil i løbet af sommeren sende mails om nyt om Køge Øldag, ligesom vi arbejder på at gøre www.koege-oeldag.dk færdig.

 

Sluttelig ønskes I alle en rigtig god sommer og på gensyn på enten Køge Torv den 13. august 2011 og/eller til Køge Øldag den 10. september 2011.

 

De bedste hilsner
Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling

Bestyrelsen

Den store dag nærmer sig med hastige skridt!
Interessen for Formandens radioudsendelse var stor.
Hjælp gerne med til at skabe et solidt grundlag for Øldagen.
Vi efterlyser håndbryggere!

Stemningsbilleder fra Pinselørdag.

En stor aften!

Husk

at vi ved forevisning af medlemskort får 12% i rabat på listeprisen ved køb af øl i Holte Vinlager.
I ønskes en god sommerferie.