Kære medlemmer

De første forårsbebudere et allerede piblet frem. Forårsbryg, vårbryg og påskebryg er så småt begyndt at optage hyldeplads i specialbutikker og supermarkeder, og nu tør man endelig tro på projektet – forår.

Men inden det rigtig bliver forår kan vi i dette nyhedsbrev fortælle følgende:

•    Lokalafdelingens optræden på Køge Messen,
•    WIKA-smagningen
•    Den store IPA-smagning,
•    Vort fødselsdagsbryg,
•    Dansk Ølmærke
•    Presse

 

Køge Messen

I weekenden den 17. – 18. marts 2012 har du mulighed for at møde din lokalafdeling på Køge Messen i Køge-hallerne. Vi er at finde på Messetorvet eller salgstorvet ovre ved stand 95/96, og vi glæder os til at hilse på vore medlemmer og de ca. 15.000 gæster som hvert år plejer at aflægge messen et besøg.

På standen vil vi kunne informere mere om Køge Øldag 2012, og så har messens gæster mulighed for at købe en pose assorterede specialøl for en ”rund hund” – og det med besparelser på op til 70%. Lokalafdelingen har været på storindkøb hos velassorterede importører og grossister, og gjort nogle særdeles fordelagtige indkøb, og det lader vi alle ølinteresserede komme til gode.

Hvis du klikker her kan du printe et gratis adgangskort som sikrer dig adgang til Køge Messen, og hvis du printer 2 eller flere, kan du tage familie og venner med.

Kig forbi vor stand.

 

WIKA Smagningen

Det er en traditon. Sidste tirsdag i februar måned inviterer WIKA til ølsmagning, og i år dukkede der næsten 270 ølglade kunder op. Blandt de mange udstillere, lokale regionale og landsdækkende bryggerier samt importører havde Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling indtaget vor faste standplads. Ovre ved øllet!

Rigtig mange af vore egne medlemmer var mødt frem, og derudover var der travlhed på standen, da vi samtidig også løftede sløret for hvilke bryggerier og importører der løfter Køge Øldag 2012 op i Superligaen.

På standen kunne man vinde 3 gavekort til en smagning hos Danske Ølentusiaster, og vi fandt 3 vindere – og du kan se den ene, Winnie Holm, her på siden sammen med andre stemningsfotos fra WIKA-smagningen.

WIKA er en af vore klub-20 sponsorer til Køge Øldag, og glædeligt var det, at de under smagningen tegnede sig for en dobbelt sponsoraftale, ligesom de sponserede 100 plastbæreposer som vi bruger under Køge Messen.

 

Den store IPA aften

I løbet af få dage var der udsolgt, så mere end 1 måned før, kunne vi konstatere at samtlige 70 pladser var revet væk. Det er jo tankevækkende – men vi kan også konstatere, at det ikke er ”Tordenskjoldssoldater” der kommer hver gang, og det er jo fint, for der skal jo være noget for enhver smag.


Fødselsdag og fødselsdagsbryg.!

Der gik ikke engang 24 timer før vi kunne registrere at der var forudbestilt mere end 200 flasker á 0,5 l, og siden er der kommet endnu flere forudbestillinger.

Vort fødselsdagsbryg brygges på Føniks i Næstved og vi vil følge processen i vore nyhedsbreve. Hvis du/I ikke allerede har forudbestilt 6 eller 12 stk. af lokalafdelingens eget jubilæumsbryg, kan du sende en bestilling til bestyrelsens logistikchef Henrik Vahlgren på henrik@vahlgren.dk. Pris for 6 stk. 0,5 l er kr. 200,00 og for kr. 350,00 står 12 flasker og venter på den rette ejermand.    

 

Dansk Ølmærke

Uddeles hver andet år. Og også i år har udvalget bag Dansk Ølmærke, og på baggrund af lokalafdelingens instilling, besluttet at hædre Hugos med Dansk Ølmærke – øllets svar på Michellin-stjernen.
 
Bestyrelsen for Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling vil overrække Dansk Ølmærke til Hugos i maj (nærmere dato følger) i år, og vanen tro vil vi der denne Aften være en ganske særligt tilbud. 35 kr. – kun tretifem kroner for et glas fra de mange specialhaner. Overrækkelsen vil ske i overværelse af den lokale presse.  

 

Presseomtale

Hvis man er ivrig læser af Køge Onsdag, Lørdagsavisen og deres netavis, Dagbladet samt Radio Køge, vil man kunne konstatere, at lokalafdelingen får rigtig megen omtale. Det er selvfølgelig glædeligt – og vi forsøger hele tiden at styre presseinformationerne, således at vi hele tiden kan være aktuelle.

Senest blev lokalafdelingens optræden i WIKA både før og efter omtalt i de skrevne medier, og før det var Ølvalget 2012 omtalt i Lørdagsavisen, deres netavis, Dagbladet, samt et interview i Radio Køge, og den 26. marts 2012 kl. ca. 08.00 er DØE Køge, direkte i studiet, efter at årets ølvalg er afsløret på generalforsamlingen i Odense. Lyt med på FM 98,2 eller 106,2 – 106,8 MHz.

Endelig var afdelingen omtalt i en stor 2 – siders artikel i Sjælland Erhverv om de sjællandske bryggerier torsdag den 8. marts 2012.

 

Næste arrangement: Pub & Pint Quiz

Næste måneds arrangement er mandag den 16. april 2012 – Pint & Pub Quiz. Det bliver både sjovt og anderledes og holdt i bedste britiske pubstil – og garant herfor er bestyrelsen engelske islæt Paul Wilson.

Du kan se vores teaser her.

Der åbnes for tilmeldinger til Pint & Pub Quiz den 21. marts 2012 kl. 12.00.

Mvh.

Bestyrelsen

 

fra WIKA Smagningen