Køge er årets lokalafdeling..!

Billeder venligst udlånt af Jakob Sørensen, Esbjerg lokalafdeling

Blandt Danske Ølentusiasters mere end 50 lokalafdelinger er der hvert år en venskabelig kappestrid om at blive Årets Lokalafdeling. Efter indstillinger fra foreningens regioner udpeger Landsbestyrelsen en lokalafdeling der i løbet af året har udmærket sig ved gode og varierede tiltag og arrangementer til gavn for udbredelsen af kendskabet til øllets verden.

Årets Lokalafdeling 2011 blev Lokalafdeling Køge, og det er der rigtigt gode grunde til. Vi citerer fra den udsendte pressemeddelelse:

Lokalafdeling Køge har gennemgående, og ikke mindst i løbet af 2011, været meget aktiv på adskillige fronter. Foruden afholdelse af velbesøgte månedlige medlems-møder på lokalafdelingens faste mødested, Hugo’s Kælder, har lokalafdelingen såvel udadtil som internt i foreningen taget nogle vellykkede initiativer.

Flere gange i løbet af 2011 har Lokalafdeling Køge præsenteret lokalafdelingen og Danske Ølentusiaster udadtil i Køge, ikke mindst i forbindelse med Køge Øldag, hvor lokalafdelingen i samarbejde med Hugo’s Kælder og adskillige bryggerier tiltrak over 900 gæster til et arrangement med musik, grill og godt øl.

Den store udadvendte aktivitet har da også betydet at medlemstallet i lokalafdelingen er vokset med 10 % i løbet af 2011. Og deltagerantallet til medlemsmøderne er efterhånden vokset så meget at man overvejer at dele de månedlige medlemsmøder i to, da lokalerne ikke længere kan rumme alle tilmeldte.

Lokalafdelingen har også, på eget initiativ, effektiviseret tilmeldingen til medlemsmøderne gennem aktiv anvendelse af Internettet, lige som lokalafdelingen har egen Facebook-gruppe.

Endelig har Lokalafdeling Køge arrangeret – og udsolgt – en ølrejse med bus til Tjekkiet, som vil finde sted i 2012.

Prisen for den ærefulde titel blev overrakt Lokalformand Thomas Ensbye på Danske Ølentusiasters Generalforsamling i Odense lørdag den 24. marts. Foruden en vandrepokal fulgte der 10.000 kr. med, som lokalafdelingen kan bruge til medlemsaktiviteter.

Lokalafdelingens formand sagde følgende i sin takketale:
Tusind tusind tak. En fantastisk hæder so vi i Køge vil dele med alle vore medlem-mer. Uden deres opbakning var vi aldrig kommet dertil hvor vi er i dag. En meget aktiv medlemskreds som gør at vi gang på gang kan melde alt udsolgt til vore arangementer og så denne hæder i et år hvor lokalafdelingen har 10 års jubilæum.

På vegne af Køge Lokalafdeling skal jeg takke alle jer der har indstillet os til denne hæder. Vi er stolte med også ydmyge – men vi har nu ikke tænkt os at hvile på de frisk høstede laurbær. Vi har fortsat mange idéer og vi vil fortsat arbejde for at udvikle vor lokalafdeling og fastholde Køge Lokalafdeling som en afdeling der også kan være trendsætter.

Efterfølgende var der masser af lykønskninger til hele Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling fra andre lokalafdelinger ligesom der også er indløbet gratulerende mails.

STORT TAK TIL ALLE VORES MEDLEMMER, SOM HAR GJORT DENNE HÆDER MULIG.!

 

Stor messesuccés

Flere end 14.000 gæstede Køge Messen og efter 2 lange hårde dage, føltes det som om alle 14.000 gæster også lige havde været en tur omkring standen fra Køge Lokalafdeling.
Rigtig mange af lokalafdelingens medlemmer lagde også vejen forbi stand 95, og
alle messens gæster kunne erhverve sig en smagsprøve på en Ferdinand Dark og en Hancock Black Lager, men også nyde godt af de gode messetilbud der var at finde på standen – bl.a. Køge Ølshampoo som fik nye tilhængere.

Under messen fik vi promoveret Køge Øldag 2012 på bedste vis. Uddelt masser af materiale om DØE og flyvers om Køge Øldag, og så vi fik igen nye medlemmer – bl.a Dan Berantzinc – som fik sig en rigtig god oplevelse – se stemningsfotos fra de 2 messedage.

Flere virksomheder var forbi for at få en evt. ”sponsorsnak” omkring Køge Øldag 2012, og vi håber at enkelte af disse vil tage ejerskab og være med til at bære Køge Øldag 2012 igennem.

Vi kan endelig oplyse, at DiBa Bank også i 2012 vi optræde som hovedsponsor og være med til at give Køge By og omegn endnu en oplevelse, og det er vi i bestyrelsen mere end tilfredse med.

Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling vil også være at finde på Køge Messen 2013 – den 16. og 17. marts 2013.

 

Humlehovederne var på plads

Ja, vi kunne ikke proppe flere ind. Alle pladser var besatte og igen kunne melde om alt udsolgt og det endda 1 måned før. 70 humleaficionadoer havde givet fremmøde, og de nød følgende menu:


Indslev Bryggeri – Hvede IPA – 5,5% alk.
Schneider Hopfenweisse – 8,2% alk. – Tyskland  
Vadehavsbryggeriet - Misthusum IPA - 6,2% alk. / Danmark/Tjekkiet
Elmegade IPA - 6,2% alk.
Mikkeller - 19 IPA - 6,9% alk.
Kissmeyer -  Red IPA - 7,0% alk.
To-øl.dk - Final Frontier Double IPA - 9,0%
Midtfyns Bryghus – Double IPA – 9,2% alk.
Midtfyns Bryghus – Hoppy Munk / 9,5% alk.
Leafer Madness Imperial Pale Ale -/ 9,0% alk / USA
Amager Bryghus - XXX Rated Dobbelt IPA - 9,0% alk.

Selvom de mandlige medlemmer denne aften var i overtal, var der overraskende mange kvinder, og på et af aftenens stemnings fotos havde vi samlet nogle af aftenens kvindelige deltagere som dokumentation for at aftenen ikke helt var i mændenes verden.

Endelig blev Sonja hyldet med en sang da hun samme dag fyldte år. Nu forbyder det os at nævne alderen – men vi kan røbe at tallet var tocifret.

 

Pint & Pub Quiz

Den 21. marts 2012 kl. 12.00 åbnede vi op for tilmelding til næste arrangement, den 16. april 2012, og indenfor de første 15 min. indløb der 14 tilmeldinger, og der er ingen tvivl om at også dette arrangement bliver udsolgt. I skrivende stund er der afsat 2/3 af pladserne, så der er muligheder endnu for dem som er hurtige på tasterne.

I forbindelse med Pint & Pub Quiz har bestyrelsen testet kategorier og spørgsmål, og vi ser frem til at alle får en noget anderledes ”Kjøge-øl-aften”.

Invitationen til Pub & Pint Quiz finder du her.

 

Årets øl 2011.!

Under vort eget ølvalg i februar måned var det Røde Mor der høstede flest stemmer i kategorien øl op til 5,9% - blot 1 stemme foran Hornbeer’s Dryhop. Men samlet vinder blev Dryhop og i kategorien øl over 6% var det også Hornbeer der høstede hæder med deres The Fundamental Blackhorn.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Gunhild og Jørgen Fogh Rasmussen fra Hornbeer – og så lan vi lokalt møde Hornbeer når de lørdag den 25. august 2012 er med på Køge Øldag.

 

Nyt fra generalforsamlingen

En god generalforsamling med god debat som DØE og dens fremtid. Årskontingentet har lagt fast i 4 år, men eftersom alt omkring os er steget vedtog generalforsamlingen en kontingetstigning på kr. 25,00 – både for enkeltmedlemmer og hustandsmedlemmer. En minimal stigning som Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling kun kunne stemme for.

Sluttelig ønsker Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling alle vore medlemmer en rigtig god påske og på gensyn til Pub & Pint Quiz.

De bedste hilsner
Danske Ølentusiaster - Køge Lokalafdeling
Din lokalafdeling - og nu også Årets lokalafdeling.  


 

Fra Køge Messen

Produktions-info

Dette nyhedsbrev er blevet produceret under nydelsen af en Svaneke Bryghus Stout