Kære medlemmer!

I denne haste nyhedsmail kan lokalafdelingens medlemmer orientere sig om følgende:
• Alle 20 kasser fra Coisbo blev revet væk,
• Fredagens bedste øltilbud – 3 timer i Strøby,
• Så er der gratis øl på Køge Torv,
• Frivillig til Køge Øldag 2015.

 

Alle 20 kasser blev revet væk!

Din lokalafdeling tilbyder med jævne mellemrum mulighed for at købe øl næsten til de rene foræringspriser, og også denne gang gik der ikke lang tid før alle kasser var afsat. 300 fl. Coisbo afsat på ingen tid. De hurtige kan nu nyde velsmagende American Pale Ale og til jer der kom for sent – ja, vi vender tilbage med et godt tilbud en anden gang.

 

En aften i Strøby – fredagens bedste gå-i-byen-tilbud!

Denne korte nyhedsmail for at minde jer om at der fortsat er ledige pladser til besøget fredag den 14. august 2015 ude hos Olsen’s Bar i Strøby Egede. 
Der er med garanti tale om fredagens bedste til bud på en glad og hyggelig aften, for blot 100 kroner byder Olsen’s Bar på fri øl fra de 5 nye haner og i tilgift smider de en pulled pork burger oveni.

http://olsensbar.dk/
”Olsen’s Bar i Strøby, der som bekendt er indehaver Ølmærket, får installeret et nyt fadølsanlæg med 5 haner og det skal fejres”, siger Olsen. Og det med manér. Olsen’s Bar inviterer derfor til FRI FADØLSBAR fredag den 14. august 2015, fra kl. 19.00 – 22.00, men Olsen har allerede åbent fra kl. 18.00!
 
Tilmelding sker ved at send én mail til ghp(at)remove-this.danskemedier.dk senest den 12. august 2015, og eftersom vi kun råder over 45 pladser sker tilmelding efter princippet ”først til hanerne får først øl”.
Husk at Bus 108, 109 og 253 kører fra Køge St. og lige til Olsens gadedør.

Adressen er: Stevnsvej 33, Strøby Egede

Forslag til rejsen kunne være Bus 253 fra Køge St kl. 18:23 med ankomst til Olsen kl. 18:32 eller Bus 109 fra Køge St kl. 18:46 med ankomst til de næsten åbne haner kl. 18:57

Forslag til hjemrejsen kunne være Bus 109 kl. 21:19 med ankomst til Køge St. kl. 21:58 eller en time senere hvis skummet står højt 

 

Køge Lokalafdeling på Køge Torv!

Er du/I i Køge førstkommende lørdag vil man med garanti støde på en ombygget Christania cykel påmonteret køle- og fadølsanlæg, hvorfra der uddeles smagsprøver på Køge Øldag 2015. Cyklen kører rundt i Køge’s middelaldergader så gå blot efter lyden af en ringeklokke.

Skulle du imidlertid ikke møde denne bemandede cykel med opskænker, så kig ned på Køge Torv, hvor lokalafdelingen lige overfor Køge Rådhus  har en stor overdækket stand, hvorfra man kan få information om foreningens arbejde, og de sidste nyheder om Køge Øldag 2015, der som bekendt løber af stablen lørdag den 22. august 2015 i Hugo’s gård.
 
Ved fremvisning af gyldigt medlemskort kvitterer din lokalafdeling med et krus frisktappet fadøl, og ja, vi har som sædvanlig også Old Dark Gambrinus på den ene af hanerne.

 

Frivillig til Køge Øldag!

Nogle af vores trofaste frivillige til Køge Øldag kan desværre ikke deltage i år og vi vil også gerne se nye frivillige til Køge Øldag.

Der mangler 2 frivillige til eftermiddagsvagten kl. 14.00-18.30 og der mangler også 2 frivillige til aftenvagten kl. 18.00-22.00. Der vil naturligvis igen være kompensation til dem, der yder en indsats (indgang, poletter, sandwich m.m.). Skriv til Hanne_L(at)remove-this.mail.tele.dk hvis du gerne vil være med til at gøre Køge Øldag en succes igen.

 

Sluttelig på gensyn på Køge Torv den 8. august 2015 og i Strøby Egede den 14. august 2015
 
De bedste hilsner
Køge Lokalafdeling – Danmarks bedste lokalafdeling