Kære medlemmer!

Godt nytår til alle!

Her få dage efter en forrygende amerikansk aften, hvor der blev serveret et par håndfulde potente bryg, kan man i dette nyhedsbrev orientere sig om følgende:

Den amerikanske smageaften,

Næste smagning - Årets ølvalg 2014 – søndag den 22. februar 2015,

Så skal alle til stemmeurnerne,

Årets ølrejse 2015 – nu foreligger årets bedste rejsetilbud, som I har ventet på….

Mere om flaskepant,

SOS Børnebyerne afholder ølsmagning i samarbejde med Køge Lokalafdeling, 

”Hvem er hvem” i lokalafdelingens bestyrelse,

En ode til det gode øl.

 

 

 

Amerikansk smageaften!

Udenfor blinkede de røde lygter i mørket, og indenfor gav de amerikanske bryg alle fremmødte rød farve i kinderne, og lydstyrken fra de mange tunger nåede nye højder. En aften hvor der blev serveret et par håndfulde super velsmagende potente bryg – og disse bryg blev ledsaget af gode fortællinger om amerikansk mikrobryg.

Flere er af den opfattelse, at det netop er i USA, man måske finder de mest ekstreme, mest kompromisløse bryg, og uanset hvad man måtte mene derom, kan vi alle takke den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter, for at denne besluttede, at give amerikanerne lov til at brygge til eget forbrug. Det satte om noget gang i den ameri-kanske ølrevolution.

Vi bringer her en kopi af smagelisten, og på samme side også nogle stemningsfotos fra den amerikanske aften.

 

Næste smagning - Årets ølvalg 2014 – søndag den 22. februar 2015!

Søndag den 22. februar 2015 står de 10 kandidater klar. Klar til at kæmpe om de gyldne laurbær og den hæder der følger med. For at skabe mere plads til vore smagninger, forsøger vi som noget helt nyt, at afholde smagningen en søndag aften, for derved at skabe endnu mere plads til vore medlemmer.

Tilmelding kan ske fra søndag den 25. januar 2015 kl. 12.00 - og hvis man klikker her vil man kunne læse mere om denne smagning.

BEMÆRK: Smagningen starter kl. 19.00

Biletter kan købes her fra søndag d. 25 jan 2015 kl. 12.00

 

Så skal alle til stemmeurnerne!

Medlemmer af Danske Ølentusiaster går til valg lidt hyppigere end den danske befolkning generelt. I 2014 kunne man stemme om 823 danske ølnyheder i 2013, og man tænkte i det stille, at dette antal umuligt kunne overgås. Forkert. Bryggerier og brygmestre har overgået resultatet fra 2013. Og nu skal der så stemmes og alle medlemmer af Danske Ølentusiaster kan stemme i kategorien af ølnyheder op til 5,9% og i kategorien over 6,0%. Afstemningen gik i gang i mandags (den 19. januar 2015) og vi opfordrer alle vore medlemmer til at klikke ind på http://www.ale.dk/index.php?id=9862 og afgive sin stemme. 

Vi skal dog ikke undlade at opfordre til at man ”tænker globalt – men stemmer lokalt” og der er faktisk kommet flere gode ølnyheder fra lokalområdets bryggerier i år.

Årets ølrejse 2015 – nu foreligger årets bedste rejsetilbud, som I har ventet på…

For 4. år tilbyder Køge Lokalafdeling en ølrejse og til det samme pris som i 2012, 2013 og 2014. Køge Lokalafdeling er en af de få lokalafdelinger der har dette medlemstilbud, og hidtil har der været meget opmærksom på disse rejser, og vi har hvert år kunne melde alt udsolgt. Det kan vi med garanti også i år.

Der er reelt tale om 2 rejser. Vi sender 2 busser af sted til Tjekkiet, og hver bus følger sin rute, for til sidst at mødes de 2 sidste dage, hvor den altid charmerende humlefestival venter i Zatec. 6 dage med fantastiske øloplevelser, hvor vi bl.a. besøger nogle spændende mikrobryggerier i et centraleuropæisk land hvor nye bryggere og nye spændende bryg står i kø for at blive testet. 

Hvis man klikker her kan man læse om Ølrejsen Bus 1, og hvis man klikker her, kan man få flere informationer om Ølrejsen Bus 2. Tilmeldingsblanketter til Bus 1 og Bus 2 finder man henholdsvis her og her.

Såfremt der er spørgsmål til årets allerbedste rejsetilbud kan man kontakte ølrejsens touransvarlige, Thomas Ensbye, på mobil 60 20 25 11 eller mail thomas.ensbye(at)remove-this.webspeed.dk

Vi bringer nogle stemningsfotos fra sidste års rejse.

Mere om flaskepant!

Vi har ved flere lejligheder, på det seneste, beskrevet nogle af de oplevelser man kan støde på, når man står foran flaskeautomaten med tomme flasker og dåser. Og herfra skal der lyde en tak fordi I følger med i føljetonen og bidrager med input.

Vi har jævnligt påtalt problemer overfor de ansvarlige, og senest har et centralt pla-ceret supermarked meddelt, at man har skærpet opmærksomheden på dette problem og taget emnet med på info-møder. Så herfra lyder opfordringen, at hvis automaten nægter at modtage pant med de gyldige pantmærker (se mere her http://www.dansk-retursystem.dk/content/dk/pantsystemet/danske_pantmarker) så kontakt os og vi drøfter problemet med de/den der modtager flaske/dåsepant.

Eller tag kampen på stedet!

 

SOS Børnebyerne afholder ølsmagning i samarbejde med Køge Lokalafdeling.

Køge Lokalafdeling har gjort det før. Stået bag en offentlig ølsmagning som den lokale afdeling af SOS Børnebyerne afholder, og hvor overskuddet ubetinget går til det arbejde SOS Børnebyerne gør for at hjælpe børn rundt i den store verden.

Lokalafdelingens medlemmer har også mulighed for at deltage i denne smagning, der afholdes tirsdag den 3. marts 2015, kl. 19.00 i Køge Roklub’s lokaler på adressen Søndre Molevej 19 i Køge.

Det er lokalafdelingens tidligere formand, Thomas Ensbye, der står bag smagningen, hvor det vil være muligt at smage 10 forskellige bryg fra bl.a. England, Tyskland, Spanien, Tjekkiet, Irland, USA, Sverige og Danmark, og vel at mærke øl, man normalt ikke støder på til lokalafdelingens månedlige smagninger.

Pris kr. 125,00 og adgangskort vil kunne købes i Hugos eller bestilles direkte hos SOS Børnebyerne v/Hanne Andresen på mail hanne.andresen67@gmail.com

Supplerende oplysninger kan hentes ved at klikke her.

 

Hvem er hvem i lokalafdelingens bestyrelse?

På årsmødet den 31. oktober 2014 blev der som bekendt foretaget nyvalg og genvalg, og hvis man er nysgerrig efter vat se hvem der sidder i lokalafdelingens bestyrelse, så vil vi opfordre til at man klikker her: http://www.ale.dk/index.php?id=1208

 

 

En ode til det gode øl.

Under den amerikanske smagning fremsagde Per Skaibæk denne ode til det gode øl:

Tag denne gode øl, efter en time på, check om den er kold, så du kan knap den op, fylde glas, krus eller kop, se det hvide skum, fylde det åbne rum, over det mørke øl, drik så tår efter tår, langsomt, uden at bruge år, når glasset det er tomt, så er det bare om, om og om

 

Sluttelig ser vi frem til at møde jer til lokalafdelingens kommende aktiviteter, og håber alle vi få rigtig spændende øloplevelser i 2015.

De bedste hilsner

Danske Ølentusiaster/Køge Lokalafdeling –

Danmarks bedste lokalafdeling

Bestyrelsen

Dette nyhedsbrev er blevet til under indflydelse af indholdet af denne Hara’Punk Papap o’Hara Porter på 6,5% - en ungarsk porter – ja, det er ganske vist. En af de utallige mikrobryg som lige nu kommer fra i Ungarn.

Amerikansk aften 2015

Ølrejse 2014