Kære medlemmer

August – måneden hvor sæsonens højdepunkt i Køge Lokalafdeling finder sted. Nedtællingen er begyndt, men i dette nyhedsbrev – det næstsidste før Køge Øldag 2016 – kan man orientere sig om følgende:

 

·         Køge Torv lørdag den 6. august 2016,

·         Presse siden sidst,

·         Belgisk aften – søndag den 11. september 2016!

·         Aktivitetskalenderen 2016/2017

·         Super Øl-tilbud!

·         Mere fra pantmærkefronten!

·         Saison - nu er det snart sæson for Køge’s nye bryg!

·         Skønne ØL feriefotos!

·         Ugens øl!

 

 

Køge Torv!

Køge Torv

Oppe ved forretningen Klud, ved Køge Kirke  – ja, der hvor rigtig mange kvinder lige skal ind og tørre hænder i nye klude, og hvor mændene imens virker noget ubeskæftigede, havde Kim og Gert gjort holdt med fadølscyklen og imens de forbipasserende fik et glas Ferdinand og materiale om DØE og Køge Øldag, kunne fruerne ose i fred og ro. Men mange kvinder lod sig alligevel lokke med tilbuddet om en gratis smagsprøve, og var enige om, at selvom klokken kun lige var 10, så var der smagfulde dråber i glasset.

Imens havde de andre ØLaktivister indtaget Køge Torv med en stor stand hvorfra der kunne erhverves smagsprøver, information om DØE og ældre udgaver af ØlentusiasteN, samt lokalafdelingens altid populære ølshampoo – ”højt skum og resten i håret”.

Rigtig mange af lokalafdelingens medlemmer kiggede forbi og fik et glas friskskænket fadøl, men for en gangs skyld var vejrguderne ikke med lokalafdelingen hele dagen, men stemningen var fin trods trængsel inde i pavillonen.

Vi bringer her på side stemningsfotos fra Køge Torv.

 

 

Presse siden sidst!

4 lokale aviser samt radio har alle bragt en flot omtale af lokalafdelingens nye bryg, Saison, og efterfølgende bragte Dagbladet og Køge Onsdag en flot omtale af lokalafdelingens indtog på Køge Torv og med foto af den mobile fadølscykel, og Lørdagsavisen en mindre notits. Og nu lægges der så op til Køge Øldag 2016.

Husk at følge med i de lokale nyheder.

 

 

Saison - nu er det snart sæson for Køge’s nye bryg!

Vi har omtalt den flere gange, og lørdag den 20. august 2016, er der i forbindelse med Køge Øldag 2016 premiere på denne lidt overset øltype/stilart.

 

Som omtalt under punktet ”Presse siden sidst” har øllen fået megen presseomtale, og under lokalafdelingens tilstedeværelse på Køge Torv, den 6. august, var rigtig mange forbi og spørge om det var nu man kunne smage. Nix – lørdag den 20 august.

Denne signatur har haft lejlighed til både at se flaskerne og smage på indholdet, og uden at skulle påvirke andres bedømmelse, er der tale om en flot øl, som nok skal finde tilhængere i Køge om omegn. Denne Saison bliver jo en af årets ølnyheder, og det er jo interessant hvordan den lander i årets afstemning. Tænk globalt – stem lokalt!

 

Der er brygget så mange, på alle kan smage og efterfølgende sætter lokalafdelingen X-antal flasker til salg til foreningens medlemmer – men mere herom senere. 

 

 

Aktivitetskalenderen 2016/2017!

Aktivitetskalenderen for sidste halvår 2016 og første halvår 2017 er nu fastlagt, og vi vil snarest udsende oversigt over de næste 12 måneder, men første aktivitet, efter Køge Øldag 2016 og ølrejserne er

Belgisk aften – søndag den 11. september 2016!

De fleste belgiske bryg har det tilfælles at landets nationalflag er påtrykt etiketten.  Noget er de enige om - dernede. Og denne søndag sættes der fokus på det brede øludvalg som belgierne er garant for, og ellers pålidelige rygter vil vide, at de fremmødte denne aften. bl.a. skal lægge gane og smagsløg til kultøllen Westvleteren (12’eren) fra St. Sixtus klostret (Sint Sixtus-abdij van Westvleteren) i Vestflandern.

Belgien er jo et sjovt land. Et land hvor man i årevis har strides om sproget, og i lange perioder været uden et formelt valgt regering – men alle er dog enige om kærligheden til de belgiske bryg. Stor er den, og denne aften vil der med garanti ikke være mange der udviser mådehold.

Sæt X i kalenderen og afvent mere i et kommende nyhedsbrev.

 

 

Super Øl-tilbud!

Lokalafdelingen får lejlighedsvis tilbudt specialøl til lave priser, og for at kunne videregive disse tilbud hurtigst muligt, har vi oprettet en særlig mailliste, så hvis/I ønsker en hurtigt mail med et godt tilbud, så send en mail til lokalafdelingens øl-pusher, Thomas, på mail thomas.ensbye(at)remove-this.webspeed.dk

I mellemtiden kan vi fortælle, at vi har et mindre parti belgiske Palm Amber Ale på 5,2% til kr. 11,00 samt nogle belgiske Rodenbach – lagret på vinfade og derfor en såkaldt syrlig rødlig øl – til samme pris. Er man interesseret så send en mail. 

 

 

Mere fra pantmærkefronten – dette utømmelige emne!

Ugly Duck

Sidste gang bragte vi et indspark fra Torben Djurs om en ”pantoplevelse” ude i SuperBrugsen i Ølsemagle, da man der var af den oplevelse, at man kun var forpligtiget til at modtage de flasker som butikken selv markedsførte, og Torben fik kun sin krone fordi han kendte reglerne og var fastholdende. Vi som kender Torben, ved han er et retskaffen mand, og ja, han kender reglerne.

Denne signatur tog kontakt til Ølsemagle Brugs. Butikschefen var ikke hjemme, så i stedet var det souschefen der var i røret. Og jeg berettede om hændelsen forleden ude i Ølsemagle. ” Hør nu her”, sagde han. ”Vi gør bare det samme som Dansk Supermarked”. (At Dansk Supermarked omgår reglerne gør jo ikke at Coop også kan) Vi tager ikke imod flasker, vi ikke forhandler, men går man i kiosken, kan vi gøre en undtagelse. Fik en belæring om pantreglerne – men der gik han sgu forkert i byen. Jeg kender reglerne, og retter nu en henvendelse til Dansk Retur System.

Var så lige en tur forbi den lokale Kvickly. Som så tit. Og der var 5 flasker Tomra’en ikke tog imod. Tog røret og en medarbejder kom ud. Kim V. hed han. Forelagde problemet.  ”Ja, altså – selvom der er pantmærker på disse 5 flasker, får vi ikke pant for dem af Dansk Retur System!!!! Nåh, men en af flaskerne var en Ugly Duck med pantmærket trykt i etiketten og købt i Fakta. Se foto. Fakta er en del af Coop – men det var uden betydning, for butikken fik ikke pant for disse flasker. Men vedholdende fik jeg min 5’er. Altså Kvickly taber, ifølge medarbejderen, 5 kroner på denne transaktion. Nu er der da vist basis for at denne signatur kontakter Danske Retur System, for at få at sat yderligere fokus på de lokale pantforhold. Det er jo det glade vanvid, og jeg ved ikke hvilken pantskole de ansatte går i. Sheriffens egen, og med egne regler?

Sidste linje er ikke skrevet om dette problem. Vi følger op. Send bare beretninger og gerne med navn på medarbejdere i forretningerne, der mener at opretholde et regulativ efter for godt befindende. Mail sendes til thomas.ensbye(at)remove-this.webspeed.dk

 

 

Skønne ØL feriefotos!

Inveralmond Brewery

Denne gang fra vort medlem Knud oppe i Havdrup. Han har været i Skotland – ganske vist nåede han også at aflægge nogle whiskydestillerier besøg, men som ægte ølentusiast kastede Knud sig også over forskellige bryg, bl.a. på pubber i Pilochry der ligger tæt ved byen Perth i det midtlige Skotland. Knud høstede mange gode oplevelser, og lagde især mærke til at mange af de lavalkoholiske  bryg var flot humlede.  

 

 

Ugens øl!

Den ældste kom forbi med en mulig ny svigersøn, og denne havde forinden visitten været forbi Wohlenberg Vinhandel i Sønderborg og medbragte en Hertog Jan. Og hertuger har der været mange af i Sønderjylland, men denne hertug var hollænder – uden træsko. Hertog Jan Tripel en hollands tripel på 8,5% - og selvom dagene kortes kan man sagtens nyde en frisk og blomsteragtig tripel – med tydelig appelsin smag.

Fin sommerøl. Hertog Jan Broewerij – som er opkaldt efter John 1 – heertug af Brabant er i dag en del af konglomeratet Anheuser-Busch InBev.

Men for et års tid siden var denne signatur selv i Sønderborg. Hos Wohlenberg for lige at tjekke de bugnende hylder af fristelser. Der var en del kunder og en medarbejder var i gang med at betjene et par kunder. ”Og her har vi så hylderne med belgiske øl”, sagde hun. Næh, indvendte denne signatur. La Trappe og Hertog Jan er ikke belgiere – men hollændere. ”Er du sikker?” Jep, sagde medlem nr. 7718, der var med. Det har signaturen helt styr på. Og så overtog signaturen vejledningen af kunderne for nogle minutter i Sønderborg, og en handel fandt sted.

Næste ”Ugens øl” er svensk. Fra Helsingborg. Fra Brewski – og hvorfor nu det? Læs mere i næste uges nyhedsbrev.

 

 

Sluttelig arbejder vi videre med Køge Øldag 2016, og så lander der i næste uge det sidste nyhedsbrev før portene åbnes.

 

De bedste hilsner

DØE Køge – Danmarks bedste lokalafdeling

Bestyrelsen

 

 

Køge Torv

Køge Torv
Køge Torv
Køge Torv
Køge Torv
Køge Torv
Køge Torv