Kære medlemmer!

Så kom sneen – i Nordjylland, og for et par dage siden var der dømt J-dag, og om få uger er der rigtig mange der ser frem til jule smagning. Men i dette nyhedsbrev kan man også orientere sig om følgende:

·         Amerikansk ølaften – 6 dage efter det amerikanske valg,

·         Årets danske Bryggeri,

·         Den dobbelte smagning af lækre julebryg,

·         J-dag og hvad kunderne smider i indkøbskurven,

·         Flere fotos fra Ølrejserne 2016,

·         Køge Øldag 2017 – ny dato!

·         Ugens øl 

 

 

American Beertasting 2016!

Kun 6 dage efter det amerikanske valg, hvor man kunne vælge mellem Hilary og Donald, var havde Køge Lokalafdeling indkaldt til amerikansk aften. Resultatet var kendt, og uanset om man stemte blåt eller rødt, så alle frem til at lægge valget bag sig, og se frem til en spændende amerikansk aften, hvor der blev serveret 9 forskellige bryg - heraf nogle colaborations-bryg med et norsk og et dansk bryggeri. Smagelisten så således ud:

Clown Shoes - Clementine White Ale 5,9

Levig/Wilderness - Lawless 6,5

Amager /Fonta Flora - The Lady of Cofitachequi 7,0

Rouge Farms - 6 Hop IPA 6,7

Clown Shoes - Galactica IPA 8,0

Kentucky - Bourbon Barrel Ale 8,2

Rouge - Haxelnut Brown Nectar 5,6

Rouge - Chocolate Stout 5,8

Clown Shoes - Pekan Pie Porter 9,0

Eftersom som kapslerne fløj af de spændende bryg, steg stemningen, hvilket også fremgår af de stemningsfotos der bringes i dette nyhedsbrev. Der var 9 forskellige øl med et spænd fra sommerlig øl og IPA'er over til nogle mørke og tykt flydende øl. De mange forskellige stilarter fik snakken til at gå livligt om vores forskellige smags præferencer. 

Alle øl fra smagelisten var i øvrigt indkøbt hos WIKA i Køge og kan købes/bestilles samme sted.

 

 

Årets danske Bryggeri

Hvilket bryggeri mener DU er Årets danske Bryggeri 2016?

Giv din mening til kende på Danske Ølentusiasters officielle Facebookside, hvor der mandag den 7. november åbnet for et debatforum. 


Se debatten her...

Vi ønsker at bruge dette til at skabe debat omkring hvilket bryggeri, der har fortjent at blive Årets Danske Bryggeri 2016.

Her kan alle komme med anbefalinger af netop det bryggeri, de har syntes har bidraget mest til den danske ølscene i 2016.

Du kan som medlem stemme på det bryggeri, som du syntes fortjener denne hæder. Det foregår i perioden 14. november til og med 4. december efter login på ale.dk

...læs mere her

 

Den dobbelte smagning af julebryg!

Køge Lokalafdeling har i flere år afviklet julesmagningen over 2 aftener, idet der altid er stor interesse for at lufte det røde gråmelerede nissetøj og smage på de mørke, sødmefyldte, varme, fyldige og alkoholtunge julebryg fra nær og fjern.

Allerede nu kan man tilmelde sig julesmagningen, enten mandag den 5. december kl. 18.30 eller tirsdag den 6. december 2016, kl. 18.30 via dette link: koegeale.nemtilmeld.dk

 

 

J-dag og hvad kunderne smider i indkøbskurven!

At der var J-dag forrige fredag, kunne man forvisse sig om, når man cyklede rundt i Køge – morgenen efter.  At J-dag er et marketingstunt, ved de fleste. Og Tuborg julebryg sidder faktisk på 33 % af markedet for julebryg. Og ja både reklame og mediestunt har hjulpet salget på vej. Tidligere – altså fra 1990 faldt J-dag på den anden onsdag i november, men grundet hårdt pres fra uddannelsesinstitutioner måtte man flytte J-dagen til den første fredag i november.

Men overraskende er det nok, at den næstmest solgte julebryg er fra Ceres – Ceres Hvidtøl Jul – efterfulgt af hvidtøl fra Kongens Bryghus. Der bliver satme konsumeret megen risengrød i de danske julestuer. Lokalafdelingen kan dog garantere, at man ikke skelner til salgslisten, når den dobbelte smagning af julebryg finder sted.

Første julebryg kom i øvrigt på det danske marked i 1958. Luxus Jule Bryg fra Carlsminde i Nyborg – bryggeriet blev dog senere overtaget af Albani i Odense. 

 

 

Flere fotos fra Ølrejserne 2016 – Bus 1 og Bus 2!

Vi har rigtig mange fotos fra årets ølrejser. I sidste nyhedsmail var der en vis overvægt af sovende, og det er der også denne gang. Ikke et symptom for at rejserne er kedelige og der er udbrudt malaria eller sovesyge, men et bevis for at deltagerne virkelig har anstrengt sig for at smage mest muligt, og ikke udvise mådehold. Og det er vi taknemmelige for.

 

 

Køge Øldag 2017 – ny dato!

Køge Øldag 2017

Vi har tidligere meldt ud at Køge Øldag 2017 afholdes lørdag den 19. august 2017, men efter mange og lange overvejelser holder Køge Øldag flyttedag tilbage til lørdagen op til Køge Festuge. Så lørdag den 26. august 2017 – åbner porten for 7. gang til Køge Øldag, så uanset om man agter at besøge Køge Øldag som ølglad gæst eller give nogle timer som frivillig, så sæt allerede X ud for datoen.

Vi vedhæfter her logoet for Køge Øldag 2017, og så kan man jo kopiere over i signaturer og sende rundt til familie og venner, så også de bliver bekendt med at Køge Øldag 2017 flytter en uge tættere på nytårsaften 2017.

 

 

Ugens øl!

Ugens øl
Luxus Jule Bryg

Inspirationen kom fra vejret. Koldt og blæsende og efter en forgæves svampetur tur i Vallø-skoven, kaldte en Imperial Stout simpelthen på denne signatur.  Og der blev råbt højt – helt fra Italien.

De fleste har på et tidspunkt set spaghettiwestern. I 60’erne og 70’erne – de fleste de rene B-film – men alligevel populære. Alle husker vel ”En nævefuld af dollars” med Clint Eastwood – instrueret af Sergio Leone og den helt specielle underlægningsmusik.

Denne signatur gik ofte i Kinorevuen i Himmerland for at se Winnetou film.  Specielt for at se hans søster – denne smukke indianer squaw. Wauw. Hele salen ventede med garant for at se hende komme til syne på lærredet. Fra nostalgi til nutid.

98 point på RateBeer – 60 IBU, og 8,7% liflige sorte procenter i glasset. Brygget i byen Codogno i Italien og med navnet Imperial Chocolate Spaghetti Western Coffee Stout. Født efter et brygsamarbejde med amerikanske Prairie Artisan Ales fra Oklahoma. En stout brygget på 7 slags malt og magnum humle, samt god smag fra kaffe- og chokoladebønner.

Smagte den første gang for et halv års tid siden, og nu skulle vejret tæmmes med denne super lækre Coffee Stout. Og lækker er den, og så giver etiketten minder om dengang, da man brugte Brylcreme og Glip. Der som bekendt ikke fedtede før det kom ud af tuben.

Kan/kunne købes hos Boxbeers. Og lad os nu kaste os over julebrygget.

På gensyn til den dobbelte julesmagning i december 2016.

 

 

De bedste hilsner fra

DØE Køge Lokalafdeling – Danmarks bedste lokalafdeling

Bestyrelsen

Generalforsamling 2016

DØE-Køge GF 2016
DØE-Køge GF 2016
DØE-Køge GF 2016
DØE-Køge GF 2016

Ølrejsen 2016

Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016
Ølrejsen 2016