I skrivende stund er heksen eller heksene sendt afsted mod Bloksbjerg, og så må vi da håbe, at de lige før at landing fandt sted i 1142 meters højde, nåede forbi Hasseröder Brauerei og nød en Premium Pils, men ellers kan man her i denne midsommermail orientere sig om følgende:

·         Næsten alt om sommerfesten i Solgaardsparken, Strøby,

·         En ølnyhed får snart verdenspremiere – i Køge,

·         Tour de Biere – for 7. gang!

·         Problemer med flaskepant,

·         Køge Øldag 2016 – i Radio Køge

·         Ugens øl – ”hinsidan”!

 

 

Næsten alt om sommerfesten i Solgaardsparken, Strøby!

Det var i 2007 vi hørte Bjarne Riis og ordene ”Jeg har tage doping, jeg har taget EPO”, og havde så bare sagt, at han havde indtaget ordentlig velbrygget øl! Men veludstyrede sygeplejersker kunne ved dopingkontrollen ved udkanten af Strandskoven konstatere, at ingen at de cyklende havde for meget øl i blodet. Alle blev konstateret positive, og efter en tyr i dopingvognen, for væskeindtagelse, blev der givet grønt lys til at fortsætte. 

Næh, alt vil vi ikke fortælle – men til de der gik glip af denne sommerudflugt, kan vi dog løfte lidt af sløret for hvad der foregik. En dag hvor man bedst kan hente inspirationen fra hittet ”Så ta’r vi cyklerne frem fra 1974” og så Birthe Kjær’s hit Sommer og sol. Og rigtig mange fandt cyklerne frem,

Godt 30 havde fundet jernhestene frem, da den lange tur til Strøby er en dagsrejse for nogen, og de andre 30 blev transporteret i automobil og senere afhentet i samme. Ikke alle havde ekviperet sig med styrthjelm, men flot at så mange i adstadigt tempo fandt til Strøby. For nogle var det den længste cykeltur i flere årtier.

Fadøl – med højt skum – grill – og en skattejagt hvor man skulle lede efter en fustage Hancock Old Dark Gambrinus – og godt at man havde sikret sig en ekstra 15 l fustage ODG. For alle 12 fustager blev tømt til sidste dråbe.

Og så fortælles det, at Kim Jepsen fik anderkendelse for bedste udklædning – nok ikke i cykeloutfit – NEJ med garanti ikke cykeloutfit.

Sommer og sol, havet og blæsten og duft af kaprifol. Man manglede kun Birthe Kjær på en blokvogn. Mere poetisk kan det ikke siges.

 

 

En ølnyhed får snart verdenspremiere – i Køge!

Under sommerfesten kunne lokalafdelingens formand afsløre, at man den 20. august 2016, løfter sløret for en verdenspremiere. En Saison på 5,4% som får premiere under Køge Øldag. Brygget er tappet på flaske og etiketter er påsat. Denne saison er blevet til i samarbejde med Niels Kiens fra Kongebryg i Næsved – en frugtrig og tørhumlet saisonøl.

Øltypen – eller stilarten som det hedder i fagsproget – er en lidt overset øltyper, og det vil Køge Lokalafdeling gøre noget ved. Vi kan dog afsløre, at den er brygget med bygmalt, rugmalt, Bramlings Cross-humle, ristet egetræ, saisongær og så den sure Elverhøj bryggers festlige karma. 

De mange flasker ligger nu på lager, og vi andre må bare udvise tålmodighed.

 

 

Tour de Biere – for 7. gang!

Lørdag den 25. juni 2016 sadler de 30 ryttere op igen. Ud på en ca. 700 km cykel-øltur der bl.a. bringer feltet omkring det sydlige Norge, før en turen slutter i Aalborg den 2. juli 2016.

Sammen med Rødovre Lokalafdeling er Køge Lokalafdeling bedst repræsenteret, og herfra sender vi 3 mand afsted: Gert Højer Petersen, Sven Søe og Thor Overgaard. Og eftersom Kim Jepsen notorisk ikke bryder sig om at cykle, er han henvist til at indtage en plads i servicevognen.

Undervejs besøger feltet ca. 28 bryggerier, og kan med garanti se frem til gode smagsoplevelser.

Se mere på www.tour.ale.dk

 

 

Problemer med flaskepant!

Vi har i nyhedsbrevene i 2014 og 2015 flere gange beskæftiget sig med det faktum, at man i nogle forretninger bliver mødt med et nej, når man forsøger at indløse pant for returflasker. Ofte ukendskab til de gældende regler for returpant – eller en undskyldning for ikke at skulle håndtere så mange forskellige flasketyper. Men uanset hvad, så er problemerne ikke løst. Jævnlig hører vi herom, og senest fra et af vore medlemmer i Hårlev, Ronni Hansen, der kan berette om, at Meny i St. Heddinge afslører 100% ukendskab til gældende pantregler.

Men også SuperBrugsen i Herfølge har indført sheriffens egne regler – der ikke er i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, kan Jørgen Clemmensen fortælle. Det er simpelthen ikke godt nok.

Men herfra hører vi også om problemer hos både Wika Meny i Køge, Føtex i Ølby samt Kvickly Køge.

Vi ”genudsender” denne beretning fra større supermarked i Vestergade i Køge, og oplevelsen er fra 2014, men alligevel er der fortsat problemer med at få Tomra’en til at acceptere flasker med korrekt pantmærke – og det endda flakser der er indkøbt samme sted.

Denne signatur oplever jævnligt problemer med pant – har også en del sjove flasker – men alligevel – og det er både i WIKA og Kvickly, og Føtex er sgu heller ikke for smarte.

Her er det afgørende link: http://www.dansk-retursystem.dk/content/dk/pantsystemet/danske_pantmarker

Tankevækkende!

Af en eller anden årsag er signaturen bag disse linjer ofte nødsaget til at skulle aflevere tom emballage i lokale supermarkeder. For et par uger siden var jeg nede i et større lokalt supermarked, og igen var der flasker som Tomra’en ikke ville modtage. Det tror jeg at rigtig mange af vore medlemmer er ude for. Så står man der! Normalt plejer man at tage imod, bare det enten er genbrugsflasker eller flasker med pantmærker.

Jeg ringede på, og fik en større forelæsning af en ung mand – jeg kunne være bedstefar til (hvis jeg var begyndt lidt tidligere), der fortalte, at de flasker skulle jeg aflevere hvor de kom fra. 2 af flaskerne er købt oppe hos Det Bette Ølhus i Aalbæk oppe ved Skagen. Så ind i enten bil eller tog og drage nordpå!!! Fandeme uhyggeligt du – og sikken en trafik på de danske landevej med flasker frem og tilbage.

Droppede at fortælle ham om Bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager, men talte et par dage efter med butikkens chef. ”Jeg skal nok tale med ham, for sådan er reglerne jo ikke”, sagde ungersvendens foresatte.

En uges tid efter i et andet lokalt supermarked. Tomra’en accepterede 9 flasker ud af  21 med pantmærke. Ringede på klokken. ”Dem tager vi ikke, for de typer flasker sælger vi ikke, oplyste den ansvarlige for afdelingen for tom emballage”. Det var vist ikke det eneste, der var tomt her. ”Må jeg tale med en anden”, bad jeg. Den anden kom. ”Vi plejer at sige til kunderne, at dem kan man aflevere i andre butikker”, men jo, vi skal jo tage dem. Så det gjorde de så!!!

Jeg er næppe den eneste der føler mig til grin, og selvom bekendtgørelsen har været i drift i flere år, er dette oplevelser hentet fra den barske flaske dagligdag.


Så hvis der blandt vore medlemmer måtte være andre der oplever det samme, så vær vedholdende, kræv din ret eller kontakt kundeservice hos Dansk Returpant A/S.

Oplever du også problemer med genstridige butikker, så giv os et praj på mail til thomas.ensbye(at)remove-this.webspeed.dk

 

 

Køge Øldag 2016 – i Radio Køge

Vi er vidende om, at de fleste for længst har sat X ud for lørdag den 20. august 2016, hvor Køge Øldag for 6. gang byder indenfor til en lang række øloplevelser. Og hvis nu tilfældigt har tunet ind på Radio Køge, kan man høre jinglen med reklamebud-skabet om Køge Øldag 2016. Husk at Radio Køge sender 6 timers levende ølradio, lørdag de 20. august 2016, direkte fra Hugo’s Gård.

 

 

”Ugens øl – hinsidan”!

En af lokalafdelingens medlemmer forsyner jævnligt denne signatur med svenske ølnyheder, og når nu man har sådan en sponsor, og selv er interesseret i, hvad der også foregår på den anden side af sundet, så er det jo let at slå to fluer med et smæk.

Vi lægger ud med en sommerfrisk Biere de Blanche fra bryggeriet Coppersmith’s i Vesterås. En starköl på 5,2% alk. brygget med malt og hvedemal, mosaic humle, koriander, ingefær og lime.  En frisk øl til terrassen, omend koriandersmagen er voldsomt overdøvende. Men lime og ingefær gør den altså frisk og let at nyde.

Og så sætter vi kursen mod Grebbestad i Västre Götaland – et sted der måske er mest kendt for de gode bademuligheder, men der brygges sandelig også godt starköl i Grebbestad.

Grebbestad Bryggeri – Sveriges ældste mikrobryggeri, og så en Lunator på 7,9% alk. Wauw.  Bryggeriets alkoholmæssige sværvægter – en dobbeltbock – og lige det der skulle til for at få renset halsen for koriander smagen. Denne øl brygges mens årets første fuldmåne viser sin smukke gule farve, og til de der har det svært ved at sove, når der er fuldmåne, må løsningen være at knappe et par Lunator op.

En super velsmagende dobbeltbock, og så er det sjovt at man ved navnet Lunator med garanti har skelet en smule til de tyske øl, der alle ender på ordet ATOR. Ender en tysk øl på ator – f.eks. Salvator, Kulminator. Dominator, Triumphator, Celebrator, så ved man, at der er tale om stærke øl – nogle der sparker røv.

Smut en tur i Systemet hinsidan og hent gode øloplevelser – eller tjek lige www.systembolaget.se, hvis man er 20 år eller ældre.

Sluttelig ønskes alle en rigtig god sommer. En ølsommer, hvor man kaster sig ud på nye eventyr – her eller i udlandet.

 

 

De bedste hilsner

DØE Køge – Danmarks bedste lokalafdeling

Bestyrelsen

Sommerfesten 2016

Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016
Sommerfest 2016