Kære medlemmer!

Lige nu er der købt ind af kalenderlys, kravlenisser er foldet, og placeret på centrale nissesteder, og julehyggen er i takt med at sæsonens julebryg åbnes, ved at indfinde sig, og derfor dette korte nyhedsbrev, hvor man kan orientere sig om få ting (der skal jo også være plads til at nyde juleøllet):

·       5 restpladser tilbage til årets smagning af 10 spændende julebryg,

·       Nu er der åbnet for tilmelding til det halvår aktiviteter,

·       Anderledes julepynt og

·       Ugens øl.

 

 

5 pladser tilbage til årets smagning af 10 spændende julebryg!

Vi har allerede hængt de røde julelygter ud for mandag den 5. december 2016, hvor alle pladser til 1. smagning af juleøl er revet væk, og lige nu er der blot 5 pladser tilbage til 2. smagning tirsdag den 6. december 2016. Så har man endnu ikke fået skrevet sig i mandtal til denne aften, kan det nås endnu.

Benyt følgende link: https://koegeale.nemtilmeld.dk/39/

Denne signatur deltager ikke, men håber på at møde spændende julebryg i Polen, så måske bliver der noget at berette senere.

 

 

Nu er der åbnet for tilmelding til 2. halvårs aktiviteter!

Året 2017 indledes med en Black Night, derefter kan vi nævne en blind-smagning, hvor også seende har adgang, før end toppen af poppen fra RateBeer venter på scenen, et besøg udefra undgår vi heller ikke, før end den står på forårsbryg. Ja og der er meget mere endnu.

Og som noget nyt kan man allerede NU tilmelde sig 2. sæsons aktiviteter, så find kalenderen frem, og klik ind på https://koegeale.nemtilmeld.dk/ og man er allerede på vej til gode øloplevelser også i 2017.

 

 

Anderledes julepynt!

Julepynt

Denne signatur’s nordjyske baggrund gør, at man ikke bare kaster om sig med likvider, for at købe sjov julepynt. Næh, man finder nogle specielt flotte ølflasker, tømmer dem i festligt lag og så indkøber man nogle billige lyskæ-der. Vi bringer her på siden et foto af den helt specielle julepynt, så nu er det bare med at komme i gang med finde sjove flotte flasker. Finder vore medlemmer sjove ølrelaterede fotos af anderledes julepynt, så send en mail til thomas.ensbye(at)remove-this.webspeed.dk og disse bringes på disse sider.

 

 

Ugens Øl!

Ugens øl

Så startede december 2016 - ”kapsel nr. 1 blev knappet af”!

Og dagen blev fejret med en velsmagende Gordon Xmas Ale på 8,8% og med 85 point på RateBeer. En ”klassisk” belgisk massiv juleale, og så alligevel ikke. For tænker man – nåh, endnu en sødmefuld belgier, tager man fejl. For faktisk er det bitterhed der rammer smagsløgene. Flot flot skumkrone og efter at sødmen har fået det indledende overtag, er det bitterhed man sidder tilbage med i munden.

En juleale der er velegnet til lagring – og så er den her serveret i et originalt Gordon Xmas Ale. Flottere bliver det ikke. Denne øl blev brygget første gang i 1924 og er af typen skotsk ale.

Og så ser denne signatur frem til at åbne endnu en ”lågeåbning”.

På gensyn til mødet med den spændende julebryg.

De bedste hilsner

DØE Køge – Danmarks bedste lokalafdeling

Bestyrelsen