Kære medlemmer!

Så begyndte foråret at vise sig fra sin allerbedste side. Snart kan vi sige farvel til nattefrost og i stedet nyde fuglesang og solopgang. Men i dette nyhedsbrev kan man i øvrigt orientere sig om følgende:

·       DM i Blindsmagning – vi bringer resultatet her,

·       Næste ølaktivitet – Hornbeer kommer til Køge,

·       Forårsbryg - smag foråret fra flaske,

·       Køge Øldag 2017 – har brug for frivillige,

·       Ølauktion i Strøby – kom og byd hos Olsen’s,

·       2 nye øldommere fra lokalområdet,

·       Ny rabataftale for lokalafdelingens medlemmer,

·       Bustur den 27. maj 2017,

·       Ugens øl

 

 

DM i Blindsmagning – vi bringer resultatet her!

Fra vor region havde Køge og Roskilde sendt et 3-mands hold til DM i Blindsmagning, og det viste sig at være meget svære og nørdede spørgsmål.

Køge sendte Bent Hansen, Jan Schmidt og Henrik Vahlgren af sted, og ud af de 13 spørgsmål svarede Køge holdet rigtigt på de 5, Roskilde på 7 og vinderholdet fra København fandt frem til 9 rigtige. Så DM trofæet forbliver således stadig i København.

Vi bringer her på siden nogle stemningsfotos fra blindsmagningen. 

 

 

Næste ølaktivitet – Hornbeer kommer til Køge

Alle pladser er revet væk, når Jørgen Fogh Rasmussen mandag den 3. april 2017 lægger vejen forbi Hugo’s, hvor 50 af lokalafdelingens medlemmer venter på at smagfulde, potente, alkoholtunge, nytænkende bryg knappes op, og Jørgen på vanlig lunefuld stil fortæller om bryggeriet og bryggeriets visioner.

Vi bringer i næste nyhedsbrev en beretning fra denne smageaften, men nåede man ikke at få adgang til dette arrangement, kan man allerede nu tilmelde sig næste ølaktivitet,

 

 

Forårsbryg – kom og smag foråret fra flaske og glas!

Forårsbryg, påskebryg, maj bryg – kært barn har mange navne og det har øl ligeså. Og eftersom en påskebryg kun har en forholdsvis kort levetid på butikshylderne, har mange valgt at omdøbe påskebryg til at være forårsbryg. 

Kom og smag på foråret - lyse, sprøde og blomsteragtige bryg, som lokalafdelingens bestyrelse har fundet rundt omkring. Byttet præsenteres søndag den 9. maj 2017, kl.18.30 i Hugo’s.

Allerede nu ved vi, at der blandt byttet vil være spændende bryg fra bl.a. Danmark, Spanien, Belgien og USA.

For tilmelding henvises der til https://koegeale.nemtilmeld.dk/48/

 

 

Køge Øldag 2017 har brug for frivillige!

Uden frivillige – ingen Køge Øldag 2017. Måske lidt hårdt skrevet men fakta er dog, at det er foreningens mange frivillige der er med til at bære Køge Øldag igennem.

Så hvis vore medlemmer vil sætte X i kalenderen ud for lørdag den 26. august 2017, og man er indstillet på at erlægge nogle få arbejdstimer, og så nyde øldagen resten af dagen, så send en mail til Hanne, der koordinerer vagter og opgaver.

Send en mail til Hanne på Hanne_L(at)remove-this.mail.tele.dk, eller kontakt hende på mobil 22 97 98 63, og man er allerede på vej til en dag med fede øloplevelser. 

 

 

Ølauktion med mere – kom og byd hos Olsen’s Bar i Strøby!

Søndag den 23. april 2017 inviterer Olsens Bar i Strøby Egede på et arrangement med sild og ost, hvor Eskild Olsen er den glade sponsor, og fra kl. 14.00 - 16.00 er der for DØE Køges medlemmer, mulighed for at nyde erhverve sig frit adgang til Olsen’s fadølshaner for blot 100 kroner.

Og når man nu alligevel er på disse kanter og taget ophold i Strøbe Egede, kan man jo ligeså godt få mulighed for at få noget sjovt med hjem. Olsen har været i kælderen og fundet nogle sjældne øl fra lageret som man kan byde på – og det er lokalafdelingens formand der svinger auktionshammeren. 1 ,2, 3, solgt til herren ovre i hjørnet.

Så tag cyklen til Strøby eller hop på bussen.

 

 

2 nye øldommere – fra lokalområdet!

Det er ikke alle dommere der er populære. Det være sig i det civile retssystem, på fodboldbanen, hvor alle vi andre synes vi kan dømme bedre. Men sådan er det ikke med øldommere. Nu er det ikke et krav, at man skal være ædruelig for at være øldommer, men en øldommer skal virkelig kende øllets forskellige stilarter, vurdere øllets kvaliteter, herunder udseende, aroma, smag, krop og karbonering og meget meget andet.

For kort tid siden gik 9 til øldommereksamen, og kun 3 bestod, deraf 2 fra Køge. Carsten Holløse og Jan Schmidt. Begge tidligere medlemmer i lokalafdelingens bestyrelse og aktive håndbryggere – og begge med et indgående kendskab til det pensum, der skal til for at blive uddannet som øldommer.

Vi vil i et kommende nyhedsbrev fortælle lidt mere om det at være øldommer, men herfra tillykke til de 2. I mellemtiden må vi andre bare optræde som smagsdommere, og det kræver ingen eksamen. Skål! 

 

 

Ny rabataftale for DØE’s medlemmer!

Et af lokalafdelingens medlemmer, Christian Seksten, har på vegne af DØE Køge, indgået en rabataftale med JP Vin i Hårlev, hvorefter medlemmer af DØE får 10% i rabat ved køb af øl og ikke på i forvejen nedsatte varer. 

JP Vin er en specialbutik, hvor man foruden vin kan købe øl, rom, whisky og cognac, samt specialiteter som pesto, marmelade, the, kaffe og meget mere.

På hylderne på Hovedgaden 10 B i Hårlev finder man bl.a. en repræsentation af øl fra  Munkebo Mikrobryg, Det Lille Bryggeri, Coisbo, men også øl fra det store udland har holdt sit indtog i Hårlev.

Smut en tur til Hårlev, og mod forevisning af medlemskort fratrækkes der 10,0% af butiksprisen på specialbryg. 

Se mere på butikkens hjemmeside http://www.jpvin.dk/ eller på facebook. 

 

 

Ud i det blå - Bustur den 27. maj 2017!

Lørdag den 27. maj 2017 fra kl. 11.00 - 19.00 sender lokalafdelingen en bus ud på de sjællandske landeveje, hvor man udover at nyde lidt sjællandsk natur også skal besøge nogle spændende sjællandske bryggerier. Man kan vælge at mødes med de andre mellem 10 og 11 hos Hugos eller møde direkte op på Blegdammen til afgang kl 11.00

Hoppe Beer i Solrød, Ladager Bryghus i Viby, Det Lille Bryggeri i Bringstrup ved Ringsted og endelig Kongebryg i Næstved står klar til en invasion af videbegærlige og forventningsfulde ølrejsende.

Pris kr. 400,00 – som dække sandwich ved frokosttide samt bustur og smagsprøver.

For tilmelding henvises der til https://koegeale.nemtilmeld.dk/51/

 

 

Ugens øl!

Denne signatur var taget til København. I Grand. Filmen Kongens Valg – norsk og supergod, kaldte simpelthen på en ordentlig afslutning. Og når nu Tap House ligger lige i nabolaget og frister med 61 haner, var det let at smutte indenom og tale filmen igennem med fru 1662 b.

Blikket faldt på hane nr. 35 – en session. Og dem er der jo rigtig mange af i disse år. Men sjældent en på 11,5%. Pracownia Piwa Devil Pact. Fra Polen, men nu var telefonen løbet tør for strøm, og et foto skal vi jo have med. Så den får ikke mere omtale.

Så på den igen, Hvad gør denne signatur ikke for at udfylde disse linjer. Lyttede til Always Elvis Radio fra Randers. Lyder anderledes når det udtales på amerikansk. 40 år for Kongens død. Var der ikke noget om, at der lå en Elvis øl i garagen! 

Jep. Elvis Juice fra Brewdog i Aberdeen. Et super bryggeri som banker øl ud fra kedlerne i voldsom fart, og altid smagfuld og ofte meget bitre øl. Grapefruit Infused IPA. En superfin IPA på 6,5% som passer perfekt til en lun forårs- og sommerdag. En amerikansk IPA – bitter og med masser af dejlige citrusnoter.  

Og med disse ord vil vi opfordre vore medlemmer, til at kigge ud i WIKA, og besøge området med special øl, og hvor det nu er endnu lettere at navigere rundt end hidtil. Vi bringer her på side et foto med en stolt ølchef i hans nye omgivelser.

Ses vi til et af de kommende aktiviteter?

 

 

De bedste hilsner

DØE Køge Lokalafdeling

Bestyrelsen

 

 

DM i Blindsmagning

WIKA