Nyhedsbrev #15 2006

Hej til alle i Kolding & Fredericia.

Læs om:
1. Quiz, Øl og Musik.
2. Ølfestival i Horsens.
3. Øllets ØJ - dag.
4. Kultsmagning i Vrads.
5. Hollands Ølsmagning.
6. Juleafslutning på Den Engelske.

1. Øl, Musik & Quiz - i Republikkens baglokale Barrikaden.
Så vil vi igen kaste os ud i rå og rivende rockmusik fra 80'erne, vi vil igen høre spørgsmål om øl, rock, republikker, svin, DDR, Matador og så meget andet. Vi vil igen drikke en øl eller to og have det sjovt.


Kort skrevet, så inviteres du til Øl, Quiz og Rockmusik på Republikken i Munkegade torsdag 26. oktober klokken 20.30. Vi er i sædvanligt og suverænt samarbejde med de lokale journalister og vi kan godt love nogle fine præmier i quizzen, som det er ganske gratis at deltage i. Alle er velkomne, der er ingen tilmelding, og tag endelig konen, kæresten, manden, naboen, fætteren, kusinen eller vennen med.


2. Ølfestival i Forum Horsens.
Husk det er i den kommende weekend d. 27 – 29. oktober – det hele starter fredag kl. 16.00 og lørdag og søndag fra kl. 12.00 se mere på www.ale.dk


Lad bilen stå - der er stadig et par pladser i bussen.


3. ØLLETS ØJ-DAG
d. 2. NOVEMBER KL.16.01 - ? På You´ll Never Walk Alone Pub – AL Passagen
Torben Mathews meddeler:
Med Ølbaren i København som inspirator afholdes igen i år øllets ØJ-Dag, et sundt alternativ til stor-bryggeriernes opreklamerede lancering af deres mere eller mindre lødige julebryg.


Til trods for at KOLDING BRYGHUS først sætter deres julebryg til salg den 1. december (al snak om Jesu fødsel med rendyrket materialisme i kølvandet burde i øvrigt forbydes før denne dato!), har vi til lejligheden fået tilladelse fra bryggerne til at sælge et fad - og kun et fad - af disse lækre dråber (=50 liter) på vores restaurant, hvor der desuden vil være mulighed for at smage på et par belgiske nyheder fra fad, der ej heller nogen sinde tidligere har været at finde i dette land.


Selv om aftenen står i øllets tegn, vil der fra klokken 18-21 være overdådige, spanske tapastallerkener i forskellige størrelser på menuen.


Smag lidt godt øl, få dig en snak med bryggerne og stil sulten med lidt lækkert.


Alt i alt gode udsigter!


4. TWHØL præsenterer d. 14. kultsmagning i Vrads:
”Lystige viser – listige øl”


Vil man virkelig opleve en kult ølsmagning er muligheden her – det kræver bare man tager til Vrads.


Undertegnede har selv været der og det kan virkelig anbefales.
Lørdag d. 18/11 afholdes endnu engang kultsmagning i Vrads, denne gang i forsamlingshuset. Prisen for hele aftenen incl. øl, musik og tre retters middag er 250 kr.

Smagningens tema er ”Musik og øl” og der vil være musik om øl, musik i øl, øl i musik og … tja, en enkelt fællessang kan der vel også snige sig ind ..

Som lovet ved d. 13. kultsmagning ”Battle of the c{r}ooks” vil vinderretterne blive serveret som aftenens middag.

I løbet af aftenen vil der udelukkende blive præsenteret øl med musik i; et par af bryggerierne vil være repræsenterede og give introduktioner, og en enkelt verdensnyhed eller to bliver det vel også til.

Programmet i hovedtræk:
17.00 Forsamlingshuset åbnes, der vil være musik, og man vil kunne hente den første øl i baren.
17.30 Smagningen begynder.
18.30 Middagen serveres.
20.00 Smagningen fortsætter afvekslet af diverse musikalske indslag ..

Tilmelding til Søren Rasmussen : soren.rasmussen(at)remove-this.ale.dk - 7575 6310. Betaling på: reg.nr. 5542 konto nr. 8895 825 078


Hvis du har brug for overnatningsplads (i/på eget udstyr) så giv lige Søren et praj.


Vi ses!! Der afholdes Kultsmagning i Vrads hvert forår og efterår.


5. Hollands Ølsmagning.
FOF – Kolding afholder Hollandsk Ølsmagning på YNWA Restaurant
med Torben Mathews. lørdag d. 28. oktober og lørdagene d. 11. og d. 25. november
– tilmelding gennem FOF. Tlf.: 7552 6300 – Med forbehold for at der i skrivende stund kan være udsolgt.


6. Juleafslutning på YNWA – Restaurant.
Vi afholder Juleafslutning med Torben Mathews i AL Passagen
lørdag d. 2. december 2006 – kl. 14.00


Hvor vi skal smage på julebryg, lækker mad og høre om Torbens nye bog
"Engelsk Øl & Mad" der udkommer her først i november.
Sæt kryds i kalenderen nu – mere info. følger.

Højt Skum
DØE - Koldingafd.
Claus Mortensen - Tlf.: 40 45 90 28
Lokalformand