Nyhedsbrev #4 2006

Hej til Lokalafdelingens medlemmer

Vi havde Skærtorsdag en skøn tur til Ricklinger Landbrauerei i Tyskland -

Søren Hjortbøl har på dagen taget en række fotos, som kan ses på www.ale.dk  under Kolding klik ind på "Set & Sket"

Ellers kan du læse om følgende:

1. Husk Øl, Musik & Quiz - torsdag d. 27. april.

2. Husk Øloplevelsestur - lørdag d. 6. maj.

3. Ølfestival i Valby - d. 19 - 21 maj.

4. Sommertræf på Den Engelske Pub - lørdag d. 8. juli.

1. Vi har Øl, Musik & Quiz på Republikken - Munkegade Nu på torsdag d. 27 april - kl. 20.30

Sidste omgang quiz (med mindre der er stemning for en ekstra udgave i maj...) - ellers holder vi pause indtil efteråret. The Rolling Stones er aftenens musiktema (de spiller jo i Horsens til sommer) der er spørgsmål om dem og ellers ialt 30 spørgsmål om øl, republikker, svin og DDR. Som sædvanlig foregår det i samarbejde med Journalistklubbben i Kolding. Mød op og tag bare en ven med. Republikken præsenterer også månedens øl. Det er gratis at deltage og der er "spændende" præmier og husk det hele er bare for sjov.

2. Husk vores Øloplevelsestur - lørdag d. 6.maj

Vi starter på Nicolai Café på hjørnet af Skolegade og Blæsbjerggade - kl. 11.30 med Luksus Brunch til kr. 105,- (normalpris kr. 125,-) Betales på stedet. Efter måltidet går vi ellers rundt og besøger en række af byens traditionelle værtshuse i det gode forårsvejr, med håbet om en oplevelsesrig dag - husk travesko og godt humør. Det er gratis at deltage - men du betaler naturligvis selv for dit ølforbrug. Giv venligst en tilbagemelding nu! om du vil deltage på dagen, så vi kan give caféen besked - eller senest d. 3. maj.

3. Ølfestival i Valby - d. 18 - 21 maj 2006

Gå ikke glip af årets Ølfestival i København. Du kan læse mere om Københavnske Øldage på www.ale.dk Her finder du alle de oplysninger du måtte søge omkring bl.a. adr., køb af billetter, transport og åbningstider. Husk du har også mulighed for, at melde dig som frivillig arbejdskraft under festivallen, en spændende oplevelse for en ølentusiast - læs også herom på www.ale.dk

4. Sommertræf på Den Engelske Pub - lørdag d. 8. juli

"Danske Ølentusiasters uformelle regionssammenkomst og ferieøl for  viderekomme ølelskere i en af danmarks bedste øloaser" Igen i år byder vi ALLE DØE medlemmer velkommen, ikke bare fra Kolding by & Vejle Amt - men fra hele Kongeriet Danmark til vores årlige sommertræf på Den Engelske Pub - You´ll Never Walk Alone - AL Passagen - Kolding City. Her vil Torben  Mathews byde velkommen og fortælle lidt om, hvad der lige nu kan serveres af udsøgte spændende ting fra stedets haner, flakser og varme gryder. Måske er der en lille overraskelse - måske er der noget du aldrig har smagt

før...

Samtidig bliver en del af dagens program, at vi vil få en lille rundvisning på "Kolding Bryghus", som gerne skulle være i fuld gang til den tid, og Kolding Bryghus i AL Passagen - vil være vært ved et glas af deres nye øl. Resten af dagen er helt uformel sammenkomst på pubben, i restauranten og i selve passagen - hvis solguderne er med os. Vi regner med, at Torben også tager sig en slapper på dagen og drikker en øl med. Mød op og få en snak med dine entusiastvenner.

Naturligvis skal du være medlem for at deltage, men ellers koster dagen dig kun det du selv sætter til livs af mad og drikke. Men vær venligst rar, at give en tilbagemelding hvis du ønsker at deltage - senest d. 2.7.2006, så vi ved hvor mange der kommer.

Vi mødes på Y.N.W.A. Restaurant & Lounge Bar (tidl. Gaven til Maven) lørdag d. 8.7.2006 - kl. 13.30 (- og husk der er 10% på Fadøl til DØEs medlemmer dagen lang - året rundt) Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at maile eller ringe på

tlf.: 4045 9028

Glædelig Forår & Højt Skum

DØE - Kolding

Claus Mortensen

Lokalformand