Øl fra Vadehavet

I denne måned skulle vi smage nogle øl fra Vadehavet.

Leif Hansen havde nemlig, da han holdt ferie på Fanø i 2001, fundet en lang række spændende øl. 

 

Så vi smagte et udpluk af øl fra Fanø Bryghus og Vadehavsbryggeriet.

Lidt historie om Fanø Bryghus ApS:

Bryggeriet åbnede i juli 2009 i Nordby på Fanø som et bryggeri med bar og café.

Men allerede i 2006M var man begyndt at brygge øl i det gamle el-værk på Strandvejen i Nordby. 

Det gik dog ikke så godt og efter kort tid måtte man indstille driften. Efter at have ligget stille nogle måneder, blev bygninger og bryggerimaskiner købt af en lokal investor, som efter forhandlinger kom i forbindelse med to personer fra ejerkredsen omkring Nørrebro bryghus ApS og et par uger senere åbnede Bryghusets Bar og  Café. Endnu var eget bryg ikke i hanerne eller på flaske, men det blev der rådet bod på ved at købe de gode øl fra Nørrebro Bryghus.

Alt imens arbejdedes der på højtryk for at få ansat en brygger. Shaun Hill, amerikaner fra Vermont, fik opgaven med at få startet brygningen og få sat arbejdsprocesserne i system. Det gik rigtig godt og da Shaun Hill tog tilbage til USA overtog Ryan Witter-Merithew arbejdet og har fortsat bryggeriets succes. Han har i øvrigt slået sig ned på Fanø sammen med sin hustru.

Ryan Witter-Merithew modtog den Regionale Ølpris i 2011 og er nu garant for supergodt Fanø

 

Vi smagte nogle gode øl:

 

1.Fanø Rav på 4,6 %

Har fået navn efter den lokale ”ædelsten”. Øllet er ufiltreret pilsner øl med en behagelig duft, sødme og masser af kulsyre. Smagen er frisk med en god humlefyldt eftersmag, som sidder længe i munden.

 

2.Fanø Lynghvede på 5,0 %

Er en hyldest til den lyngklædte hede. En Hvede øl, som blandt andet er brygget med 

appelsinskal, lyng og kamille. Den har et flot gyldent skær som rav.

 

3.Fanø Forår på 6,5 %

Er en lys og let sød Bock øl, som er velegnet til påskens retter.

 

4.Fanø Vadehav på 6,5 %

En amerikansk inspireret Brown Ale. Den er mørk og har en kraftig krydret smag. Den er brygget på Fanøs eget fine grundvand.

 

5.Fanø Stormflod på 5,8 %

Det er en ”Milk Chokolate Stout” inspireret øl. Den er mørk og kraftig med et lækkert cremet skum og en rund smag af chokolade. Den er let drikkelig også af kvindelige øl drikkere.

 

6.Fanø Vestkyst på 5,7 %

En Indian Pale Ale, som er godt humlet, har en lys farve og lidt frugtig tør smag.

 

7.Fanø Julebryg på 7,5 %

Er en porter type som er brygget på mørke maltsorter, blandt andet chokolade. Den er krydret med vanilje, kaffe og lidt kanel. Den har en kraftig duft af Bourbon Whisky.

 

Vi smagte også som nævnt et par gode øl fra Vadehavsbryggeriet, som er et nystartet bryggeri, der i første omgang har leveret 4 øl på licens fra et Belgisk Bryggeri. Det er planen at der skal brygges øl som i brygningen bærer præg af den lokale natur i Vadehavsområdet.

Bryggeriet har et flot logo, som symboliserer havet og solen, som jo er de naturlige kernepunkter i området. Det støtter lokalområdet ved at der gives 1 krone for hver solgt liter øl til sociale-, turistmæssige eller naturgenopretningsprojekter.

 

 

 

Vi smagte nogle øl:

1.Stormflod på 6,2 %

Det er en mild Stout, hvor både alkohol, lakrids og røg er nedtonet, så den er mere drikke-venlig. Den smager godt til kraftige danske retter . Navnet stammer fra de store oversvømmelser (Stormfloder), som er forekommet en del gange i Vadehavsområdet.

 

2.Misthusum på 6, 2 %

Det er en IPA brygget øl, som er bitter og meget fyldig. Den er god til oste og krydret mad. Misthusum er navnet på en lille landsby sydvest for Skærbæk mellem Bredeå og Røgelstrømmen

 
 

 

Vi siger Leif tak for en spændende aften med godt øl fra Vadehavet.

Se eventuelt mere på de to bryggeriers hjemmesider:

Fanø Bryghus: http://www.fanoebryghus.dk/

Vadehavsbryggeriet: http://vadehavsbryggeriet.dk/