Referat fra medlemsmøde 22. februar

 

Kære medlemmer

 

Så var vi igen samlet til en hyggelig aften hos Karins Hjemmelavet. 25

medlemmer spiste med og nød den stegte kalvelever – eller andre gode

sager fra menukortet. Yderligere 10 medlemmer sluttede sig til inden

smagningen gik i gang.

 

Vi skulle smage på kandidaterne til valget af Årets Ølnyhed(er), og

Herman førte os på sædvanlig kompetent vis gennem smagningen. På grund

af den tiltagende varme i restauranten valgte Herman på et tidspunkt at

smide skjorten, og åbenbarede en T-shirt med motiv af en af aftenens

kandidater, nemlig Kong Henrik.

 

Flere af pigerne var efterfølgende lidt ærgerlige over, at der ikke var

øl med fra Nøgne Ø!!!

 

Nå, men denne gang var kandidaterne jo opdelt i tre kategorier, så vi fik

smagt på:

 

Kategorien op til 4,0 %:

Fur Julefrokost fra Fur Bryghus

Politikeren fra Syndikatet

 

Kategorien fra 4,1 % til 7,0 %:

Madagascar fra Thisted Bryghus

Kong Henrik fra Hornbeer

Porter fra Jacobsen

 

Kategorien 7,1 % og derover:

Jack & Beer fra Thisted Bryghus

Willemoes Jul 2016 fra Bryggeriet Vestfyn

Julegris(k)2 fra Hornbeer

 

Det havde desværre ikke været muligt at skaffe Røgøl fra Det Lille

Bryggeri i kategorien op til 4,0 %. Den var udsolgt fra bryggeriet og det

var heller ikke muligt at skaffe den fra andre butikker. Så den var af

samme årsag valgt fra i afstemningen.

 

Aftenens ubestridte vinder blev Julegris(k)2 fra Hornbeer. Så den glæder

vi os til at smage igen til Januarsmagning i 2018.

 

I pausen fik vi en fødselsdagsøl af Søren Erik Hansen. Det var en IPA på

5,5% fra Grauballe Bryghus. Tillykke til Søren og tak for en god øl.

 

Generalforsamling 2017

 

Poul Erik opfordrede til at melde sig til – og deltage i –

generalforsamlingen den 25. marts 2017. Der skal som bekendt vælges ny

landsformand og de ledige pladser i landsbestyrelsen skal besættes, og Poul

Erik opfordrede samtidig at medlemmerne melde sig som kandidater til alle

poster.

 

Tilmelding til generalforsamlingen skal ske på hjemmesiden www.ale.dk.

Dagsorden findes samme sted.

 

I lighed med tidligere arrangerer Region København fælles bustransport til

og fra Dalum Landbrugsskole – hvor generalforsamlingen igen i år

afholdes. Der er opsamlingssted i Ringsted.

 

Tilmelding til busturen skal ske på:

doeregkbh.nemtilmeld.dk

 

Men ellers glæder vi os til at se jer alle igen til medlemsmødet den 29.

marts 2017.

 

Højt skum

 

Søren Kjær

Lokalbestyrelse Næstved

 

/26. februar 2017 kl. 16.15

Foto :

Bent Nørgaard.

 

Klik på billeder for forstørrelse.

 

 

Aftens vinder.

Aftens fødelsdagsøl