Referat fra medlemsmøde 25. januar : Årets bedste øl

Kære medlemmer

 

Sikken da en start på året. Så mange glade medlemmer mødte op – 37

medlemmer spiste med af Karins biksemad eller en af de andre retter, der er

på kortet, og yderligere 10 medlemmer mødte til den efterfølgende

smagning.

 

Det er et fantastisk flot fremmeøde. Så mange tror jeg aldrig vi har

været til januarmødet. Tak, kære medlemmer, for den fantastiske

opbakning.

 

Vi skulle jo i fællesskab finde den øl, der kunne høste flest point

blandt de vindere, vi har fundet gennem de enkelte måneder i 2016.

Desværre kunne den ene vinder ikke skaffes – det var Påskebryg fra Det

Lille Bryggeri. Den er udgået af sortimentet. Men ellers fik ved fælles

hjælp fremskaffet resten. Det vil sige, at der var 10 øl med i finalen om

at blive kåret som årets øl i lokalafdelingen 2016.

 

Finn-Peter havde igen denne gang lovet at guide os gennem smagningen. Han

mener selv, at det var sjette eller syvende gang han stod for

januarsmagningen. Og det er der jo en årsag til: Han gør det godt. Tak for

din indsats.

 

Men inden vi gik i gang med selve smagningen fik vi en fødselsdagsøl af

Finn-Peter. Han har fødselsdag sidst i januar, så han lod os nyde Finn’s

Jul fra Refsvindinge. En herlig Juleøl på 6,4 %. Vi takker for

traktementet.

 

Men ellers fik vi smagt på:

1.      Dagmars Jul  på 5,8 % fra Dagmar Bryggeriet

2.      Charlies Cool Porter på 5,9 % fra Hornbeer

3.      Væltepeter på 7,5 % fra Skagen Bryghus

4.      Vintage Julebryg 2014 på 10,4 % fra Det Lille Bryggeri

5.      Santas Little Helper på 10,0 % fra Mikkeller

6.      Gouden Carolus Cuvee van der Keizer på 11,0 % fra Het Anker

7.      Barley Black på 11,0 % fra Bakkebryg

8.      Russian Imperial Stout på 11,0 % fra Midtfyns Bryghus

9.      Nothing But Trouble på 11,0 % fra Ugly Duck/De Molen

10.     Samichlaus Classic på 14,0 % fra Brauerei Schloss Eggenberg

 

Aftenens ubestridte vinder blev Samichlaus Clasic fra Brauerei Schloss

Eggenberg.

 

Mens stemmerne blev talt op fik vi en uetiketteret øl fra Kongebryg.

Udmærket øl, også selv om vi ikke vidste hvad det var, eller kendte

alkoholprocenten. Vi takker Kongebryg for sponsoratet.

 

Lars Rasmussen annoncerede Frederikssund Ølfestival, der afholdes lørdag

den 28. januar 2017. Så der er mulighed for at deltage i festlighederne.

 

HUSK

 

Afstemningen om Årets Ølnyhed(er) er i fuld gang. Der kan stemmes indtil

den 31. januar 2017. Så gå ind på hjemmesiden www.ale.dk, og log dig ind

med dit medlemsnummer samt password. Begge dele findes på medlemskortet.

Din stemme er vigtig.

 

Generalforsamling

 

Fra 1. februar 2017 er det muligt at tilmelde sig Generalforsamlingen via

www.ale.dk. Generalforsamlingen afholdes den 25. marts 2017 i Odense. Der

skal vælges ny landsformand, så kom og vær med.

 

Men ellers glæder bestyrelsen sig til at se jer alle til februarmødet den

22. februar 2017.

 

Højt skum

 

Søren Kjær

Bestyrelsen

 

/27. januar 2017 kl. 12.50

 

 

Webmasteren noterede..

 

På et tidspunkt bemærkede Finn Peter : "ølåbneren var gået med jernet" (..)

 

En sømand har en pige i hver havn.

Finn Peter har en datter ved hvert bryggeri.

 

Poul Erik kunne have været kommet med i Mikkeller.

 

Stout porter - hed stout oprindeligt..