Nyhedsbrev, # 11, november 2018

Kære medlem.

Året er snart omme og fra os i bestyrelsen skal der lyde et stort TAK for at du møder troligt op til vores møder og arrangementer. Der er stadig plads til flere omkring bordet, men også i foreningen. Så kom glad af sted og kom endnu mere glad hjem igen. Jeg vil ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Husk at inspirere dine gæster og der hvor du selv skal hen til julefrokost, med noget godt øl.

Så gik der endnu en måned og hvis man tænker at oktober og november bare er sådan nogle kedelige mørke måneder, så har jeg da selv taget fejl. Jo jo det kan da være lidt mørkt udenfor, men dagen efter vores sidste månedsmøde åbnede Ølbaren Humle i Næstved midtby og lyser nu flot op. Endelig kom der en rigtig ølbar til byen. Det har vi ventet på i rigtig mange år, men nu er den her.

Det var dejligt at se, at så mange entusiaster var nede og byde Thomas og hans team velkommen. Det kan ikke kun være på grund af der blev budt på gratis øl, for efterfølgende har jeg været forbi et par gange for at lave aftale med den daglige leder Morten og der er jeg da stødt på flere af jer. Godt at se og godt at I også kan tage venner, kolleger og naboen med.

Nok om Humle for denne gang og glæd jer til næste nummer af "ØLentusiasteN", hvor der er en artikel om Næstveds nye ølbar.

I den forgangne periode, har der været en masse bryggerier der har budt på deres juleøl og det er altid rart og sjovt at tage af sted og møde andre ølglade mennesker. Vi var en 5 stykker der var oppe og besøge Det Lille Bryggeri, d 25 oktober. En dejlig tur og det gør det sjovt at arrangere en tur.

Vi prøver at lave nogle arrangementer løbende, hvor man bare skal stige på en bus, tog eller andre transportmidler og lade sig blive ført rundt. Så deltag endelig når der kommer et opslag eller en mail på det.

November smagningen ligger lige rundt om hjørnet og det er med at få tilmeldt sig.

Datoen er d 28 november på Mona Lisa i Sct. Jørgens Park.

Mad fra kl 1800 og møde/smagning kl 1900. husk smageglas

Tilmelding via dette link November smagning senest mandag d 26 november.

Julen er lige pludselig indenfor rækkevidde og afdelingen har også i år en julefrokost på programmet.
Den holdes også på Mona Lisa i Sct. Jørgens Park og det er fredag d 7 december kl  1800. Her skal der ikke tages glas med.
Tilmelding via dette link Julefrokost DØE Næstved senest 3 december kl 1200.

Som tidligere udmeldt, så overgår vi til at bruge Nemtilmeld, da det er så meget nemmere at styre for os.
Hvis du af en eller anden årsag ikke kan tilgå via linket, så send en mail til formand Søren på Soren.petersen(at)ale.dk eller sms 22507065
Oplys medlemsnummer, navn og arrangement.

Husk at gå ind og stemme på årets bryggeri. Som lokalafdeling har vi nomineret Kongebryg, men det er selvfølgelig op til dig selv at vælge det bryggeri som du vil stemme på. Mere vigtigt er det at du får brugt din stemme

Jeg vil løfte en smule af sløret for næste år.
Vi har lavet en aftale med Humle om at afholde vores møder der, med spisning og det hele, så vi prøver det af i januar måned. Deres mad-koncept er lidt anderledes, men vi må prøve det af og se hvordan det går. De har ikke så meget plads i kælderen, så det kan være vi rigtig kommer hinanden ved, hvis der kommer mange tilmeldinger. Humle vil også gerne have deltagerantal tidligere end vi plejer, men mon ikke vi får det hele til at falde i hak. Fordelen er indlysende det gode øl og at vi har muligheden for at smage på deres udvalg, før under og efter mødet.

Det må vist også være nok for nu inden jeg får skrivekrampe og I bliver trætte af mine skriverier. Men lige en lille vittighed at slutte af på.

En svensker kom ind på en engelsk pub.
- Giv mig en svensk øl.
- Desværre - vi sælger kun engelske øl her Hr.
- Ok, så giv mig noget der ligger tæt op ad en svensk øl.
- Værsgo' - Det bliver 10 kroner for et glas vand.


Det kan jo være vi i løbet af året skal se om den påstand stadig holder.

Vel mødt og højt skum

Pbv Søren