En væsentlig faktor i det danske samfund

05.09.2018 13:35

Niels Hald, direktør ved Bryggeriforeningen, ser frem til de næste 20 års kamp i det gode øls tjeneste. Foto: Flemming Effersøe.

Niels Hald, direktør ved Bryggeriforeningen, roser Danske Ølentusiaster for et utrætteligt arbejde i den gode øls sag gennem 20 år.

Den 5. september 1998 var der 13 bryggerier i Danmark. Og selv om Carlsberg netop havde gennemført sit ølvalg, og såvel Peter Klemmensen som Allan Poulsen bryggede på livet løs, fik man stensikkert en pilsner langet over disken, når man bad om en øl.

Den går ikke i dag. Udvalget af øltyper er anderledes mangfoldigt, og man bliver – heldigvis – mødt af uddybende spørgsmål, hvis man blot bestiller ”en øl”. Det er ikke officielt endnu, men I kan nok holde på en hemmelighed: I år er der kommet så mange nye øl på markedet, at vi rundede øl nummer 1.000 i den sidste uge af august.

Samtidig opstår der stadigt flere bryggerier i Danmark, selvom konkurrencen er hård, og nogle bryggerier desværre får ondt i økonomien. Her i sommer har Bryggeriforeningen fået fire nye medlemmer, og Danmark har i alt rundet 200 bryggerier.

Jeg ved godt, at jeres primære fokus er øllet – og tak for det! Men prøv lige at overveje, hvilken betydelig faktor for det danske samfund, bryggerierne er blevet. De skyder op overalt og ofte i mindre byer og på små øer, hvor de bidrager væsentligt til lokal udvikling, beskæftigelse og økonomi.

I mange lokalsamfund er bryghuset ligefrem samlingspunktet – stedet hvor man mødes med venner og bekendte for at diskutere stort og småt.

Nogle bryggerier – eksempelvis Thisted Bryghus, Viborg Bryghus og Skagen Bryghus – er så dybt forankrede lokalt på grund af deres folkeaktier, at de samler mere end tusinde småaktionærer til deres efterhånden legendariske generalforsamlinger. Og ofte træder de lokale ligefrem til med crowdfunding eller anden økonomisk hjælp, hvis det lokale bryggeri skranter.

Andre bryggerier – eksempelvis Aarhus Bryghus og BrewPub – serverer håndbrygget øl i egne restauranter eller caféer, og de tiltrækker ikke kun de lokale beboere, men også turister, som efterspørger god mad og lokal øl, og som spæder til i lokaløkonomien.

Flere af vores lidt større medlemmer – som Vestfyen og Fuglsang – engagerer sig dybt i deres lokalsamfunds sports- og fritidsaktiviteter, mens de helt store – Royal Unibrew og Carlsberg – spiller en stor rolle for kulturen i hele Danmark.

Og så er der rigtigt mange bryggerier, der jævnligt slår dørene op for gæster, der vil lære, hvordan godt øl brygges, og hvorfor de enkelte bryg smager, som de gør. Nogle bryggerier er ligefrem blevet rene turistmagneter, med alt hvad det indebærer for den lokale økonomi. 

En ledestjerne er Fur Bryghus, som årligt har 40.000 gæster og er stærkt medvirkende til, at den lille ø i Limfjorden har fordoblet antallet af turister, siden bryghuset blev etableret i 2004. Mon ikke også det nye besøgsbryggeri, Theodor Schiøtz Brewing Company, her i Odense vil tiltrække masser af besøgende? Og når vi snakker turisme, må vi ikke glemme selve flagskibet, nemlig Carlsbergs besøgscenter i København, som modtog mere end en kvart million besøgende sidste år.

Alt i alt er bryggerierne blevet en særdeles væsentlig faktor for sammenhængskræften i det danske samfund. Undervejs har der også være andre bidragsydere, men vi var aldrig nået så vidt, hvis ikke en samling passionerede øl-elskere på dette sted for 20 år siden havde etableret Danske Ølentusiaster, som siden utrætteligt har kæmpet det gode øls sag på festivaler, ved events, i lokalsamfundene, i pressen og på sociale medier. 

Af kærlighed til godt øl har I stillet krav om forskelligartet bryg i høj kvalitet og til en rimelig pris.I har i dén grad holdt de danske bryggerier til ilden, og det vil jeg gerne på bryggeriernes vegne takke jer dybt for på denne festdag.

Vi ser frem til også de næste 20 år at kæmpe sammen med jer. På den lange bane håber jeg, at vi i fællesskab kan udvide danskernes kendskab til øllets righoldige verden og dets evne til at klæde dansk mad. 

På den helt korte bane skal vi have politikerne til at sænke de alt for høje afgifter på øl i forbindelse med forhandlingerne om finansloven. I de sydeuropæiske lande bliver vin kraftigt støttet afgiftspolitisk for at hjælpe de lokale vinbønder med deres afsætning. Lad os dog få sænket de høje danske ølafgifter over for de nu 200 danske bryggerier, der kæmper med importeret vin og spiritus.

Skål og stort tillykke med de første 20 år – og held og lykke med de næste 20!

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her